Schlagt sie tot! på Malmö Opera

Martin Luther (Dietrich Henschel), Barbara Cranach (Inger Dam Jensen) og Lucas Cranach (Reinhard Hagen). Foto:Jonas Persson.

Medrivende opera om Martin Luther kommer næsten for sent

Af Kim Reich

******

Det er interessant, at hverken Den anden Verdenskrig eller DDR-myndighedernes plattenbau har berørt centrale dele af den tyske by Wittenberg i nævneværdig grad. Man kan med andre ord opleve byen næsten som den var på Luthers tid om end sikkert mere velpoleret af ydre, og man kan nærme sig den berømte klosterkirke, på hvis port Martin Luther den 31. oktober 1517 slog sine 95 teser op. Det er som enhver anden turistattraktion og så alligevel ikke, for Luthers ord og salmer har vi jo i os, når vi besøger stedet. Han har betydet så uendelig meget for vores selvforståelse som kristne. Han har skrevet eller gendigtet 36 salmer, som vi synger den dag i dag – bl.a. ”Vor Gud han er så fast en borg” og ”Nu fryde sig hver kristen mand”.
Reformationsjubilæet blev fejret på behørig vis i 2017 og man skal bruge lidt tid på at komme bag den oprørske munks glittede image som folkets frelser på den tid, før man bliver klogere på, hvad der egentlig skete dengang og ikke mindst på den baggrund det skete.
Luthers lære var et brud med pavedømmet i Rom, men han bar også ved til de store bål, der næredes rundt omkring i det brogede, tyske rige og som tændte bål over det meste af Europa. Han bragte meget godt med sig, men endte også med at tage afstand fra de bønder, der – måske inspireret af hans ord – gjorde oprør. Og han blev en glødende antisemit, der burde have siddet på anklagebænken under Nürnberg-processen, som redaktøren ved Der Stürmer og nazisternes chefideolog, Julius Streicher, langt senere udtrykte det under den store retssag efter krigen. På dette punkt var Luther et forbillede for nazisterne. Hitler beundrede ham og kirkelivet i Det tredje Rige indordnede sig under dette.

Programbog og værk

Var man ikke helt klar over, hvilket komplekst menneske Luther egentlig var, så bliver man det ved læsningen af den fremragende, lille programbog, som ledsager Bo Holtens storslåede opera Schlagt sie tot! på Malmö Opera. Urpremieren var forleden. Jeg så forestillingen St. Bededags aften, hvilket må siges at være et passende anslag til den dag, hvor man efter traditionen ikke bare skal komme hviledagen i hu, men også bruge den til refleksion over Gud og hans gerninger. I bogen er der så meget at læse om værket, de medvirkende og ikke mindst om Martin Luther selv, hans tid og personerne omkring ham. En meget stor cadeau til Malmö Opera og en klar opfordring til Det kongelige Teater om at skifte deres fysisk ildelugtende pamfletter ud med bare en anelse mere luksus i såvel omslag som indhold. Teater er også oplysning!
Men det er også et stort værk om Luthers liv og gerninger, som den danske komponist Bo Holten har begået og dansk-svenske Eva Sommestad Holten har skrevet librettoen til efter omfattende kildestudier. Vi følger den store reformator på afgørende tidspunkter i hans liv. Handlingen indledes ved at hovedpersonen selv, fænomenalt gestaltet af den tyske baryton Dietrich Henschel, kommer ind på scenen for at klæde om til rollen. I siden af scenebilledet hænger herfra Luthers dødsmaske, der – ved et nærstudium af programbogen – synes at være et aftryk af Henschels eget ansigt. Han går All In, som hans rollefigur gjorde det fra starten i Wittenberg og helt frem til hans depressive endeligt i Eisleben den 18. februar 1546. Undervejs har han som kætter været truet med bålet ved rigsdagen i Worms, nægtet at gå på kompromis og deltaget mere i protest end aktivt ved mæglingsmøder, for hvad der skete under-vejs var, at teserne udviklede sig til et manifest og derfra via folkets og ikke mindst de mange medløberes hånd til noget på en gang banebrydende og ukontrollérbart. Hvor opgøret mod Paven i Rom gav mening som en frihedskamp, viste frihedskampen sig at have mange ansigter og som vi også ser i vore dage, så kan skrifter af en vis betydning tolkes på mange måder – ofte passende til den, der fortolker egne ambitioner.

