Skulptøren og maleren Alexander Polzins “Gesamtkunstwerk” fascinerer. Miklos Szabo / DKT

Mozarts musik sat i billeder

Anmeldt af Anne Holm

*******

Det var den 14-årige Wolfgang Amadeus Mozart selv, der dirigerede, da hans nyskrevne opera Mitridate havde premiere den 26. december 1770 på Teatro Regio Ducale i Milano.
Forestillingen varede seks timer og rummede alt, hvad det kræsne italienske operapublikum forventede af en opera seria, en alvorlig opera: Et heroisk-historisk drama om helte og heltinder, krig, kærlighed, jalousi og død fortalt med recitativer og ekvilibristiske koloraturarier, der gav fem sangere – hvoraf tre var kastrater – lejlighed til at brillere, samt indlagte balletindslag.
Musikken blev spillet af et 56 mand stort orkester og var vidunderlig. Den unge maestro havde skrevet et mesterværk, publikum var begejstrede, jubelen var stor, mange numre måtte gives da capo, og den nye opera spillede 20 gange, før den blev taget af plakaten.
I fredags blev Mozarts Mitridate så opført på Det Kongelige Teater for første gang – og bortset fra, at musikken stadig er vidunderlig og umiskendeligt Mozartsk – er der løbet meget vand i stranden siden 1770. I dag varer forestillingen f.eks. ikke seks timer, men kun to timer og 45 minutter, men hvilke to timer og 45 minutter.
Den kreative trio bag Det Kongelige Teaters opsætning – instruktøren Ralf Pleger, skulptøren og maleren Alexander Polzin, som står bag scenografi, masker og kostumer, og koreografen Fernando Melo – har skabt en forestilling, et ”Gesamtkunstwerk”, der sender denne anmelders tanker hen et sted mellem Kirsten Delholms forestillinger med Billedstofteatret i 1970’erne og instruktøren Robert Wilsons grafisk stringente opsætninger af bl.a. Woyzeck.

Uden recitativer
I deres udgave af Mitridate er alle de fortællende recitativer skåret væk, og hvis man (som denne anmelder) havde undladt at læse op på operaens handling inden forestillingen, men satset på at man kunne læse overteksterne og forstå, så fattede man som udgangspunkt ikke en bønne.
Historien om den jaloux og manipulerende kong Mitridate, der midt under en krig sætter sine to sønner og sin tilkommende op imod hinanden i et indviklet, lidenskabeligt spil om kærlighed og død, faldt mildt sagt fra hinanden uden de fortællende recitativer. Hvad der egentlig skete hvornår og hvorfor var svært at forstå, men til gengæld stod arierne så frem som monolitisk majestætiske statements om følelser i klemme, lysende søjler af koloratursang.
Og de fik lov til at stå og klinge næsten uforstyrret i et enkelt opbygget scenerum, afdæmpet belyst, hvor sangerne næsten ikke bevægede sig, eller kun gjorde det meget langsomt.
I forhold til at forstå handlingen var der heller ikke rigtig nogen hjælp af hente i sangernes mimik. Deres ansigter var næsten udtryksløse, og de sang ikke til, men mest forbi hinanden, og berøringer var der kun få af.
Nemmere blev det ikke af, at alle syv sangere var klædt i enkle farvede gevandter og malet over hele kroppen, inkl. håret, med hvad der så ud som vægmaling, hvilket gav dem et kønsløst, enstonet udseende, og hvem der optrådte i en manderolle, og hvem der spillede kvinder lå derfor også lidt hen i det uvisse.
Det hjalp lidt, at tenoren Stuart Jackson, som sang Mitridate, havde skæg, og at kontratenoren Morten Grove Frandsen, som sang prins Farnace, både er og spiller mand, men hvem af figurerne på scenen, som var prinsesse Aspasia (Elísabet Einarsdottir), prins Sifare (Emöke Baráth), prinsesse Ismene (Sarah Aristidou) og statholderen Arbate (Kari Dahl Nielsen), fandt denne anmelder aldrig helt ud af.

