Fra en opførelse i 2022 af Brødre. Foto: Jóhanna Ólafsdóttir og Anton Brink / COF

Mesterlig nordisk tragedie

******

Anmeldt af Lars Ole Bonde

I 2017 var Aarhus Europæisk Kulturhovedstad. Et af de store projekter var den såkaldte ”Bier-Trilogi”: En danseforestilling (”Elsker dig for evigt”), en musical (”Efter brylluppet”) og en opera – alle med udgangspunkt i tre af Susanne Biers film. Operaen var Brødre, med libretto af den erfarne Kerstin Perski og musik af Daníel Bjarnason. Kasper Holten instruerede, og resultatet blev så vellykket, at operaen i 2018 fik Reumert-prisen som ”Årets opera”. Den er siden blevet opført tre gange på mindre scener – to gange på Island og én gang i Budapest. Dette er altså noget så sjældent som den femte opførelse af et nyskrevet værk på få år.

Det er Copenhagen Opera Festival, der i samarbejde med Malmö Opera står for tre forestillinger på en rigtig stor scene – imidlertid ikke i et operahus, men i Tunnelfabrikken i Nordhavn. Der er tale om en (delvis) genopsætning: Festivalleder Amy Lane, der også var assisterende instruktør i Aarhus, har genopfrisket Kasper Holtens og sin egen fortolkning i Steffen Aarfings scenografi og kostumer, og nogle af sangerne er gengangere: Marie Arnet i den ene kvindelige hovedrolle som Sarah (soldaten Michaels hustru), Dénise Beck i den anden som Anna (soldaten Peters hustru) Jakob Christian Zethner som Michaels far. Men de øvrige sangere og dirigenten Andrea Molino er nye (en del fra den seneste islandske produktion), og det er Malmö Operas orkester og Den Islandske Operas kor, der løfter disse opgaver. Altså et sandt nordisk samarbejde, da librettisten Kerstin Perski er svensk og komponisten Daníel Bjarnason islandsk.

Tunnelfabrikken? Det er en kæmpestor, høj og meget lang fabrikshal i Nordhavn, hvor der blev bygget tunnelelementer til Øresundsbroen. Tilskuertribunen og scenen fylder kun en lille del af den enorme hal, så det var overraskende, hvor god akustikken faktisk var. Orkestret klingede som helhed fint og transparent; strygerne en anelse matte, mens træ- og messingblæsere plus slagtøj stod flot og klart. Sangerne forekom en smule svage i begyndelsen, men man vænnede sig hurtigt til den lidt specielle balance, som derefter fungerede fint i alle styrkegrader. Operaen synges på engelsk – med velfungerende overtekster og mange af korets replikker i versaler på scenens bagvæg.

Krig og dens ofre

Hvis man har set Susanne Biers film fra 2004, ved man, at historien handler om mønstersoldaten og familiefaderen Michael, der sendes i krig (til Afghanistan), hvor han bortføres og formodes omkommet. Hjemme nærmer hustruen Anna og Michaels bror Jamie (familiens sorte får) sig hinanden, også datteren Nadia bliver glad for sin onkel. Helt uventet vender Michael hjem, stærkt traumatiseret og plaget af en dyster hemmelighed.

Hvor filmen er konkret og realistisk, er operaen renset for visuelle henvisninger til virkelige krigsbegivenheder. Det er selve fænomenet ”krig”, vi oplever, og hvad den til alle tider har gjort og vil gøre ved mennesker, som rammes af den. Det understreges kraftigt af enhedsscenografien: Steffen Aarfings store, hvide, klaustrofobisk lukkede rum, med nogle få trappetrin på de tre sider til at sidde eller stå på, en grusbelagt sceneflade og et stort cirkelrundt hul i taget, hvorfra der af og til hænges en gynge ned (den eneste rekvisit udover et bord, fire stole, blomster og nogle krigsmedaljer). Der er næsten ingen uniformer, ingen maskingeværer eller pistoler. Det er nogle af menneskets indre krige, det handler om her.

Denne karakter af eviggyldig tragedie forstærkes af korets vigtige rolle, og af de især i 1. akt ganske korte, skarpt tilskårne scener, der afleveres næsten filmisk. I 2. akt bliver der mere plads til både arier, duetter, ensembler og koroptrin. Koret optræder i 1. akt mest med eksistentielle udsagn om krigens væsen og menneskets dårskab, stiliseret og med koreograferet enkelhed i bevægelsesmønstrene. Handlingen ses og vises udefra frem til vendepunktet: Michaels uventede tilbagekomst. Herfra begynder scenerne at vokse i længde og tyngde; koret begynder at interagere og ofte optræde som Michaels indre stemme(r). Det er en virkelig velfungerende dramaturgi.

Et erfarent hold

Når det hele fungerer så godt, skyldes det ikke mindst den erfarne svenske librettist Kerstin Perski, som har skåret filmmanuskriptet ind til benet og – bl.a. med tilføjelsen af det nærmest klassisk-græske tragediekor – skabt en meget smuk og musikegnet engelsk tekst.

