Snedronningen på Den Kongelige Opera

Sofie Elkjær Jensen stråler i rollen som Gerda. Foto: DKT/Per Morten Abrahamsen.

Isnende skønhed og krystalklar vision

Anmeldt af Sanne Caft

******

Man gør sig ofte den overvejelse som operagænger, om man skal forberede sig inden en given forestilling. Læse om baggrund og historie. Sætte sig ind i tankerne bag og blive klogere på det kunstneriske hold bag den konkrete opsætning.
Med urpremieren af Hans Abrahamsens Snedronningen, der frit efter H.C. Andersens eventyr har libretto af komponisten selv i samarbejde med Henrik Engelbrecht og er iscenesat af Francisco Negrin, har det for læsere af operamagasinet Ascolta været muligt at få et unikt indblik i arbejdet med forestillingen gennem Bo Basbøls dagbøger som ’deres udsendte’ fra Operaens Venner. På premieredagen var der også en grundig om end lettere akustisk udfordret gennemgang og interview med komponisten, ligesom forestillingsprogrammet blev flittigt langet over disken til de mange fremmødte i den udsolgte Opera.

Sneen falder
Abrahamsen forklarede under introduktionen, at han var blevet grebet af historien med dets mange billeder, der springer frem af teksten og trak eksemplet frem, hvor lille Gerda efter lang tids søgen finder barndomsvennen Kay helt tilfrosset hos Snedronningen. Sne, krystaller, is og kulde var alle elementer, der gik prominent igen i både historie, scenografi og musik. Det står hævet over enhver tvivl, at Abrahamsen musikalsk kan fremmane sne på en måde, så man skulle tro, at han – qua den sejlivede vandrehistorie – som grønlænderne havde et mylder af forskellige ord for sne frem for det ene fattige danske. Det glimtede, splintredes og hvirvlede – både i musikken og i den kongeniale scenografi. Abrahamsen fik fortjent aftenens største bifald.
En anden inspirationskilde var den ikoniske danske illustrator Svend Otto S.’ illustrationer af eventyret med særligt et billede af Gerda og de to ravne på frygtsom færd gennem Snedronnings ildevarslende palads. Skygger og dunkle flader, små skikkelser blandt monstrøst store omgivelser havde på fineste vis transformeret sig ind i Palles Steen Christensens scenografi og i Bruno Poet & Matt Daw’s lysdesign. Løftet til perfektion af Playmodes Studios over 155.000 LED-pærer, der kastede kaskader, fontæner, myldrende og blinkende lys over den skarpt skårne scenografi – for eksempel i billedet, hvor Johan Reuter gestaltede Snedronningen sammen med Maria Malmström, som i isblå kjole dansede en spejling af figuren. Her tegnede tusindvis af hvide lysglimt en række kvadratiske rammer om scenens centrum med mindelser om, når Klokkeblomst i Disneys Juleshow slår klokkeblomst-støv om de julekort, som seerne forventningsfuldt venter på. En anden mindelse var fra Mozarts Tryllefløjten med den ikoniske Nattens Dronnings ankomst i månesejl med natblå himmel og tusind blinkende stjerner. Johan Reuters mørktonede stemme, Malmströms svajende bevægelser, glimtende stjerner i tusindvis og en knitrende frostklar stemning i musikken gjorde det til et betagende øjeblik.

