Marie Clémence de Grandval. Illustration: Wikipedia Commons / Estamp

Når operaens bagkvinder træder ud af glemslen

Anmeldt af Anne Holm

******

Kan man høre forskel på om en opera er komponeret af en mand eller en kvinde? Næppe. Men skal man tro musikforskerne, er der en tendens til, at kvinder tager andre temaer op i deres operaer end mænd gør, og at kvinderoller i operaer skrevet af kvinder bliver mere facetterede end de er i det kanoniserede opera-repertoire skrevet af mænd.

Og faktisk er der også en tendens til, at mænd bliver skildret mere facetteret i operaer skrevet af kvinder, end de gør i de klassiske operaer, vi alle kender. Så der kan være mange spændende grunde til at sætte operaer skrevet af kvinder op, men det sker stadigvæk ikke ret ofte.

Publikum i vore dage er konservativt. De vil gerne opleve det, de kender og kan lide – og for operahuse, store som små, er der meget på spil. At sætte en opera op koster (mange) penge, og hvis man ikke er sikker på, at man kan tjene pengene ind igen, tøver man med at sætte en opera op, som man ikke er sikker på vil trække publikum. Derfor satser man på det sikre – Puccini, Verdi, Wagner, Bizet – og ikke på en opera af en ukendt kvindelig komponist, eller ikke engang af en kendt kvindelig komponist.

En ny bølge

Indenfor de sidste 20 år er der dog sket en forandring. Flere og flere (kvinder) i operaverdenen er begyndt at spørge sig selv, om det virkelig kan være rigtigt, at der skal være så langt mellem operaopførelser, hvor enten komponist eller librettist eller begge dele er en kvinde.

For der findes operaer skrevet af kvinder – kvinder har skrevet operaer de sidste mange hundrede år og gør det stadig. De kvindelige komponister og deres værker er bare ikke så kendte, mange af de gamle er forsvundet ud i glemslen – på samme måde som kvinder og deres virke på mange andre måder er gledet ud af historien og blevet usynligt – og mange af de nye bliver kun opført få gange og risikerer dermed at lide samme skæbne. De bliver glemt.

I 2019 skete der imidlertid et nybrud. Da blev L’Amour de Loin af Kaija Saariaho sat op på Metropolitan Opera, og den var, som DR skriver på dr.dk ”moderne, men ikke mærkelig”, så den trak fulde huse, og så var der på en eller anden måde kommet hul igennem. Det kunne godt lade sig gøre at sætte en ny opera op, en ny opera skrevet af en kvinde, og sælge billetter. Siden er der poppet opsætninger af operaer – både gamle og nye – skrevet af kvinder op her og der – nogle musikforskere går så vidt som til at sige, at operaer skrevet af kvinder er blevet trendy.

Operaen i København har også været en del af bølgen – med f.eks. opsætningen af Louise Alenius’ Manualenfor nogle år siden – og i sidste uge inviterede DKT så til et todages symposium, ”Hendes perspektiv. Den glemte operahistorie”, arrangeret i samarbejde med Den Andra Operan, som har hjemme i Stockholm, og Aalto Musiktheater i den tyske by Essen i Nordrhein-Westfalen.

Symposiet samlede musikforskere, iscenesættere, producenter og andre fagpersoner til foredrag og oplæg om, hvordan man kan få trukket de kvindelige operakomponister og librettister frem i lyset. Et arbejde, som stadigvæk kræver en god portion ildsjæle-ihærdighed.

Glemt, men god musik

Som afrunding af de to dage med oplæg og ORD i lange baner, blev der to aftener i træk afholdt en koncert på Takkelloftet, hvor man kunne høre uddrag af nogle af de operaer, som oplæggene i løbet af de to dage havde drejet sig om.

I den første halvdel af koncerten kunne man høre uddrag af tre operaer: Fausto af Louise Bertin (1805-77), Fritiofs saga af Elfrida Andrée (1841-1929) og Kong Hroars skjalde af Tekla Griebel Wandall (1866-1940). Det er svært at komme udenom, at der er et element af museums-opera over det, når seks sangere stiller sig op og synger uddrag af operaer, hvoraf de to handler om vikinger og er skrevet i et tonesprog, man godt kan høre ikke er fra i går.

Men det er også, som om der bliver trukket et forhæng til side for en ny gammel musik, der ikke er spor anderledes end den, man ellers med stor fornøjelse går i operaen og oplever. I Elfrida Andrées tilfælde er operaen skrevet i et tonesprog, som er helt sit eget og tydeligt bærer præg af at være komponeret omkring forrige årtusindeskifte – lige inden der for alvor skete et opbrud i, hvordan man komponerede.

Mest interessant var anden halvdel af koncerten – et gæstespil af Den Andra Operan med forestillingen Mazepa revisited, bygget på operaen Mazeppa fra 1892 af Marie Clémence de Grandval.

Når historien gentages

Den Andra Operan har eksisteret siden 2016 med det eksplicitte formål at iscenesætte operaer skrevet af kvindelige komponister i 1600- til 1900-tallet. Ensemblet gør det ved at bearbejde værker og skabe små ”lommeoperaer”; enkle opsætninger, som nemt kan sendes på turné.