Statisk indtryk
Helheds-syns-indtrykket var statisk, maleriagtigt, næsten stillestående – med én fantastisk undtagelse: de 19 dansere fra Skånes Dansteater, som sammen dannede en bevægelig skulptur af kroppe; en rullende, bølgende, svævende, trillende, plastisk organisme af nøgne, bemalede mennesker, som bevægede sig uafladeligt med og omkring sangerne.
Frem og tilbage over scenegulvet, ind og ud af en sandstens-lignende skulptur – en klippe med afsatser og huller, danserne kunne glide ind og ud af, og med en skrå side, de kunne glide uendeligt langsomt ned af.
Måske gav den plastiske kugle af kroppe form til de følelser, som sangerne sang om, men ikke udtrykte kropsligt. Jeg skriver måske, for jeg er ikke sikker, og det var der heller ingen af mine tre ledsagere, der var.
Efter pausen blev vi fri for at tænke mere på det, for da var den organiske krop af dansere forsvundet, og i stedet var de syv sangere blevet sat ned i nogle tønde-agtige hylstre, som lignede skakbrikker, men som ikke rigtig var det. Kostumerne var stive og gulvlange, og de betød, at sangerne nærmest svævede hen over gulvet, når de bevægede sig rundt – fascinerende så det ud, men hvorfor de gjorde det, og efter hvilket system, var svært at gennemskue.
I det hele taget var der meget i denne opsætning af Mitridate, vi ikke forstod.
Men gav man afkald på trangen til at forstå og afkald på forventningen om, at der skulle være en eksplicit forklaret og gennemskuelig handling, så sad man overfor en visuel og musikalsk oplevelse af de helt store.
Ensemblet af sangere var homogent, og det skal forstås ubetinget positivt. De sang alle godt, og det, at der ikke var én, der meget tydeligt overstrålede de andre, passede godt til opsætningen.
Under ouverturen skete der intet på scenen, så her fik publikum lov til at sidde og se på det røde fortæppe og lytte til Concerto Copenhagen, som under ledelse af Lars Ulrik Mortensen leverede Mozarts musik velklingende. Om man kan lide de originale instrumenters lidt knirkende klang er nok en smagssag, men lyden af de gamle instrumenter passer på en eller anden måde godt til det gamle teaters scenerum.
Vi var som sagt fire, der var af sted, og på hjemvejen var meningerne om det, vi lige havde set, delte. Lige fra, at det havde været så uendeligt kedeligt og uforståeligt, at det var til at falde i søvn over, til forskellige grader af begejstring over, at man aldrig havde oplevet noget lignende.
Forestillingen er sat op i samarbejde med Malmö Opera, og hvis man ikke kan nå at se den, mens den er oppe i København, er den, efter denne anmelders mening, absolut en tur til Malmö værd.

Mitridate
Det Kongelige Teater
Premiere fredag den 8. april 2022

Komponist: Wolfgang Amadeus Mozart
Libretto: Vittorio Amedeo Cigna-Santi
Kreativt koncept: Fernando Melo, Ralf Pleger, Alexander Polzin
Musikalsk ledelse og cembalo: Lars Ulrik Mortensen
Iscenesættelse: Ralf Pleger
Scenografi, maskering og kostumedesign: Alexander Polzin
Koreografi: Fernando Melo
Lysdesign: Olaf Freese
Co-instruktør: Émilie Rault

Mitridate: Stuart Jackson
Aspasia: Elísabet Einarsdóttir
Sifare: Emöke Baráth
Farnace: Morten Grove Frandsen
Arbate: Kari Dahl Nielsen
Ismene: Sarah Aristidou
Marzio: Sebastian Monti

Skånes Dansteater:
Tomáš Cervinka
Jeanne Delsus
Jure Gostincar
Ange-Clémentine Hiroki
Marco Herløv Høst
Anette Jellne
Hazuki Kojima
Viktor Konvalinka
Elisha Mercelina
Dario Minoia
Hanna Nussbaumer
Yiorgios Pelagias
Mariona Vinyes Ràfols
Tiemen Stemerding
Alvilda Striim
Iris Telting
Oscar Valenza
Emma Välimäki
Philip Vötter

Concerto Copenhagen
Koncertmester: Frederik From