Scenebillede fra Koskys Tryllefløjten på DKT. Foto: Camilla Winther.

Kongenial forløsning

Anmeldt af Kim Reich

******

Om Mozarts sidste opera Tryllefløjten skriver Gerhard Schepelern i Operabogen (Rosinante, 2001) nøgternt: ”Handlingen foregår i Ægypten”. Senere citerer han Goethe for, at ”der hører mere dannelse til for at erkende denne operateksts værdi end til at fornægte den”.
Sandt er det, at der er visse hints i Schikaneders libretto til det egyptiske – fra ypperstepræsten Sarastro i Isistemplet over herrekoret, der hylder Osiris, til eventyrlandet mellem bjerge og dale, hvor det hele under guders og engles bevågenhed foregår. Og hvad med den oprindelige tanke om, at Monostatos egentlig er en mørklødet herre af anden etnisk herkomst eller at der hører en ballet til, med hvad vi i dag må betegne som afrikanske dansere, i fortællingen? At denne dunkle fætter ovenikøbet leger med tanken om at ’forføre’ den bortførte Pamina lægger kun endnu et lag på MeeToo-temaet, som ellers ret så eftertrykkeligt bliver dementeret af Sarastros kor af klonede tjenere, der smukt skærmer den smukke, mens hun klæder om fra natkjole til det fineste, sorte aftenskrud. Det sort-hvide er et gennemgående tema i den i udgave af Tryllefløjten, som søndag den 30. august 2020 havde Danmarkspremiere på Det Kongelige Teater. Her er Monostatos forvandlet til en ækel Mephisto, mens Sarastro og hans mænd ligner tro kopier af Sigmund Freud i deres bedste søndagstøj.
Der skal ganske meget til at tage fat om en udødelig opera som Tryllefløjten og gøre den til sin egen klassiker, men målt på den verdensomspændende succes er det lykkedes for instruktøren Barrie Kosky og hans ’medsammensvorne’ fra video- og teatergruppen 1927 Paul Barrit og Suzanne Andrade. Trekløveret havde premiere på deres fortolkning af Mozarts store værk på Komische Oper i Berlin i november 2012 i Koskys første sæson i det ikoniske operahus og allerede i pausen under premieren henvendte intendanten fra operaen i Düsseldorf sig for at høre, om det var muligt at få opsætningen til Rhinbyen. Resten er historie, som man siger, og fra adskillige byer i hele Europa har succesen bredt sig via Australien, USA og Japan til København.
Skæbnen eller Osiris ville, at den næstsidste opera jeg så inden nedlukningen på grund af corona var netop Koskys Tryllefløjten på Komische – altså ved dets arne og med stedets ånd for komisk anarki eller omvendt. Kosky er som de fleste bekendt helt sin egen og da jeg kom til at se en trailer, som det hedder nu om dage, var jeg solgt på forhånd ikke mindst på grund af de meget originale og håndtegnede videoanimationer, der indgår i forestillingen. Så på det tidspunkt var opsætningen blevet et ’must see’ for mig og så var skæbnen, at operachef John Fulljames havde den som første kort i ærmet til sæsonpremieren på Det Kongelige Teater. En sammenligning ligger altså lige for og jeg kommer til at tænke på, hvordan de store musicalproducenter med hård hånd holder styr på tingene, når deres musical skal op et nyt sted i verden. Det kan gå hen og blive lidt for stereotypt.

Vi er alle Kosky
Der er naturligvis også hånd i hanke med denne ’helt sin egen’ version af Tryllefløjten, som naturligvis til punkt og prikke skal følge konceptet. Den kan faktisk ikke andet, da alt omkring og bag sangerne foregår på et stort lærred eller hvid bagvæg om man vil. Alligevel forlod jeg operaen ude på Holmen med en klar følelse af at dette var vores forestilling foruden Koskys og alle de andres. Ikke at de figursyede roller ikke stod, som de gjorde i Berlin – mere at det samlede hold både foran og bag scenen endnu en gang fik manifisteret, at vi også kan være med. Der går således en rød tråd fra Nixon in China over Snedronningen til Koskys Tryllefløjten i København, der bliver sunget på dansk med tydelig diktion i en tekst mundret genforfattet af Karen Hoffmann. Også dele af teksterne i videoprojektioner var gengivet på dansk hvilket egentlig bedst kan sættes som prikken over i’et i den samlede fortælling.
En anden rød tråd, hvis jeg må sige det sådan, er Sofie Elkjær-Jensen, som i Nixon sang Maos hustru, så der gik et gys gennem salen – sødmefuld pige i Snedronningen og som Pamina den næsten rene uskyld, der hovedkuls forelsker sig i en mand hun aldrig har set. Det forstår vi så godt, fordi Jacob Skov Andersens Tamino er en rank og flot fyr i mørkt tøj, og at han dertil er udset til at være hendes frelser. Hjælp får han (sådan da) af slapsvansen Papageno, der – understreget af et brunt non-figursyet jakkesæt med hat til  – er hans modsætning i et og alt. Fugle-fløjte-fænger-spilleren har dog med sine smukke tonestriber frelst ham fra en fæl slange bare ved musikkens hjælp. På premiereholdet i København var det Palle Knudsen, der foldede sig ud, og når man tænker på, hvor flot en mand han kan være i kjole og hvidt, så er det ret morsomt og til megen klukken i salen at se ham slaske rundt som den snakkesalige papegøje han er i rollen – især når han skal holde mund for at klare prøverne. Det er ren Buster Keaton, når han venter på den grillstegte høne, der er på vej igennem den videoanimerede fabrik, eller når han via sugerør tømmer et overdimensioneret glas og bliver så beruset, at han får en salig lykkestund med svævende, lyserøde, forføriske elefanter. Han kan græde snot som ingen anden (forstærket af videoanimationen, som han interagerer med), fordi han jo så gerne vil finde sin Papagena.
Det er mageløst, som alt er i denne forestilling. På grund af restriktionerne var de tre damer i skikkelse af Sine Bundgaard, Elisabeth Jansson og Hanne Fischer forvist til Dronningens loge (med majestætens tilladelse), mens tre dansere med fin mimik repræsenterede dem på scenen og for det meste af tiden på deres platforme over scenen, hvorfra alle agerer.
Og højt over dem alle inklusive det høje C med mere Rainelle Krause som Nattens edderkoppedronning med kun ansigtet synligt, og stående rank og flot, stærk og dyb et glædeligt genhør med den danske verdenssanger Stephen Milling som en fin Sarastro. Hvis han er ypperstepræst, så vil jeg gerne flyve med ham. Også Jacob Skov Andersen og resten af holdet sang og agerede som en drøm, ligesom først herrerne fra koret og siden hele operakoret viste format på den forstærkede klangbund af projektionsmur bag dem, som gjorde at alt kunne høres og faktisk endte med at blive en koncertant oplevelse fraset animationerne. Også de tre drengestemmer gjorde det godt fra deres skjul.