Den islandske komponist Daníel Bjarnason, der er årets gæstekunstner på COF, er en overordentlig dygtig og sikker komponist, en mester i at skabe stemningsrum omkring personerne, deres hørbare replikker og synlige handlinger, og nogle af deres ikke-hørbare tanker og følelser. Selvom musikken hverken er tonal, rytmisk enkel eller melodisk iørefaldende, passer den perfekt til skæbnedramaets elementer og tragediens ubønhørlige fremadskriden. Musikken fik mig ofte til at tænke på den fantastiske musikdramatiker Benjamin Britten, som med ret mange lignende virkemidler kunne skabe en musikalsk tragedie. Det var ikke mindst The Rape of Lucretia, jeg blev mindet om, Brittens klassiske tragedie, som ovenikøbet også har et kor om end kun tostemmigt – ”Male & Female chorus”, helt arketypisk.

Instruktørparret Kasper Holten og Amy Lane samarbejdede i sin tid om opsætningen i Aarhus; denne gang har Lane eneansvaret, og hun løser opgaven meget sikkert. Jeg så ikke forestillingen dengang, men kan kun anbefale seriøst operainteresserede at opleve dette værk, som jeg spår en stor fremtid – sørgeligt aktuelt som det desværre (stadig) er.

Glimrende solister

Alle ni sangsolister er glimrende. Jeg har allerede nævnt de to sopraner, Marie Arnet, som former et gribende og sangligt meget smukt portræt af den plagede Michaels mere og mere ambivalente hustru, og Dénise Beck, der med sin sølvstrålende stemme er perfekt som Peters unge, sørgende enke. Hendes vuggevise ”Mary had a little lamb” er en fantastisk kontrast til det følelsesmæssige kaos omkring hende. I rollen som den 9-10-årige Nadia, Michaels og Sarahs datter, er Eva Jáuregui et fund, velsyngende og rørende i sit spil. Som de to brødre høres den magtfulde baryton Oddur Jónsson (Michael), der gestalter den traumatiserede soldats nedtur perfekt, og tenoren Michael Bracegirdle, der glimrende gestalter lillebror Jamies udvikling fra forhutlet misbruger til retlinet menneske. Auður Gunnarsdottir og Jakob Zethner portrætterer overbevisende brødrenes forældre, der altid har foretrukket Michael og nu får trukket tæppet væk under sig. Kontratenoren James Laing er rystende god i den lille, men meget vigtige rolle som Michaels skæbnefælle Peter. Endelig giver bassen Hrólfur Sæmundsson et yderst overbevisende portræt af den selvbevidste og temmelig latterlige oberst, blottet for følelser og menneskelig indsigt.

Det islandske operakor på tredive sangere er en sammentømret enhed og løser den store opgave glimrende, såvel scenisk som musikalsk. Malmös velspillende operaorkester bliver dirigeret af den erfarne italiener Andrea Molino, som på fornem vis forbinder scenens sang med ”gravens” klang.

En vedkommende tragedie

En god tekst, velfungerende dramaturgi, stærk scenografi, fornem musik, gode sangere og musikere, sikker instruktion: kan man ønske sig mere?

Jo, det handler bestemt om krig og krigstraumer, men fuldstændig almengjort: altså om hvad krig er og gør ved mennesker. Formuleret med operaens første strofe:

Man goes to war in a faraway place/

To fight for a cause soon forgotten/

To protect someone from someone else/

But who will protect man from himself?

Men endnu mere handler det nok om skyld, skam og tilgivelse: er der handlinger, der ikke kan tilgives? Tvungne, ufrivillige handlinger? Og hvilken rolle spiller det, om/hvordan de tunge, traumatiske minder bliver delt? I operaens slutning giver Michael efter for det uudholdelige indre pres og fortæller, hvad der faktisk skete. Med operaen som medium kan vi som publikum på samme tid opleve, hvad der skete dengang (koret giver udtryk for Michaels indre pres, overlevelsesinstinktets styrke), hvordan det fortælles her og nu, og hvordanomgivelserne reagerer.

Copenhagen Opera Festival er hermed åbnet med et pletskud!

Brødre

Copenhagen Opera Festival

Set til premieren 11. august 2023

Efter Susanne Bier og Anders Thomas Jensens spillefilm ”Brødre”.

Komponist: Daníel Bjarnason

Librettist: Kerstin Perski

Dirigent: Andrea Molino

Instruktør: Kasper Holten

Associeret og genopsætningsinstruktør: Amy Lane

Scenografi og kostumedesign: Steffen Aarfing

Lysdesign: Ellen Ruge

Videodesign: Signe Krogh

Solister:

Michael: Oddur Jónsson

Sarah, hans hustru: Marie Arnet

Peter: James Laing

Nadia: Eva Jáuregui

Mor: Auður Gunnarsdóttir

Far: Jakob Zethner

Jamie: Michael Bracegirdle

Anna: Dénise Beck

Oberst: Hrólfur Sæmundsson

Malmö Operas orkester

Operakoret fra Den Islandske Opera 

Operaens første fem minutter kan ses i en opførelse på Den Islandske Opera: https://www.operaonvideo.com/brothers-bjarnason-reykjavik-2019-icelandic-opera/