Japansk kolorit og kærlighed

Anmeldt af Sanne Caft

******

Madama Butterfly er Puccinis japanske opera om geishaen Cio-Cio-San, sunget af Camilla Illeborg, der forelsker sig fatalt i den amerikanske søofficer Pinkerton, sunget af Niels Jørgen Riis. På typisk operavis er det hele tragisk og emmer af menneskelige relationer, tab og længsel.
Den udtryksfulde ageren blev projekteret ned til de bagerste rækker i det lille teaterhus, hvor publikum sad med den reglementerede afstand. Afstandskravet havde også medført, at violin, cello og klarinet var fraværende og det alene var Leif Greibe på klaver, der ene mand formåede at fylde rummet med lyden af Puccinis stemningsfulde musik.
Operaen indeholder tematikker, der kan have andre konnotationer og implikationer i dag end da Puccini komponerede Madama Butterfly i 1904 med dens underliggende temaer om kvinders (mangel på) rettigheder, imperialisme og kultursammenstød. Set med nutidsøjne er det en moralsk blakket historie om en fjortenårig pige, der må prostituere sig for en ældre, udenlandsk mand, der starter med at se hende som en let og eksotisk erobring og adspredelse i en kedelig udstationering. Og som ender med at svigte hende og tage deres fælles barn, uden hensyntagen til hendes sociale og kulturelle udstødelse og sorg som mor.
Sceneriet var traditionelt japansk med papirskillevægge, bambusmøbler og de agerende i hør-habitter og kimonoer. Intet regiteater hér.

Drama på gestik og spil
Operaen blev sunget på italiensk uden overtekster. Leif Greibe ledte publikum igennem handlingen inden hver akt. Handlingen blev formidlet af de agerendes gestik og skuespil og det, der kunne opfattes af den sungne tekst. At dømme efter publikums begejstrede reaktion efter endt forestilling var alle i salen med på dramaets udfoldelse.
Musikken er både dialogisk med tæt interageren mellem sangerne samt fortællende med lange stræk, hvor sangen uddyber forhistorien eller udtrykker forventninger til en given situation. Her kunne man mærke hovedkræfternes rutine og evne til at give dramaet liv gennem ageren. For uden støtte fra et tekstanlæg skal publikum læse handlingen gennem det skuespilmæssige. Madama Butterfly er dybest set en kammeropera, hvor dramaet centreres om Cio-Cio-San og Pinkerton. Den er på overfladen relativt statisk, hvilket gjorde, at det lille scenerum fint kunne rumme de medvirkende, der ud over hovedkræfterne bl.a. talte en Suzuki i skikkelse af Ditte Erboe med smuk dybde og vokalt overskud og en rutineret Sharpless i skikkelse af Guido Paevatalu, hvis niece havde den lille stumme rolle som barnet, der rives fra Cio-Cio-San og tages med til USA af det amerikanske ægtepar. Med Butterflys håbløse og tragiske selvmord som umiddelbar konsekvens.
Camilla Illeborg agerede den unge, forelskede og fortvivlede titelperson med alle de stiliserede håndbevægelser, vi er kommet til at forvente fra en traditionel geisha helt ned til at undgå blikkontakt med herrerne og samtidige udstråle den afgrundsdybe fortvivlelse og afmagt, som også bliver Butterflys skæbne. Niels Jørgen Riis var som altid stensikker i rollen som dumt svin, der godt nok har et øjeblik af kærlighed i slutningen af første akt, men som dybest set agerer ud fra egne drifter.
Madama Butterfly er en opera, der rummer både dybde, tragedie, tidsbundne elementer og mulighed for, som publikum, at tænke videre. Den er dermed på alle planer en helt klassisk opera. I Helsingør Kammeroperas opsætning en fin, klassisk udgave.

Puccini: Madama Butterfly
Helsingør kammeropera
Premere den 30. oktober 2020

Iscenesættelse: Guido Paevatalu
Kapelmester: Leif Greibe
Cio-cio-san: Camilla Illeborg
Pinkerton: Niels Jørgen Riis
Sharpless: Guido Paevatalu
Suzuki: Ditte Erboe
Goro: Bo Kristian Jensen
Yamadori: Frederik Rolin
Bonzo: Hans Lawaetz
Kate Pinkerton:  Jasia Julia Nielsen
Barnet: Anna Mai Laszlofi Paevatalu