Sådan serveres en klassiker

******

Af Peter Wang

Dønningerne fra TV-avisens seneste beretning om krænkelserne i Det Radikale Venstre havde knap nok lagt sig, før tæppet gik op for de endnu større krænkelser ved hertugens hof i Mantova.
Hertugen er en Don Juan i tiende potens, som lyver sig forelsket i enhver ung skønhed, indtil han har forbrugt hende til lindrende tilfredsstillelse af sit umættelige begær. Modsat er den unge skønhed en så narkotisk slave af sine følelser, at hun tror sig forpligtet til at ofre sit liv for hertugens lyster. Hendes far er på en gang offer for dekadencen og vedligeholder deraf: fuld af løgn, hykleri og forstillelse. Lejemorderen Sparafucile harmes over søsterens antydninger af, at han skulle være en svindler og bedrager overfor sine kunder; og søsteren selv er naturligvis til salg for hvad som helst.
Som Dostojevskij skrev engang, er virkeligheden så grusom, at man er nødt til at blande lidt løgn i den, for at få den til at se troværdig ud.
I Den Jyske Operas opsætning af Verdis ultimative mesterværk Rigoletto er handlingen henlagt til noget, der både ligner et rockermiljø og et miljø fra en fjern fortid – udmærket, for dekadence og ondskab er hverken bundet til tid eller sted. Handlingen følges punktligt, og der gøres ikke forsøg på besserwisser-fortolkninger, der leder tankerne væk fra den formanende grusomhed, der til skræk og advarsel stråler ud af Francesco Maria Piaves fremragende libretto bygget over Victor Hugos roman. Sådan skal det være.

Ypperlige sangere
Med de ypperlige sangpræstationer nydes den modbydelige fortælling med den største fornøjelse. De mandlige hovedroller forvaltes fremragende af Jaco Venter som Rigoletto og Alexander Anisimov som Sparafucile, der begge forvalter deres partier med lige del klanglig skønhed og dramatisk grusomhed. Diego Silva leverer en elegant og overbevisende udgave af hertugen. På spindesiden havde man hele tiden en fornemmelse af, at Clara Thomsen med legende lethed sang sig gennem Gildas virtuoserier, mens Dorothea Spilger mættede Maddalenas parti med klanglig skønhed.
For Gud-ved-hvilken gang kunne man glæde sig over Sønderjyllands Symfoniorkesters fremragende orkesterspil under ledelse af den unge Christopher Lichtenstein, hvis både stramme og plastiske direktion det i sig selv var en ren fornøjelse af studere fra anmelderens plads på balkonen. Lichtenstein tiltrådte ved sæsonens begyndelse stillingen som musikchef ved Den Jyske Opera: Tillykke – det skal nok blive godt.
Med denne forestilling lever DJO perfekt op til den opgave, der forventes af institutionen: Hvis opera-kulturen skal have en fremtid i Danmark, skal publikum først og fremmest mættes med genrens vigtigste klassikere i fremragende opsætninger. Hertil bidrager denne forestilling på bedste måde.
Det er faktisk lidt trist at tænke på, at forestillingen kun spilles for et corona-krise-halveret publikum. Men skynd Jer at købe billet til denne enestående chance for at se og høre en fremragende Rigoletto.
Om kort tid har Folketinget måske vedtaget sine nye love og manualer for kvinder og mænds omgang med hinanden. Og når det er sket, er Rigoletto aldeles irrelevant og uspillelig, fordi dens onde handling aldrig vil kunne finde sted i en verden, hvor paradiset er trukket ned på jorden og ondskaben for evigt er fortrængt til helvedesdybet.

Verdi: Rigoletto
Den Jyske Opera/Sønderborg
Premiere 9. oktober 2020

Musikalsk ledelse: Christopher Lichtenstein
Iscenesættelse: Ulrich Peters
Scenografi: Rifall Ajdarpasic
Kostumedesign: Ariane Isabell Unfried
Lysdesign: Ib Asp

Rigoletto: Jaco Venter
Gilda: Clara Thomsen
Hertugen af Mantova: Diego Silva
Sparafucile: Alexander Anisimov
Grev Monterone: Johannes Mannov
Maddalena: Dorothea Spilger
Grev Zeprano: Jens Bové
Giovanna: Hanne Hohwü Houmøller
Borsa: Joan Ribalta
Grevinde Ceprano: Lina Valantiejute
Marullo: Morten Wang
En page: Estrid Molt Ipsen
En vagt: Jani Kyllönen 

Den Jyske Operas Kor
Sønderjyllands Symfoniorkester