Hanna Glawari (her i skikkelse af Sine Bundgaard) med sine grisetter. Foto: Camilla Winther / DKT.

En perle med krølle på halen

Anmeldt af Sanne Caft

******

”Vil jeg, så vil jeg”, synger Hanna Glawari æggende i Franz Lehárs herostratisk berømte ”Vilja-sang”, mens hun hér står i elegant hvidt kjolesæt med vildt kruset hår. Og da grisetterne kommer på scenen i Operaen i København, er det på lyserøde rulleskøjter og med grisetryner, mens de holder fast i rullebåndet, der triller halve grisekroppe på krog på tværs af scenen.
Intet er altså som det plejer at være i Kasper Holtens og Adam Prices nybearbejdning af den udødelige operette. Væk er gesandtskabet, væk er baronerne og væk er den rige bankier, der er død og har efterladt sin ikke så sørgende enke en formue af anselige dimensioner. Originalens kærlighedshistorie mellem Hanna Glawari og Danilo er bevaret – dog med den krølle på halen, at bejleren er en tidligere så feteret sanger, der nu savner en beundrende skare omkring sig og derfor i desperation har meldt sig til et realityshow med titlen ”Gift ved første knald”.
Ironien og sarkasmen er med andre ord tommetyk. Og det virker. Der skal nok sidde denne og hin i salen og længes efter de store pragtrober og det parisiske overklassemiljøs glimtende opulence i historien om det lille Pontevedrinske gesandtskab i Paris, der så desperat har brug for at holde på de 20 millioner, som Den glade enkes afdøde mand har stående i nationalbanken. Han er nu forvandlet til stinkerig grisebonde, der har efterladt sin enke en milliard.
Der er kort sagt ikke den vinkel og tematik, der ikke er vendt og drejet i denne nyfortolkning.
Ny er også teksten, der er en perle af mundret og sangbar dansk med svirp, smæld og smerte. Svirp til kultureliten, til pressen, til kulturpolitikkerne og til kunstnerne – den kulturelite, der sidder i salen og griner med og ad sig selv, når der synges, at det kun er gamle damer, der går i teatret. Så ler de gamle damer i teatret. Det er en cadeau både til det kunstneriske hold og til publikum. Ja, vi går til opera. Ja, vi er kulturelite og ja, vi kan (også) grine ad os selv. Og når publikum på tekstanlægget bliver bedt om at nynne med, så gør vi det. Og holder bøtte, når tekstanlægget straks efter fortæller os, at nu skal vi klappe i og lade orkesteret tage den herfra.

En perle af en enke
Der er med andre ord metareference med metareference på i denne perle af en glad enke. Forestillingen er et smæld til public service logikker, til bilagsrod og desperate kulturchefer, der må og skal skaffe både penge og publikum. Pengene findes lokkende og pirrende i Den glade enke, Hanna Glawari – i skikkelse af henholdsvis Sine Bundgaard og Gisela Stille, der alternerer.
Glawari har en fortid som kordanser og er stadig forelsket i Danni (Danilo), der jo altså desperat leder efter det, der kan fortsat kan gøre ham interessant og holde ham i rampelyset. Og på trods af hans stædige insisteren på det modsatte, så elsker han Hanna, og deres duetter er noget af det meste sødmefulde og intime i denne operette, der som det eneste ikke har pillet ved Lehárs musik. Den bobler perlende fra Kapellet under ledelse af Vincenzo Milletarí.
Palle Knudsen giver Danni en ”I don’t give a damn”-attitude, inden han må erkende, at alle hans kvinder til trods, så er han klar til at være monogam med kvinden, han elsker. Alternerende Peter Lodahl er mere skærende desperat fra starten, og begge herrer synger partiet med vokalt overskud og charme.
Vokalt overskud præger i det hele taget holdet i både store og små roller. En flammende rødhåret Valencienne i skikkelse af Clara Cecilie Thomsen, der har en affære med Camille, i skikkelse af henholdsvis Gert Henning-Jensen og Jens Christian Tvilum. Begge herrer er som skabt til at være både stormende forelskede og bange for at blive opdaget af hendes mand.
Og så formår alle at sige replikkerne, så de er tydelige og lyder naturlige.
Zeta er her forvandlet til teaterdirektør, da handlingen er henlagt til et nødlidende teater, der opsætter Den glade enke. Vi befinder os primært bag scenen, hvor intrigerne bobler og håbløsheden nærmer sig. Folket vil have bredde, folket vil have reality, folket og politikerne er ligeglade med kunst. Så Zeta giver dem det, de vil have.
Bag Zeta står en figur, der ikke optræder hos Lehár. Lise Baastrup er et kup som den af ministeriet indsatte vicedirektør, der har den utaknemmelige opgave at holde kunstnerne på sporet og inden for rammer og regler. Den utrættelige djøf’er har en hylende morsom dialog med Zeta om, hvordan verden ville se ud, hvis der ikke fandtes djøf’er. Som hun bemærker: ”Hvad er de ti bud? Retningslinjer. Hvad gør det Gud til? Verdens første djøf’er.!” Senere bryder hun ud i en svedig version af ”Respect” og lægger salen ned.