Sådan synges is og sne
Rent sangligt var der ikke meget at sætte fingeren på. Valget af en mezzosopran i rollen som Kay står denne anmelder lidt undrende overfor, men sangligt gjorde Melis Jaatinen det fint. Sofie Elkjær Jensens Gerda var ubestridt aftenens mest prominente sanger med både den største rolle, sangligt ekvilibrisme og scenisk nærvær. Der optrådte en række par eller modsætninger gennem forestillingen. Skovkragen i Jens Christian Tvilums skikkelse koblet med Slotskragens i Morten Grove Frandsens. En karaktértenor og en kontratenor i velfungerende seminaturalistiske kragekostumer med kragevinge og bagudvendt næb, der ramte plet både sangligt og scenisk. Et andet par var Gert Henning-Jensens prins og Sibylle Glosteds prinsesse, der halvt afklædte snoede sig på scenen omgivet af et farvestrålende hof.
Johanne Bock havde trippelrolle som Gerdas bedstemor, gammel kone og Finnekone og ældedes gennem historien for at lukke sine øjne hen mod slutningen. Den uforberedte tilhører ville måske ikke fange nuancerne i denne konstruktion og fortællemæssige kobling mellem de tre karakterer, eller de andre koblinger mellem én sanger og flere roller. Men selv uden forklarende noter var det til at følge med i rent handlingsmæssigt. Sangligt var det en fornøjelse at se og høre Johanne Bock folde sig ud.
Johan Reuters trippelrolle var Snedronningen, rensdyret og uret/tiden. Som rensdyr spejledes han af Boris André med gevir og maskulin gestalt. Som uret var han sangligt reduceret til ”tik, tik” imod slutningen af forestillingen, og han havde gerne måtte have sunget mere. Inden urets uafvendelige tikken var der Wagnermindelser a la Den flyvende Hollænder i scenen, hvor han stateligt skred op ad en trappe i gulvlang kappe og med fire blæsere højt til vejrs i den japansk udseende folde-scenografi. Det havde mindelser om filmklassikeren ”Superman”, hvor skarptskårne iskrystaller, højtsvævende personer og alvorstung stemning præger øjeblikket, hvor Supermans far sender sin søn alene mod jorden – måske kun et billede i denne anmelders hoved vækket til live af scenens lyseksplosioner og pulserende, bølgende streger af lys koblet med musikkens dumpe slag. En særlig finurlighed var inddragelsen af balkonernes lysbånd, der pulserede i takt med scenerummet og på den måde drog publikum endnu tættere på. En fin detalje i det store scene- og publikumsrum.

Rytmisk knitrer krystallerne
Et kostumemæssigt greb var, at både Gerda og Kay gennem operaen voksede ind i deres tøj og på den måde visuelt bevægede sig fra barn til voksen. I starten var tøjet for stort med al for omfangsrig kjole og jakke og al for store (røde) sko. Sidstnævnte måske et nik til HCA’s anden hjertegribende og melankolsk-tankefulde historie ”De røde sko”, hvor pigen danser sig til døde. Måske blot et kostumemæssigt valg af farve der sikrer, at skoene også er synlige fra de bagerste rækker. Sådan var der mængder af detaljer i forestillingen, som enten kunne tages for pålydende eller danne afsæt for en efterfølgende refleksion om betydning og sammenhæng. Sådan skabes gode forestillinger, der både fungerer i øjeblikket og kan tåle eftertankens behandling.
Musikalsk er Abrahamsen en mester i at håndtere slagtøj og skabe inciterende rytmiske billeder og give musikken en puls, der ændrer sig undervejs, men som aldrig sætter sig til modværge hos tilhøreren. Læg dertil lyriske passager af stor skønhed, både hvor personernes samtale i relativt abrupte sætninger alligevel flød ubesværet og i de rent sansende passager, hvor der blev standset op og foldet ud. Faldende kadencer i rytmisk gentagelse som da Gerda sørgede over, at Kay var forsvundet. Eller et særligt stærkt øjeblik, hvor Gerda mødte et rosenbed i skikkelse af koret iført sort/røde kostumer, der halvt nedsunket i gulvet sang som tre søstre af død og ”Ding Dang”. Her smeltede behandlingen af slagtøj, fuldtonet orkester og vokal sammen til en musikalsk perle, der i sin stemning var lige præcis så sød og melankolsk som en afblomstrende rose.
Forestillingens 13 scener var så stramme, at den ikke føltes lang, hvilket langt fra altid er en selvfølge i moderne opera. Fin vekselvirkning mellem næsten kammerspilsagtige scener mellem hovedkaraktererne og større udfoldede scener, hvor koret som roser, hof eller blå figurer med løftede hænder og afvisende attitude spillede en prominent rolle. Dog blev der dramatisk spurtet forbi øjeblikket, hvor Gerdas tårer driver splinten ud af Kays øje, og han vokser ind i voksendommen. Som der blev sunget på det forbilledligt klare danske, som var kendetegnende for samtlige sangere: ”Voksne nu og dog børn i hjertet”.
Som publikum til uropførelsen var det svært at være andet en ”glad i hjertet” over en så vellykket opera. Det uanset om man havde forberedt sig til tænderne eller satte sig ind i salen uden foregående research.