Puccinis Tosca på Det kongelige Teater

Veloplagt elendighed

Af Sanne Caft

******

Puccinis Tosca hører til standardrepertoiret og med god grund: Et fortættet drama centret om tre hovedpersoners indbyrdes magtkampe og begær spundet ind i Puccinis iørefaldende og dramatiske musik. Fra indledningens ildevarslende akkorder over midtens konstant skiftende duetter til afslutningens uafvendelige udbasunering af definitet. Det kongelige Teaters repremiere af Peter Langdals Tosca har det hele. Musikalsk med fin balance mellem de intense konfrontationer mellem Scarpia, Tosca og Cavaradossi og de små åndehuller bl.a. leveret af Sten Byriels sakristan og den lille hyrdedreng.
Maria Pia Piscitellis Tosca var gnistrende, stolt, ubønhørlig både i stemme og scenisk fremtræden. Den perfekte diva, der kæmper som en løvinde for sin elskede, modsætter sig af al magt den hensynsløse politichef Scarpia og tager konsekvensen af svig med stålsat vilje. Tosca skal være den naturlige sol, hvorom de to herrer kredser, ellers virker dramaet ikke. Det var Piscitelli. Hun var klædt i de 1800-tals kjoler, som ikonisk forbindes med Tosca og som er gået igen i utallige opsætninger på alverdens scener.
Tenoren er helten. Den revolutionære maler, klædt i brunt med hårpisk, der gik i malerisk opløsning efterhånden som dramaet skred frem. Niels Jørgen Riis sang Cavaradossi med overskud og overbevisning. Det smælder og smerter, og med Riis er der altid garanti for sikkert skuespil, hvor de mindste detaljer understøtter karakterens psykologi. Hånden, der kærtegner Toscas kind under en inderlig duet. Skuldertrækket, der ryster den angstfuldt servile Spoletta i Jens Christian Tvilums overbevisende skikkelse.
David Kempster sang ærkeskurken Scarpia, klædt i sort og skaldet. Den bedste Scarpia er så ætsende og brutal, at man slår sig på karakteren. Og samtidig så elegant og nuanceret, at man kan forstå, at han også indeholder andet end magtbrynde. Scarpia skal med andre ord vise mange facetter og skal kunne vise det mørktonede både i sang og skuespil. Kempsters Scarpia boltrede sig overbevisende mellem undergivne som den største rovfisk i søen.
Puccinis musik er nok, hvad mange forbinder med opera. Fuld af pompøse horn og paukeslag i kirken, fuld af træblæsere og violiner på taget af fængslet. Hertil både kærlighedsfulde duetter, jalousidrevne raseriudbrud og sorgfulde afskedsscener.

En oplevelse af helhed

Peter Langdals iscenesættelse, Karin Betz’ scenografi og Jesper Kongshaugs lysdesign smeltede sømløst sammen til en oplevelse af helhed. De periodetypiske kostumer fungerede perfekt med det tidløse design, hvor operaens massive scene blev foldet ud til et afsindigt langt kig ind til bagscenen, med vippende sektioner, der effektfuldt understregede alt fra tumult under jubelscener i kirken til tumult på taget af fængslet Engelsborg.
Handlingen kan potentielt føres op til nutiden med alt fra kvindefrigørelse til despoti. Scarpias credo om, at sejren smager ham dobbelt godt, når den er vundet med vold, og Toscas kamp og kapitulation overfor magtmennesket er lige til #metoo. Det klæder denne Tosca, at den lader tilskueren selv tænke og trække perspektiver, frem for at servere pointer indstøbt i beton.
Tosca er den perfekte startopera. Med en spilletid på 2 timer og 40 minutter når det aldrig at blive kedeligt. Med højdramatisk musik og et intenst fremadskridende trekantsdrama, og med Det kongelige Teaters overbevisende hold er det bare med at slæbe nybegyndere og erfarne operagængere ind og se, om Tosca formår at overvinde den mand, der ønsker at fjerne hendes elskede og besidde hende med magt.