Til bal i grisestalden
Det originale store bal er henlagt til en grisestald i Jylland, hvor kulturelite og journalister holder sig for næsen, mens de bejler hæmningsløst til den milliard, som enken har. Skiftet fra ambassadørbolig til grisestald giver også mulighed for denne perle, som Valencienne synger til den forelskede Camille: ”Her blandt tusindvis af svin, vil du mærke jeg er din” (frit efter hukommelsen), da de vil have en sidste tur ”Her i den store svinestald”. Vi er langt fra ”Her i den lille pavillon”, som der står i originalen.
Omskrivningen gør også Vilja-sangen og Danilos sang om et kongepar i den originale version mere relevante for handlingen, for nu synger Hanna om sin rejse fra Østeuropa til stinkerig svineenke, og Danilo synger om deres første møde på scenen i det teater, handlingen udspiller sig.
Det er tydeligt på publikums latter undervejs, at mange i salen kender den oprindelige version og derfor reagerer på den markante ændring i teksten og handlingen. Forestillingen virker også for de, der ikke kan Lehárs operette i forvejen, for her er et mylder af detaljer, der holder interessen fangen.
Den glade enke 2.0 er lige præcis den public service, som der ironiseres over. Noget at tænke over, noget at se og lytte til, og noget at tage med hjem.

Den glade enke 2.0
Det Kongelige Teater
Set den 6. oktober og den 20. oktober

Komponist: Franz Lehár
Bearbejdelse: Adam Price og Kasper Holten
Iscenesættelse: Kasper Holten
Dirigent: Vincenzo Milletarì/ Thomas Bagwell/Nick Fletcher
Scenograf: Steffen Aarfing
Kostumedesign: Ida Marie Ellekilde
Koreograf: Signe Fabricius
Lysdesign: Ulrik Gad
Videodesign: Luke Halls

Zeta: Morten Staugaard/Simon Duus
Valencienne: Dénise Beck/Clara Cecilie Thomsen
Hanna Glawari: Gisela Stille/Sine Bundgaard
Danilo: Palle Knudsen/Peter Lodahl
Camille: Gert Henning-Jensen/Jens Christian Tvilum
Bogense: Bente Eskesen/Lise Christensen
Kronborg: Michael Kristensen/Christian Damsgaard
Ken Skade: Frederik Rolin/William Pedersen
St. Brioche: Fredrik Bjellsäter/Thorleif Steinstø
Sylvester: Jacob Skov Andersen/Anders Kampmann
Olga: Gina Gloria Tronel/Fanny Soyer
Nielsen: Lise Baastrup
Svine-Svendsen: Ulf Pilgaard