Et fuldblods renæssanceværk

Dét et essensen af Schlagt sie tot!, der griber os fra første scenebillede. Scenografien og kostumer ved Peter Holm er som et stort, levende renæssanceværk, der ved skiftende tableauer viser afgørende øjeblikke i reformatorens liv. Centrale elementer er borde, hvorpå hovedpersonerne i de enkelte sceneskift kommer til og fra, som var samtalerne omkring Luthers eget bord det mærkbare i bevægelsens indledende fase. Vi kender det fra den symbolik, der er kommet ud af de mange Runder Tisch – samtaler i DDR op til Murens fald.
Rollefigurerne er de personer, der omgav Luther i sin tid – ikke mindst maleren Lucas Cranach, der udover at være fyrstelig hofmaler har et atelier, der fungerer som trykkeri og PR-kontor for den unge bevægelse. Han synges af Reinhard Hagen. Hans hustru Barbara af sopranen Inger Dam-Jensen. Kvinderne fylder ikke meget, men hun og Luthers senere hustru Katharina von Bora, mezzosopranen Emma Lyrén, er alligevel centrale figurer i handlingen. Da de gifter sig, er det et afgørende brud med pavestolen, for en munk forventes at leve i cølibat. Katharina (Käthe) er en af ni nonner, som hendes senere mand har befriet fra et kloster. De virker forelskede, da de møder hinanden om end Luther bliver drevet mere mod at gifte sig end han vist oprindeligt har haft i tankerne (Man har vel venner). Han ender så med at gå All In – ikke bare i forhold til kvinder, men også til mad og musik, for han føler sig ikke bare fri som menneske, han er også et helt menneske!
Og musikken er hans største adspredelse næst efter teserne. Er der ikke andet tilbage, forkynder han, vil der være musikken. Man kunne fristes til den kætterske nutidstilføjelse, at om politik og andet går bort i egen selvfordærvelse, så har vi dog operaen at vederkvæge os ved.
På grund af mandens levned og udskejelser giver Käthe på et tidspunkt udtryk for, at hun næsten hellere vil tilbage til klosteret. Barbara er, som et symbol på denne udvikling, særdeles omsorgsfuld over for Luther, da han tidligt møder den store maler Cranach for at få lavet et portræt, der senere bl.a. kommer til at pryde de trykte pamfletter man deler ud under oprørskampen. Vi ser undervejs flere store gengivelser af Cranachs malerier inklusive den mest berømte portrætskildring af Luther, som senere kommer til at hænge på væggen i hjemmet – som vi har haft majestæter på væggen herhjemme eller i mørke tider andetsteds en vis A. Hitler, folkeforfører.
Af andre store roller, hvor alle brillerer, bør nævnes tenoren Thomas Volle som Luthers ven og medarbejder, humanisten Philip Melanchton, der intellektuelt er den klogeste af de to. Melanchton er højt begavet og dybt respekteret i alle hjørner af det store netværk, som han havde på Luthers tid ud over hele Europa og i England. En tankevækkende parentes i forestillingen er i øvrigt i 2. akt, hvor en engelsk delegation melder sin ankomst midt under en større sammenkomst i Luthers hjem. Dem gider han tydeligvis ikke at få besøg af, for der kommer jo så mange, der gerne vil have ham i tale, så hvad vi oplever her, er måske historiens første brexit om end en omvendt en af slagsen. Luthers beskytter, kurfyrsten Frederik den vise af Sachsen, bliver sunget med naturlig fylde af bassen Bengt Krantz og den unge landgreve Philip af Hessen, på denne aften af den nærmest uskyldsrene tenor Conny Thimander. Opsætningen er stjernebesat inklusive Malmö Operakör og Malmö Operas barnkör, de indforskrevne dansere og Malmö Operaorkester under kompetent ledelse af Patrik Ringborg.

Et musikalsk essay

Bo Holten har i kompositionen vendt sig mod Luthers egen musik og inkluderet den overalt i partituret. Man genkender strofer enkelte steder, men hører den også – som komponisten selv beskriver det i en af de mange glimrende artikler i programbogen – som et musikalsk essay over tid og sted. Det er et eksperiment fra Holtens side at lade kompositionen hvile på grundelementer fra dengang. Omvendt ville det ikke være muligt at lade den historiske handling ledsage af f.eks. moderne tolvtone-musik eller noget andet fremmed. Identiteten i de musikalske valg er en hørbar del af scenografien. Musikken lægger sig under eller svøber sig omkring de enkelte rollehavere som et tæppe af bund og velvære afbrudt af Hitchcock-alarmerende toner ved kriser, crescendo og torden ved krige, død og ødelæggelser, og besnærende håndtrommer, når det går lystigt til. Der er rytme og bevægelse, refleksion og spor af såvel renæssance som wienerklassicisme i tonevalget om end Bo Holten som altid har sit helt eget, inciterende tonesprog. Det er et originalt og meget inspirerende partitur, der kulminerer netop ved det store selskab i Luthers hjem, hvor alle sidder ved langborde og på grund af farvevalg og sceneri får os til at tænke på Da Vincis berømte maleri fra Den sidste Nadver.
Og det er netop Luthers sidste nadver vi oplever – trodsig og selvoptaget, som han er blevet.
Man burde som et kristent menneske være fuldt på omgangshøjde med, hvad protestantismen og ikke mindst den kirkelige retnings primære skaber står for, men er også – som der synges til sidst i operaen, hvor Luther i bogstaveligste forstand er gået bort i nedtrykt sindstilstand – præget af den opfattelse, at den oprørske munk var en sand frihedskæmper, der ønskede at vi skulle gøre os fri ikke bare af Pavekirkens autoritære magt, men af alle magthavere. Derved er han kommet til at stå som en profet for os.
Det frie menneske er et gennemgående tema i fortællingen sammen med det modstående nærmest kontrapunktiske nedslag i reformatorens eget sind: at friheden må have sin begrænsning, hvis han skal kunne realisere sig selv. Luther tåler ikke modsigelser. Han tolererer ikke andre fortolkninger af den reformerte kirkes ord og handlinger end sin egen. Derved minder han forbavsende meget – ikke bare om den pave selv, som han går op imod, men også om vore dages politikere, der gribes af en god idé og omfavnes af egen magtfuldkommenhed, hvorom deres følge haver sig at rette. Ingen politiker er vel i dag mere fri end sin egen herre, som er partiet repræsenteret ved formanden. Grundloven tilsiger ethvert folketingsmedlem den frihed, som Luther i sine unge år kæmpede for. I dette paradoks bliver partiets politik og kirkens religiøse mål en parentes. Det er, som Bo Holten siger om Schlagt sie tot! en opera, der ser mere på den historiske Luther end på den teologiske, og som sådan et tiltrængt om end et anelse forsinket bidrag til fejringen af reformationen.