Nixon in China på Det kgl. Teater
Nixon in China er et højdepunkt i en stærk sæson på DKT. Foto: Camilla Winther.
En flot og vedkommende satsning
Af Bo Basbøll
******
Handlingen i John Adams’ opera Nixon in China foregår i og beskriver præsident Nixon’s besøg i Beijing (Peking) i 1972. Librettoen er skrevet af Alice Goodman og koncentrerer sig i 1. og 2. akt om det politiske magtspil mellem to magtmennesker, som i virkeligheden mere er interesseret i deres eget selvbillede end de politiske muligheder, dette møde kunne udløse. Især Nixon er optaget af det eftermæle hans rejse til Kina vil kunne bidrage til. Omkring sig har lederne deres rådgivere og udenrigsministre: Henry Kissinger og Chou En-Lai, som forsøger at undgå de værste ’katastrofer’ og prøver at fastholde et politisk aspekt for mødet. I 3. akt drejer fokus lidt for handlingen, idet vi her går tilbage i tiden og får et indtryk af forholdet mellem henholdsvis Richard og Pat Nixon samt Mao Tse-tung og Chiang Ch’ing.
Handlingen drejes således fra det ydre politiske til det indre private og følelsesmæssige forhold mellem de to par. Men disse forhold relateres alligevel til de ydre handlinger – hhv. ”Den lange march” og Nixon’s tjenestetid som marinesoldat. Begrebet ”Historien” er centralt i hele operaen – især tydeligt i forhold til Vietnamkrigen og det kinesiske kommunistpartis historie. Dette vises konkret på scenen, men også med store projektioner. Billeder, tekster, avisforsider og videoklip ledsager effektfuldt musikken. Tredje akt ender med eftertanke og refleksioner:”Hvad nyttede besøget egentlig?” Var det kun deres eftermæle der blev plejet?
Adams og Goodman fik ideen til at lave en opera over et emne, som dengang i 1987 stadig var forholdsvis aktuelt. Mødet mellem Nixon og Mao i 1972 satte sig spor i det fremtidige forhold mellem USA og Kina. Er et sådant tidsbundet politisk emne for en opera så aktuelt og relevant at opsætte i dag? Ja, i høj grad, selvom der ikke – ifølge John Fulljames, som har iscenesat – er tale om en samtids-iscenesættelse. Men mødet mellem Kim Jong-un og Donald Trump kan til forveksling ligne mødet i Peking 1972, så historien gentager sig, men nytter det noget? Er det kun ledernes eftermæle, der skal plejes?
Mange musikalske genrer
John Adams’ musik i denne opera er en blanding af mange genrer. Overordnet skriver han i den såkaldte ’minimalistiske’ stil – dvs. kort sagt på gentagne rytmemønstre. Med dette ’tæppe’ af rytmisk pulserende dur/mol-klange som underlag udfolder Adams en stor opfindsomhed af forskellige andre kendte musikgenrer. Man hører egentlige operaarier med europæisk forbilleder, ”Dancehall” sekvenser, jazz, gospel og andre amerikanske musikgenrer. Måske endda et ”Jesus Christ, Superstar”-citat ved Airforce One’s indflyvning i Peking? Der gemte sig også andre referencer til den traditionelle opera. Tydeligst Wagner-citatet fra Valkyriens 3. akt (Wotans afsked med Brünnhilde). Citatet bringes i 2. akt, hvor det lange balletoptrin indeholder en sekvens, hvor en bondepige ofrer sig for Mao’s revolution.
Netop sådanne overbygninger til den uendelige repeterende, pulserende klangbund får sammen med de instrumentale variationer og de dynamiske understregninger af handlingen til at blive en organisk og helstøbt sats. Eksempelvis er musikken til Chou En-Lai’s uendelig lange og intetsigende hyldest til Kinas kommunistiske Partis førte politik en lige så uendelig og kedelig repetition af enkle små motiver uden synderlig dynamiske udsving. Heroverfor kommer så Nixons tale, som over det repetitive grundlag har helt andre små melodistumper og en større dynamik. Det musikalske højdepunkt i forestillingen var afslutningen af 2. akt. Præsidentparret overværer en forestilling, ”Den Røde Hærs kvinde-bataljon”, med indlagt ballet. Her dukker Mao’s kone, Chiang Ch’ing, op første gang. Det er hende, der har udtænkt balletten. Hun driver handlingen frem til slutningen, hvor hun – fremragende sunget af Sofie Elkjær Jensen – sammen med koret afslutter 2. akt til et voldsomt og effektfuldt klimaks.
Fremragende iscenesat og sunget
Forestillingen er fremragende iscenesat af operachefen selv, John Fulljames. Vi ser handlingen og hovedpersonerne omringet af kæmpereoler med arkivkasser, hvor billeder, tekster, avisforsider og videoklip nærmest vokser ud af kasserne. Personinstruktionen fungerer optimalt. Sangerne ligner forbavsende godt de historiske personer. Føromtalte scene med Chou En-Lai’s uendelig lange og intetsigende hyldest til Kinas kommunistiske Partis førte politik løses fremragende. Drejescenen med det runde bord, hvor gæsterne sidder, roterer langsomt og hindrer dermed en mulighed for en statisk kedsommelighed.
Sangerholdet var en blanding af Operaens egne og indforskrevne sangere fra udlandet. Alle var velvalgte til rollerne. Johan Reuter var fremragende som Nixon, ligesom Arnold Bezuyen imponerede i rollen som Mao. Det meste af hans sang var lagt i det høje og skingrende heltetenorleje. Bezuyen var overbevisende som den senere svækkede, plagede og sygdomsramte Mao – en meget flot præstation. Som Pat Nixon fik Sarah Tynan vist et fint portræt af en naiv hustru, hvor klichéerne står i kø, mens hun er på de obligatoriske rundvisninger i skoler og landbrug, og hvor hun også hylder sit eget land i en lang ballade. I anden akt træder hun for alvor i karakter og bliver så oprevet, at hun blander sig i balletforestillingen.
Endelig fremstiller Sofie Elkjær Jensen Maos hustru med vanligt overbevisende skuespil og imponerende sang. Hendes iltre fremstilling af Chiang Ch’ing tonesættes af Adams i en slags ”Nattens Dronning”med utroligt sikkert sungne toptoner. Endnu en gang lagde hun alen til sin fortsatte karriere. Vi glæder os til at høre hende den i kommende sæson som Gerda i operaen Snedronningen af Hans Abrahamsen. Muligheden for det endelige internationale gennembrud foreligger her.
Omkring disse fire hovedroller var Zachary Altman som Henry Kissinger og David Kempster som Chou En-Lai overbevisende i rollerne og flot syngende. Det med jazz-saxofoner udvidede kapel under ledelse af Alexander Vedernikov var helt på toppen. Koret medvirkede i starten af første akt og i slutningen af anden akt og sang meget virkningsfuldt, som beskrevet ovenfor.
Sammen med scenografi, kostumer og lyssætning var John Fulljames’ konception og opfindsomme iscenesættelse, understøttet af sangere og musikere, en flot og vedkommende satsning. Men hele sæsonen 2018/2019 har i øvrigt været et stort og vigtigt fremskridt for Operaen. Vi ser derfor frem til kommende sæson, som bl. a. satser på hele to opførelser af nye danske operaer. Urpremieren på Snedronningen af Hans Abrahamsen og nyopsætningen af Poul Ruders The Handmaid’s Tale