Elisabeth Jansson og Jacob Skov Andersen i Massenets Werther på DKT. Foto: Camilla Winther / DKT
Werthers lykkelige død
Werther på Det Kongelige Teater
Anmeldt af Anne Holm
******
Werther er et menneske i hvem følelserne fylder alt. Han føler stærkt og intenst, og han kan ikke ignorere sine følelser. Han må leve med dem – i betydningen leve i overensstemmelse med dem. Han lader sig rive med. Han lader sine følelser diktere sit liv og sin færden. Så da han møder den unge Charlotte og bliver forelsket, bliver han så forelsket, at der ikke er plads til andet i ham – heller ikke at prøve at fornemme, hvordan Charlotte har det. Hun, der faktisk er forlovet – og bliver gift – med en anden, Albert. Werther synes, at hun er en engel og den skønneste kvinde han nogensinde har mødt. Han kan ikke leve uden hende, føler han. Og fordi vi er i fiktionens verden, så bliver Charlotte blæst omkuld af hans følelsesstorm. Hun bliver tiltrukket og fascineret af Werther, der er så charmerende og fuld af liv (læs: følelser). Hun lader sig rive med et godt stykke af vejen, men det sidste skridt vil hun ikke tage. Hun lader i sidste ende fornuften og pligtfølelsen råde og afviser ham. De kan godt være venner. De kan endda godt lade, som om han tilhører familien. Hun kalder ham ”cousin”, men elskende – nej.
Den afvisning slår Werther helt ud, og han vælger den eneste udvej, han kan se fra et liv, hvor der ikke er plads til hans følelser. Han slår sig selv ihjel. Skyder sig med Alberts pistol, som han har lånt under påskud af, at han skal ud på en lang rejse. Charlotte finder Werther såret og døende, og inden han udånder, når de at erklære hinanden deres store kærlighed. Han dør lykkelig, og Charlotte lever videre – måske ulykkelig eller måske ikke så ulykkelig, for hun kan faktisk godt lide Albert. Han er en god mand, og måske er det godt nok for hende.
Melodisk melodrama
Jules Massenets opera Werther er melodrama af højeste karat. Musikken er melodisk, lyrisk og følelsesfuld, og librettoen er ren poesi. Både Jules Massenet og de tre librettister, Édouard Blau, Georges Hartmann og Paul Milliet, var garvede opera-magere. De vidste, hvordan en opera skulle skæres, hvis den skulle gå lige i publikums hjerter, hvilket Werther da også gjorde stille og roligt i årene efter uropførelsen i 1893.
Operaen er skrevet og komponeret på baggrund af Johann Wolfgang von Goethes roman ”Den unge Werthers lidelser”, som udkom i 1774. Dengang blev bogen forbudt i flere lande, bl.a. Danmark, fordi dens indhold var for kontroversielt. Et menneske som Werther, der i den grad tilsidesatte normer og regler for god moral og bare udlevede sine følelser – for så til sidst at begå selvmord – var der ikke plads til i datidens Europa. Ikke engang i fiktionens verden.
I 1893 var det ikke det samme problem at være individualist, selvcentrereret og frihedssøgende. På tærsklen til det 20. århundrede var det heller ikke et problem at være i sine følelsers vold – eller det var det måske nok, for det er pinefuldt at føle så stærkt, at ens følelser overdøver alt andet – men det var ikke så kontroversielt eller uden for normen, som det var i 1700-tallet.
Og i dag – tjah… Ved siden af mig sad der nogle og fnisede, da Werther var helt oppe på den højeste klinge. Måske er mennesker ikke så følelsesfremmede i dag, som de var i 1700-tallet, men følelser udtrykt i fortidens ord og musik kan jo være stærke sager, og måske synes nogle alligevel, at det er en anelse for meget med al den sødladne, svimlende romantik, melankoli og dødsdrift.
Men hvis man er til stærke følelser og en dødsscene, der giver La Bohème baghjul – og så ovenikøbet foregår med omvendt fortegn, her er det manden, der dør, og kvinden, der fortvivlet må stå ved siden af og se til – så er det bare om at løbe ind i på Gl. Scene og opleve Werther.
Jacob Skov Andersen er den helt rigtige, inderligt syngende Werther, Elisabeth Jansson en indtagende og stærkt syngende Charlotte, og de to suppleres perfekt af Theodore Platt, der synger Charlottes ægtemand Albert, og Ava Line Shokooh, der synger Charlottes sødmefulde lillesøster Sophie – som Werther sikkert godt kunne være blevet lykkelig med, hvis bare han havde haft blik for andet end sine følelser for Charlotte.
Opsætningen var ikke denne anmelders kop te. Når instruktør og scenograf beslutter sig for en iscenesættelse, som – formentlig i et forsøg på at understrege og fremhæve symbolikken i fortællingen – bevæger sig ind i et visuelt univers, som ligger meget langt fra librettoens ord og værkets verden, så skal man enten være meget dygtig eller meget heldig, hvis musik, libretto og iscenesættelse går op i en højere enhed. Det synes denne anmelder så langt fra det gjorde.
Men så kan man jo bare lukke øjnene og nyde musikken – og oplevet på denne måde er Det Kongelige Teaters Werther så absolut også en aften i operaen værd.
Werther
Det Kongelige Teater
Set ved premieren 11. september 2026
Komponist: Jules Massenet
Libretto: Édouard Blau, Georges Hartmann og Paul Milliet
Musikalsk ledelse: Marie Jacquot
Iscenesættelse: Tatjana Gürbaca
Genopsætningsinstruktør: Jean-François Kessler
Scenografi og lysdesign: Klaus Grünberg
Kostumedesign: Silke Willrett
Werther: Jacob Skov Andersen
Albert: Theodore Platt
Charlotte: Elisabeth Jansson
Amtmanden: Kyungil Ko
Sophie: Ava Line Shokooh
Schmidt: Jens Christian Tvilum
Johann: Simon Duus
Brühlmann: Albin Jansson
Käthchen: Line Hugger Viderup
Det Kongelige Kapel
Opsætning i samarbejde med Opernhaus Zürich