Mazepa revisited, som havde premiere i sommer, er bygget op af uddrag af Marie Clémence de Grandvals opera Mazeppa (1892) blandet med uddrag af skuespillet ”Mazepa” af Liudmyla Starytska-Cherniakhivska (1927).

Operaen bygger på historien om diplomaten og krigeren Ivan Mazepa (1639-1709), som spillede en central rolle i Ukraines kamp for selvstændighed fra Rusland. I dag betragtes han som nationalhelt i Ukraine, men han var ikke en entydig helt; han var ikke en helgen, men levede et farverigt liv. Hvis man googler Ivan Mazepa finder man blandt meget andet nogle dramatiske billeder, hvor man ser Mazapa liggende nøgen, bundet, på ryggen af en hest, der galopperer gennem et viltert landskab. Sådan kan det gå, når man falder for en kvinde, som en anden mand mener er hans…

I romantikken inspirerede historien om Mazepas liv mange forfattere, komponister og malere. Marie Clémence de Grandvals opera handler om kærligheden mellem Mazepa og Matréna – datteren af den kosakleder, der redder Mazepa, da hesten falder død om i et uvejsomt terræn, og Mazepa ligger hårdt medtaget af det vilde ridt.

Den Andra Operan besluttede sig for at skabe en forestilling om Mazepa inden Rusland angreb Ukraine i 2022, og som skaberne af forestillingen fortalte, så blev den jo så pludselig ikke bare meget aktuel igen, men også meget politisk. For der er ingen tvivl om, hvordan Mazepa har det med Rusland og med zaren – han er som sagt en frihedshelt.

Man besluttede sig dog for at arbejde videre med opsætningen og har så prøvet at tage højde for, at operaen pludselig skriver sig direkte ind i tiden.

Marie Clémence de Grandvals opera var i Den Andra Operans opsætning blevet reduceret til en kammeropera med kun ni medvirkende på scenen – to sangere, seks musikere og en dirigent – og det giver sig selv, at det ikke syner af meget.

Men de to unge sangere, som sang Mazepa og Matréna, David Risberg og Emilia Utter, de sang og klang til gengæld så stort og smukt, at de fyldte Takkelloftets lille scene ud til sidste millimeter. Og dirigent Henrik Schaefer, som ledede det lille ensemble med ildhu, fik de seks musikere til at yde alt, hvad de kunne. Så det endte med at blive en gribende oplevelse om end en miniature.

Man kan diskutere, hvor meget man kan klippe en hæl og hugge en tå og så stadig insistere på, at der er noget af det oprindelige værk tilbage – men undertegnede vil mene, at her helliger målet midlet. Hellere opleve en bid af Marie Clémence de Grandvals opera i en moderne iscenesættelse, end slet ikke opleve den og acceptere, at den forbliver i glemslen.

Og der er slet ingen tvivl i denne skribents sind om, at aftenens uddrag og småbidder – uanset hvordan de blev serveret – gav lyst til at høre mere.

Lad os bare få nogle flere operaer af kvindelige komponister trukket ud i lyset!

“Hendes perspektiv. Den glemte operahistorie” 

Det Kongelige Teater, Takkelloftet

Set den 28. november 2025

Fausto

Musik og libretto: Louise Bertin efter Goethes Faust

Vezzosa giovinetta. Terzetto No.2:

Gisela Stille, Elisabeth Jansson og Simon Duus

Chi sará mai quel vago. Cavatina No. 7:

Elisabeth Jansson

Fritiofs saga

Musik: Elfrida Andrée

Libretto: Selma Lagerlöf

Gick jag som barn i hemmet. Akt 1, scene 4:

Gisela Stille og Johanne Bock

Du vredgas, Solgud. Akt 1, scene 5:

Simon Duus og Johanne Bock

Kong Hroars skjalde

Musik og libretto: Tekla Griebel Wandall

Klaver: Louise Schrøder

Ragnvalds drapa:

Simon Duus

Svafas sang:

Johanne Bock

Hranes drapa:

Niels Jørgen Riis

Duetto. Yrsa og Hrane:

Gisela Stille og Niels Jørgen Riis

Mazepa revisited

Gæstespil af Den Andra Operan

Musik: Marie Clémence de Grandval

Libretto: Charles Grandmougin og Georges Hartmann

Dirigent og arrangement: Henrik Schaefer

Iscenesættelse: Mårten Forslund

Scenografi og kostumer: Bente Rolandsdotter

Lysdesign: Susanna Hedin

Dramaturg: Sophie Helsing

Musikalsk research: Hanna Fritzson, David Björkman og Henrik Schaefer

Matréna: Emilia Utter

Mazepa: David Risberg

Musikere: Axel Drougge, Lisa Herlitz, Gloria Floresti, Bianca Elisasson, Eric Drougge og Margreet Houtman

Stemmer: Olena Jansson og Zakhar Pryshlivskyy