Opera Hedeland

Når Lucia letter…….

Når årets forestilling, Lucia di Lammermoor,begynder i Opera Hedeland, er scenens forreste del overstrøet med en lang række gravsten og andre kirkegårdsmonumenter, medens den bageste del opfyldes af rester af trapper, mure og andre stenfragmenter fra en forfalden borg.
Under ouverturen stormer en række sværdbevæbnede, ophidsede klanmænd ind i dette dystre landskab, og allerede efter få takter er vi ikke i tvivl om, at vi er i 1500-tallets Skotland, som i århundredets slutning var plaget af gentagne interne stridigheder klanerne imellem. Tid og sted for operaens handling er altså respekteret – ingen maskinpistoler eller AK47 Kalasjnikov-geværer, og mange tak for det.
Instruktion og scenografi er velgørende enkel og understøtter handlingen på bedste vis, ligesom den sørger for nødvendige adgangsforhold til og fra scenen, f.eks når Lucia og Alice ankommer på hest. På toppen af orkesterbygningens tag troner en kæmpemæssig dobbeltseng, hvortil en trappe fra borgruinen fører op, og i de to første akter kan arrangementet synes lidt fortænkt, men når handlingens virkelige kernepunkt udspiller sig i begyndelsen af 3. akt, virker det helt rigtigt, at denne tragiske begivenhed ikke blot berettes men at det er foran publikum, i en skarpt belyst dobbeltseng på helt mørk baggrund at Arturo, Lucias påtvungne ægtemand, ydmyger og voldtager hende, hvorefter hun dræber ham med talrige dolkestik og sværdhug. Fra dette punkt, hvor blodet tilsøler Lucia og Arturo, og det meste af akten ud lægger lysdesigneren et rødligt lysskær over planterne i søen bag scenen og længere ud i landskabet – en utrolig flot lyseffekt/blodmarkør (?), som – endnu engang – viser de rige muligheder når begavede kunstnere inddrager landskabet rundt om Opera Hedeland.
Lucia er operaens altoverskyggende parti, ikke mindst på grund af hendes vanvidsscene i 3. akt, hvor hun tror at henvende sig til Edgar i en sand tour-de-force for koloratursopraner. I lange passager heraf akkompagneres Lucia af et enkelt instrument, som Donizetti oprindelig ønskede som en glasharmonika, hvor harmonikaspilleren anvender glas og skåle af forskellig geometri til at udtrykke tonerne, som får en uhyggelig, spøgelsesagtig klang. Allerede på Donizettis tid var glasharmonikaen gået ud af brug og blev i vanvidsscenen erstattet af en fløjte, men i Opera Hedelands opførelse blev der rent faktisk anvendt en glasharmonika, som virkelig tilførte denne scene endnu mere uhygge, end når der anvendes en fløjte.
Lina Johnson sang Lucia, og det var en oplevelse at høre og se hende folde sig ud i vanvidsscenen, som hun honorerede fuldstændigt, vokalt og dramatisk. Det er ikke enhver sopran forundt at give sig i kast med denne scene, men sammen med glasharmonikaen skabte hun en oplevelse af fuldstændig beherskelse af Donizettis partitur, og det var fuldstændig fortjent, at Lina Johnson blev belønnet med aftenens største bifald
3. akt er jo den af operaens tre akter, hvor elskovsparret Lucia og Edgardo har mest at bestille. Det kan synes utaknemmeligt at skulle synge og agere efter Lina Johnsons ret perfekte vanvidsscene, men Adam Frandsens Edgardo blev i aktens anden del en sjældent smuk opvisning i bel canto sang, både kraftfuldt og lyrisk strømmende. En værdig partner til Lina Johnson.
Hendes bror, Enrico, operaens virkelige skurk, som presser sin søster langt ud over, hvad hendes skrøbelige sind kan klare og direkte ind i vanviddet, blev sunget af Audun Iversen, maskeret som en frygtindgydende, tatoveret højlænder uden sans for andres ve og vel. Hans stemmestyrke var i operaens første to akter oftest oppe i fortissimo lejet som et godt udtryk for en karakter, der kun tænker på sig selv og sine muligheder, men inderst inde er usikker på hvordan hans planer vil falde ud, og derfor råber højt. For så at falde fuldstændig sammen i 3. akt da tragedien er fuldbyrdet.
Raimondo, Lucias opdrager, blev sunget af Steffen Bruun, ligeledes med stor stemmestyrke, men i dette tilfælde formodentlig, fordi han oftest må prøve at tale de ophidsede gemytter til fornuft, en opgave, som i denne opera er dømt til at slå fejl. En ædel skikkelse med en flot stemme.
Opera Hedelands Lucia di Lammermoorer en forestilling som er vellykket langt ud over hvad man oftest møder. De fire hovedroller er meget velbesatte, ja Lina Johnson er i regulær topform som Lucia. Instruktion, scenografi og lyssætning er smuk og velfungerende, ja ind i mellem frapperende smuk, ligesom kostumerne mere end klæder forestillingen.
Lucia di Lammermoor spiller 10. og 11. august. Drag til Opera Hedeland og bliv begejstret.
BW