Ensemblet, La Traviata. Foto: Anders Bach / DJO

Viva la Musica!

Anmeldt af Peter Wang

******

Prolog

I 1839 forlod den 15-årige Alphonsine Plessis sit barndomshjem i Normandiet. I Paris blev hun ansat i en modeforretning, men opdagede allerede som 16-årig, at hovedstaden bød på langt bedre karrieremuligheder.

Det franske høj-borgerskab havde forlængst overvundet skaderne ved både revolutionen og Napoleonskrigene – og sat sig solidt på den økonomiske magt. Store formuer var tilfaldet både anden og tredje generation og havde dermed skabt en selvbevidst overklasse kaldet Tout le monde, og for hvem resten af verden blot blev opfattet som en legeplads. Til denne legeplads hørte også Le Grande Opera, hvor den berygtede Jockey Club de Paris bestående af midaldrende levemænd, der efter overdådige aftensmåltider gerne gik i operaen for at kigge på ballettens unge damer og måske endda få en lille diskret aftale. En anden legeplads for de samme personager var de overdådige saloner, som de betalte attraktive unge damer at opbygge og drive som alsidige legepladser.

For at skaffe sig adgang til denne halv-verden ’forbedrede’ Alphonsine nu sit navn til Marie Duplessis, som klang lidt mere demi-mondænt, og dermed måske kunne udjævne opstigningen på samfundsstigen. Så stor succes havde den både smukke, muntre og velbegavede nu 16-årige pige, at hun ikke blot kunne etablere sin egen salon, men også blive en ’kendis’ i det parisiske gadebillede, hvor hun altid havde prydet sin klædedragt med en kamelia-blomst – 25 dage en hvid og derefter – i seks dage – en rød.

Som La Dame aux Camelias inspirerede hun digteren Alexandre Dumas den yngre – med hvem hun desuden samlevede i et par måneder. I romanen hedder hun Marguerite Gautier, men det ændrede Verdi og librettisten, Francesco Maria Piave, til Violetta Valéry.

Alphonsine Plessis ’søde liv’ i den store verden blev ikke langt. Da hun blev ramt af tuberkulose, blev hun hurtigt kasseret som legetøj for det bedre borgerskab og dermed henvist til et liv i fattigdom. Blot 23 år gammel afgik hun i februar 1847 ved døden. Hun blev begravet på Cimetière de Montmartre. Hendes grav, der ligger tæt ved hovedindgangen, er den dag i dag altid smykket med friske, hvide kameliaer.

Tæppet går op

Under det spindelvævstynde forspil ser vi ind i en mørk hvælvet tunnel, som viser sig at forestille et kig gennem Seine-broernes underside, som jo altid har været et berygtet opholdssted for Paris’ udstødte hjemløse.

Vi fatter nemt ideen: Scenen skal vise kontrasterne i det franske post-revolutionære samfund. Tunnelen går med skiftende staffage gennem de fire akter sluttende med at fremstå som en stjernebelyst himmelstige.

Ideen er klar nok, men – i anmelderens øjne – temmelig spekulativ og ikke stærk nok til at tilsidesætte den symbolik og de kunstneriske virkemidler, der skjuler sig i partiturets anvisninger. En skummel tunnel bliver jo ikke en overdådigt elegant salon, uanset hvor mange blomster, man hænger på væggene. Og værre er det endda, at handlingen efter den berømte drikkevise ”Libiamo, libiamo …” foregår i salonen, hvor Alfredo og Violetta forbliver, mens resten af selskabet danser i salen ved siden af. Verdis geniale pointe er jo, at dansemusikken på én gang fortæller om festens afvikling og afviklingen af det prostituelle pjank i Violettas sind. Alene i dette scoop er første akt af La Traviata et af operakunstens største højdepunkter.

At anden akt foregår i landlig idyl – som kontrast til storbyens dekadence – er også et symbol af format, som tunnelen har svært ved at transportere (og det behøver jo ikke at have stokroser og fuglesang).

Tredje akt, maskeraden hos veninden Flora, er et af Verdis ’ofre’ til den franske opera-stil (som beskrevet ovenfor). Her kan man selvfølgelig boltre sig på mange måder, men var det stilen i den dekadente, franske overklasse, man ramte? Nej, det var vel mere kvarteret fra bagsiden af banegården. Egentlig synes jeg ikke, man kan være bekendt at udsætte sin hovedrollesolist for det ejendommelige og lavkomiske omklædnings-show, man foretog – men ’chacun à son goût’, som franskmændene siger. Fjerde akt foregår på et simpelt tagkammer, hvilket mht. indretning og symbolik ikke stiller de store krav.

Alt i alt: De sikkert gode intentioner var i anmelderens øjne forgæves og tilførte ikke denne La Traviata nogen ny kunstnerisk energi, hvilket værket vel heller ikke behøver, da det på mange måder kan selv.

Anmelderen er ikke helt tilfreds med iscenesættelsen, som – trods de sikkert gode intentioner –   rammer ved siden af skiven. La Traviata er både en trivi-novelle, en gribende kærlighedshistorie, en ætsende beskrivelse af en depraveret og bigot overklasse samt – ikke mindst – en fremragende opera, hvis forløb og hvis kunstneriske virkemidler legitimerer sin kunstarts berettigelse – med andre ord en ægte klassiker.

Applaus

Til gengæld kunne man glædes over den musikalske side, for hvilken de tre hovedpersoner skal have en stor buket roser, fordi de nåede frem til vore øren med klang og ikke med forceret styrke, som altid skader mere, end den gavner: Klang skabes ved at sangeren fornemmer salens resonans, hvorved lyden kastes rundt til alle salens kroge, så selv det svageste sotto voce høres i alle salens kringelkroge.

Også de mange mindre soloroller samt koret forvaltede deres roller forbilledligt. Denne aften blev altså frem for alt musikkens aften og dermed en bekræftelse på, at operaen ikke ’bare’ er teater med indlagte sange, men en kunstart hvis musikalske side tilfører teatret virkemidler af sin helt egen uforlignelig art.

Viva la musica!

La Traviata

Den Jyske Opera

Set ved premieren den 19. august 2025

Komponist: Giuseppe Verdi

Librettist: Francesco Maria Piave

Aarhus Symfoniorkester

Dirigent: Christopher Lichtenstein

Instruktør: Eva-Maria Melbye

Scenograf og kostumedesigner: Marcus Olson

Lysdesigner: Anders Poll

Koreograf: Cirkeline Dahl Bondesen

Oversættelse: Jacob Beck

Violetta Valéry: Frederikke Kampmann

Alfredo Germont: Magnus Vigilius

Giorgio Germont:  Hrólfur Sæmundsson

Flora Bervoix: Clara Gunge

Annina: Matilde Wallewik

Gastone: Joan Ribalta

Baron Douphol: Andreas Winther

Marquis d’Obigny: Morten Wang

Doktor Grenvil: Seán Purtell

Giuseppe: Thomas Poulsen Kragh

Et bud: Magnus Mariegaard

Et barn: Lea Quortrup

Den Jyske Operas kor                                                     

Repetitør: Mette Juliane Christensen