Hvad går vi efter?
En anmeldelse kan læne sig op ad flere antagelser og vurderinger. Her må udgangspunktet først og fremmest være, om Den Kongelige Opera bærer opsætningen hjem, som den er tænkt i udgangspunktet. Dernæst kan man give sig til at overveje, om vi med en dansk vinkel kan bekræfte Kosky & Co. i, at man godt må lege med Mozart. Endelig er der præstationerne på scenen og i orkestergraven. Lyder det som Mozart? Sidder arierne lige i skabet?
I Berlin var der en ældre dame, der fluks forlod salen med en bemærkning om, at det kan man da bare ikke. Jo, man kan og værket lægger selv op til det, selvom hun måske havde den fine Hermann Prey som Papageno i stadig frisk erindring. For det er jo et synge- og eventyrspil i den muntre ende. Figurerne er både sjove og rørende, ligesom ypperstepræsten sådan set er en fin fyr, der sammen med de tre drenge-engle får redet trådene ud.
Jeg kan ved selvsyn konstatere, at det ligner originalen og måske endda overtrumfer oplevelsen på Koskys hjemmebane i Berlin. Læg dertil ypperlige sangerpræstationer og den cremede klang af fløjlsblødt velvære, som Det Kongelige Kapel lagde for dagen i ouverturen og jeg var solgt, som hele verden og mere end 100.000 berlinere i den første sæson har været det til denne perle af en Mozart-fortolkning. På grund af restriktionerne var vi kun 360 publikummer i salen og derfor havde vi god plads mellem os til en tryg om end også en anelse beklemt opstart. Der må krydses fingre for at teatret sammen med alle andre i kulturbranchen får den nødvendige håndsrækning, så oplevelser som disse ikke smuldrer bort mellem fingrene på os og fremtidens publikummer. Kosky’s Tryllefløjten er ikke bare for alle. Den er også perfekt til en kuet sæsonstart som denne, hvor vi gerne vil adspredes lidt. Jeg letter på min egen høje hat for alle de medvirkende, der gav deres hjerteblod for denne ypperlige performance.
Vi har ventet et halvt år og sad alle som én musestille i salen, i hvad der føltes som flere minutter, før de to slag på stang indikerede, at nu skulle vi endelig i gang igen. Nikolaj Szeps-Znaider indtog podiet og serverede sammen med Det Kongelige Kapel den mest harmoniske og deliciøse ouverture til Tryllefløjten, som jeg nogensinde har hørt. Hver en tone sad i det store fællesskab, som var de selve musikkens sjæl. Sammen med Leif Greibe, der serverede anden musik af Mozart til stumfilms-recitativerne på ’det store lærred’, forblev kapellet lige fra første taktslag til sidste strofe det bærende element under et eminent sangerhold og i fuld timing med de videoprojektioner, som hjælper os ind i eventyrets store forestillingsverden til kampen mellem det onde og det gode. Hvis eskapisme er tidens løsen, så er Tryllefløjten svaret. Papageno for President!
Og til sidst, til allersidst, Det Kongelige Operakor for fuld og karaktérfuld udblæsning. Her, lige her, blev arven givet videre fra Mozart til Verdi!
NB: Må jeg foreslå at Papagenos søde kat døbes Hugo til ære for den sjove trold på TV, der altid spurgte: ”Hvor skal vi hen du?”

 

Mozart: Tryllefløjten

Det Kongelige Teater/Operaen

Premiere 30. august 2020

Instruktør: Barrie Kosky

Instruktør: Suzanne Andrade

Dirigent: Nikolaj Szeps-Znaider

Libretto: Emanuel Schikaneder

Nyoversættelse: Karen Hoffmann.

Dramaturg: Ulrich Lenz

Scenograf: Esther Bialas

Kostumedesign: Esther Bialas

Lysdesign: Diego Leetz

Videodesign: Paul Barrit

Tamino: Jacob Skov Andersen

Pamina: Sofie Elkjær Jensen

Papageno: Palle Knudsen

Papagena: Siri Kval Ødegård

Sarastro: Stephen Milling

Nattens dronning: Rainelle Krause

Monostatos: Christian Damsgaard

Første dame: Sine Bundgaard

Anden dame: Elisabeth Jansson

Tredje dame: Hanne Fischer

Første harniskklædte: Jens Christian Tvillum

Anden harniskklædte: Morten Staugaard

Det Kongelige Kapel

Det Kongelige Operakor

Solister fra Københavns Drengekor, Det Kongelige Kantori