Vellykket opsætning

Anmeldt af Sanne Caft

******

Instruktør Anne Fugl har gennem en menneskealder instrueret og været instruktørassistent på Det Kongelige Teater, og hendes årelange erfaring var tydeligt at mærke i denne 1700-tals opsætning af Holbergs og Nielsens opera om kærlighed, frigørelse og de nye tider med maskerader og sædernes forfald (i den ældre generations optik). Scenen i det gamle teater er ikke stor, og det kræver en erfaren instruktør at få de mange ensembler til hverken at blive statiske eller tumultariske, når op til otte sangere skulle agere og interagere samtidig på en scene uden plads til de store armsving. Det lykkedes med bravour, og instruktionen rummede fine persontegninger i alt fra Mogens Gert Hansens bondske og servilt-aggressive Arv til Camilla Illeborgs forelsket-trodsige Leonora.
Fra den inciterende ouverture gled musikken rask og tempofyldt af sted i kvartetten under ledelse af Kapelmester Leif Greibe. Generelt havde sangerne styr på tekstudtalen, hvilket er så afgørende for, at publikum fanger de mange sproglige og sprogligt-musikalske referencer, der er en stor del af kernen i Maskarade – blandt andet i David Kragh Danvigs “tamperrets-arie”, i tjener Henriks ekvilibristiske arie om hans og Leanders længsel efter nye tider, i Guido Paevatalus bøsige Jeronimus og Magnus Gislasons velturnerede, skabagtige Leander. Sidstnævnte er slesk overfor Jeronimus, nedladende overfor ungdommen og kurtiserende over for Ulla Kudsk Jensens Magdalone og var træfsikker både i gestik og sang. Magdalone var længselsfuld og ungdomssøgende som i scenen, hvor hun opremser alle de danse, hun har behersket i sin ungdom. De to ældre turtelduer var både sjove og charmerende på maskeraden i sidste akt, hvor det til sidst går op for alle, hvem der er hvem bag de masker, der har drevet dette forvekslingsplot frem til finalen.

Scenisk nærvær
Guido Paevatalus Jeronimus blev leveret med vanlig scenisk nærvær, og “Fordum var her fred på gaden” blev leveret med pondus til salens begejstring. Det var tydeligvis et publikum, der kendte deres Maskarade. Dog kunne man godt savne den dybe lyd af en bas til at balancere særligt i ensemblerne.
Sangerholdet var godt over en bred kam. Særligt skal fremhæves Jacob Andersen i rolledebuten som Leander. Hold øje med ham. Her var vellyd, fin tekstbeherskelse, lyrisk svung og træfsikker musikalitet. En overbevisende Leander.
I den lille rolle som tjenestepigen Pernille gjorde Emma Oemann en fin figur og var både skælmsk og ’til-sagen’ i samspillet med Henrik og deres “hjertes fænrik” og “sjæls persille”. De mange parmæssige konstellationer er en væsentlig del af operaens kerne, og i denne opsætning var der energi og teaterkonflikt i passende mål mellem parrene.
Der var skåret lidt fra, så operaen holdt sig til en spilletid på 2,5 time. Blandt andet måtte vi undvære Hanedansen og tableauet med Mars og Venus, der begge dele kræver dansere. De, der kan operaen udenad, kunne synge det for sig selv på vej hjem. For forestillingen var det en nænsom forkortelse, der ikke gik ud over sammenhængen.
Musikalsk, instruktionsmæssigt og sangligt en fin Maskarade – i en opsætning med knæbukser, hvide tramper, spændesko og parykker, der underbyggede 1700-tals stemningen i samspil med scenerummet. Ingen meta-fortolkning eller flyt i tid hér. “Applaus, applaus, klap ud, klap ud”, sang Henrik afslutningsvis, og publikum kvitterede.