Asmus Hanke Frederiksen akkompagneret af Berit Juul Rasmussen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / COF

Hankes greatest hits var et hit

Anmeldt af Anne Holm

******

Den 24. august blev der sat punktum for Copenhagen Opera Festival 2025 og én af dem, der var med til at bære sangen ud, var Årets Operatalent barytonen Asmus Hanke Frederiksen. Det gjorde han med en meget smuk koncert for en helt fyldt Christians Kirke på Christianshavn.

Programmet bestod af en buket af sange og arier, der gav Asmus Hanke Frederiksen rig og alsidig mulighed for at præsentere sin skønne stemme og kunstneriske talent. Koncerten blev indledt med en kort arie, ”Lieben, Hassen, Hoffen, Zagen”, fra Ariadne auf Naxos af Richard Strauss, og fortsatte med tre scener fra sangcyklussen Don Quichotte à Dulcinée af Maurice Ravel. Nu har denne anmelder et blødt punkt for Ravel, men det lyste også ud af Asmus Hanke Frederiksens fortolkning af de tre små uddrag, at de – som han skriver i sin programtekst – er nogle af hans yndlingssange. Han overbeviste i al fald så let som ingenting undertegnede om, at de tre små humoristiske sange er værd at lytte til – og le ad.

Videre gik det med grevens arie ”Hai già vinta la causa” fra Mozarts Figaros bryllup og sangen ”Flyveren” af Tekla Griebel. Hun, der levede fra 1866 til 1940, er en af de kvindelige danske komponister, der er blevet genopdaget i de seneste år. Asmus Hanke Frederiksen var med, da et potpourri fra Griebels opera Kong Roars Skjalde blev uropført under festivalen, og han synger også nogle af Griebels sange på en plade, som udkommer til næste år.

Det næste programpunkt, arien ”Mein Sehnen, Mein Wähnen” fra Die tote Stadt af Erich Korngold, var en inderlig sang, med lange, længselsfulde toner, som gav Asmus Hanke Frederiksens varme, farvemættede stemme mulighed for at folde sig ud, men koncertens højdepunkt var arien ”Son io, mio Carlo” fra Verdis Don Carlos.

For ung til Verdi?

Asmus Hanke Frederiksen skriver i sin programtekst, at nogle vil mene, at han er for ung en sanger til at tackle Verdis musik, men lige netop denne arie gav hans stemme rum til at folde sig ud i dybden. Det var dér, gåsehuden lige så stille begyndte at brede sig.

Der er nok forskel på at synge en enkelt arie af Verdi og så at skulle bære et helt parti – måske kræver det en større stemmemodenhed – men alt andet lige bor der en vidunderlig Verdi-sanger i Asmus Hanke Frederiksen.

Efter Verdi fulgte ”Songs to the Dark Virgin” af den amerikanske komponist Florence Price (1887 – 1953) og ”Hr. Olufs ballade” af Niels W. Gade – to værker som også lå godt for Asmus Hanke Frederiksens stemme. Det var, som om gåsehuden ikke rigtig ville forsvinde…

Koncerten sluttede med Papagenos selvmordsarie fra Mozarts Tryllefløjten, arien ”Avant de quitter ces lieux”fra Gounods Faust – og et ekstranummer ”Så til Maxim jeg går” af Franz Lehár – en festlig afslutning på en eftermiddagskoncert.

Sidste år modtog Asmus Hanke Frederiksen en af Léonie Sonnings talentpriser og i år blev han så Årets Operatalent. I det omdelte program skriver han, at havde man spurgt hans kone for otte år siden, om hun troede, han ville blive kok eller operasanger, så ville hun have svaret kok. Til det er der kun ét at sige: Godt, at han ikke gik køkkenvejen.

Asmus Hanke Frederiksen blev akkompagneret af Berit Juul Rasmussen og koncerten blev optaget af DR og kan høres på www.dr.dk/lyd under P2-koncerten.