Dorothea Spilger i La Vendetta. Foto: Anders Bach / DJO.

Teaterfiktion og ’virkelighed’

Af Peter Wang

******

Det er en glimrende idé af operachef Philipp Kochheim at bryde den 130 år gamle ”ægtepagt” mellem Leoncavallos I Pagliacci og Mascagnis Cavelleria rusticana, som næsten altid programsættes sammen som en slags helhed. Så meget desto mere, som han viderefører sit koncept med at opføre ukendte danske værker side om side med berømte klassikere; for hvem i alverden kender Asger Hameriks La Vendetta som andet end en fodnote i musikhistorien?

Tilmed er historien mere interessant, end man skulle tro: Af alverdens musikhistoriske litteratur og leksika kan vi lære, at den veristiske operagenre blev introduceret omkring 1890 af netop de to nævnte italienske mesterværker, men Asger Hameriks opera er komponeret tyve år tidligere, hvor han netop havde afsluttet sin læretid hos Hector Berlioz, som var afgået ved døden.

Om Hameriks lille én-akter så kan hamle op med den klassiker-status, de to nævnte mesterværker besidder, er en anden sag. Det spørgsmål overlades til læseren (og publikum), hvis overvejelser dog her må belastes med oplysning om, at Asger Hamerik i 1902 – 04 var medlem af den jury i Milano, der skulle udvælge den bedste internationale opera til opførelse!

Joh, Asger Hamerik (1843 – 1923) var en fin og sober komponist, hvis musikalske udtryk dog nok blev overhalet af stærkere samtidige som Brahms, Dvořák, Grieg og flere andre. Og dette er jo en skæbne,  komponister og andre kunstnere må finde sig i; at de – hvis de ikke fornyer historien – bliver til fodnoter.

En sød lille sag

Ikke desto mindre er La Vendetta en meget sød lille sag. I en lurvet knejpe gør Vitollo kur til Estella, som elsker Orso, med hvem Vitollo har en gammel familiestrid – mildt sagt, for de tre personer er mere eller mindre i familie med hinanden. Vitollo har altså flere grunde til at skyde Orso, men denne hævnakt udvikler sig ikke nøjagtigt, som han har forestillet sig…

I den charmerende opsætning hører vi som Estella mezzosopranen Dorothea Spilger, som ikke behøver at forcere sin stemme så meget, som hun gjorde i Alsion, fordi hendes smukke klang nemt kunne trænge igennem af sig selv. Vitollo synges suverænt af Paul Gukhoe Song og Orso glimrende af Teit Kanstrup.

I pausen var det svært ikke at spekulere over, om Dorothea Spilger også skulle på scenen bagefter, men hun blev dog skånet for at blive jalousi-myrdet to gange på én aften!

I en meget morsom opsætning, hvor koret – uden at forstyrre handlingen – udfoldede sig med alverdens løjer, fik vi en fin-fin opførelse af I Pagliacci. Philipp Kochheim havde fostret den glimrende idé, at Canios lille teatertrup var i færd med at gøre klar til en opførelse af netop La Vendetta, hvilket selvfølgelig forstærkede grundideen i I Pagliacci, at teaterets fiktion forvandlede sig til virkelighed.

Canios parti blev sunget overbevisende af Peter Lodahl og Neddas parti lige så overbevisende og smukt af Solen Mainguené. Som Beppe hørte vi en glimrende syngende og morsomt agerende Michael Ha. Paul Gukhoe Song og Teit Kanstrup forvaltede deres partier som Tonio og Silvio på samme smukke og betryggende måde, som vi hørte dem i La Vendetta.

Sønderjyllands Symfoniorkester spillede som sædvanligt fremragende under Christopher Lichtensteins ledelse.

Alt i alt en super operaaften og en forestilling, hvormed Den Jyske Opera efter premieren i Sønderborg tog på turné over det ganske land for at fornøje det danske operapublikum.

La Vendetta/I Pagliacci

Den Jyske Opera

Set den 7. oktober 2022

Musik og libretto:

Asger Hamerik: La Vendetta (Hævnen)

Ruggiero Leoncavallo: I Pagliacci (Bajadser)

Instruktør: Philipp Kochheim

Dirigent: Christopher Lichtenstein

Scenografi og kostumer: Barbara Bloch

Lysdesign: Anders Poll

Medvirkende:

Estella: Dorothea Spilger

Vitollo/Tonio: Paul Gukhoe Song

Orso/Silvio: Teit Kanstrup

Canio: Peter Lodahl

Nedda: Solen Mainguené

Beppe: Michael Ha

Sønderjyllands Symfoniorkester

Den Jyske Operas Kor