Illustration fra The Victrola Book of Opera, Carmen’s Defiance, 1917. Foto: Wikipedia Commons

En veleksekveret forestilling. Olé!

Anmeldt af Sanne Caft

******

Katrine Wiedemann er en kendt instruktør, der har sat prisbelønnede forestillinger op på bl.a. Det Kongelige Teater. Med Carmen er det store scenerum skiftet ud med det lille, og det store kapel med et kammerensemble. Og lad det være sagt med det samme: Instruktion og drama stod knivskarpt i Helsingør Teaters gamle teaterrum, hvor sangerne indtog både scene, publikumsareal og balkon, mens de bragte det store drama tæt på det begejstrede publikum.

Sidsel Aja Eriksen var en sexet og sensuel ung Carmen, der ægger mænd til vanvid og selv omkommer i kompromisløs fastholdelse af sin frihed selv i dødens truende nærhed. Jacob Skov Andersens træfsikre Don José tilbedes af Camilla Illeborgs inderlige Micaëla, hvis sødmefuldhed ikke har en jordisk chance mod Carmens selvsikkerhed, men hele holdet havde en vokal sikkerhed og forløste de velkendte toner på sikreste vis.

Kostumerne var en sjov og vellykket blanding. Eksempelvis optrådte Simon Duus’ selvfede, top-maskuline tyrefægter Escamillo i rød tyrefægterjakke med pailletter, røde træningsbukser og sorte sneakers, der perfekt matchede hans ”Jeg er for lækker til det her sted-attitude”, da han ankommer til Zunigas smuglerkro, opdager Carmen og uden tøven inviterer alle til at se ham optræde. Sigøjnerkvinderne Mercédès, Laura Helene Hansen, og Frasquita, Cassandra Lemoine, var fantastiske med vokal sikkerhed, varme og nærvær, mens de fyldte rollerne ud med sexet fylde.

Scenografien lagde ud med et blomstrende træ i centrum af det lille teater med publikum placeret på langs i det rektangulære rum. Fotostat og jerngitter illuderede på fin vis den varme spanske provinsby, hvor kærlighed og jalousi uigenkaldeligt brænder de elskende.

Cykelhjelm og kors

Forestillingen blev sunget på fransk med dansk dialog, og Leif Greibe indledte i sædvanlig stil.

Bizets udødelige musik strømmede fra de fem kammermusikere fra det ildfulde anslag, der straks slog stemningen an. Senere i forestillingen sad Toreador-arien lige i skabet i Simon Duus’ træfsikre fremførelse – den arie, som er spillet på alt fra harmonikaer på travle gågader til computerspil.

Soldaterne sveder i solen og keder sig, indtil Micaëla med cykelhjelm og kors om halsen cykler forbi på jagt efter barndomsvennen Don José, der holder vagt. Er hendes ønske andet og mere end en hilsen fra hans mor, forplumres det af tumult fra cigaretfabrikken, hvor Carmen er kommet i klammeri og skal anholdes. Hun er en eksplosion af hede og kvindelighed, da hun med rød bh, netstrømper og jeg-giver-fanden-i-det-hele-swung snor sig om de halsende soldater og kaster øjne til publikum, inden hun indtager flyglet og i bedste The Fabulous Baker Boys – stil, som Michelle Pfeiffer i filmen fra 1989, smægtende, sikkert syngende er overalt på flygellåget.

Når publikum sidder så tæt på, er instruktionens detaljer tydelige. Små håndbevægelser, som da Don José griber Micaëlas hånd sidst i deres duet i første akt, lige inden det hele eksploderer og Carmens voldsomme, kompromisløse eksistens kommer ind i billedet, og Don José fortaber sig uigenkaldeligt. Et fald, som både var troværdigt og gribende. Eller da Carmen nulrer blomsten, som Don José har haft på sig i fængslet og som han giver hende tilbage mens han synger ”La fleur que tu m’avais jetée”, som hører til endnu et af de mange kendte musikstykker fra operaen, og inden hans frase ”Carmen, je t’aime” ramte inderligt.

Eller da sigøjnerkvinderne lægger kort og læser lykke og held ind, mens Carmen dystert får kort, der forudser hendes kommende død. Her formidles Bizets musiks lysende lethed, der i stigende grad bliver tvungen, da den kombineres med alvorstunge dybe, sitrende toner. Der er en god grund til, at Carmen ufravigeligt har holdt sig i toppen af popularitetsskalaen i det enorme udvalg af operaer.

I operaen sker sceneskift til Lillas Pastias smuglerkro med hvide plasticstole og farvestrålende lyskæder snoet om træets grene. Scenisk enkle greb, der lod tilskuernes fantasi gøre resten. Til sidst blev to reb spændt ud langs publikumsrækkerne, som en slags illusion af tyrefægterarenaen, som vi dog aldrig er inde i, fordi dramaet kulminerer udenfor, hvor Don José i forpint desperation opsøger Carmen, der afviser ham og fastholder sin ret til at handle frit. Sangerne trak dramaet helt frem uden at gøre det overdrevent teatralsk.

Carmen var varm og sensuel på en kølig efterårsdag og beviste endnu engang, hvorfor den hører til i bunken af højt elskede operaer. En veleksekveret forestilling. Olé!

Carmen

Helsingør Kammeropera

Set søndag den 2. november

Komponist: Georges Bizet

Libretto: Henri Meilhac og Ludovic Halévy

 Kapelmester: Leif Greibe

Musikere fra Det Kongelige Kapel

Iscenesættelse og scenografi: Katrine Wiedemann

Lysdesign: Viktor Holm Lauridsen

 Carmen: Sidsel Aja Eriksen

Don José: Jacob Skov Andersen

Escamillo: Simon Duus

Micaëla: Camilla Illeborg

Moralés/Zuniga: Morten Staugaard

Frasquita: Cassandra Lemoine

Mercédès: Laura Helene Hansen

Le Remendado: Gustav Wenzel Most

Le Dancaïre: Asmus Hanke