Operagalla i hverdagstøj

Anmeldt af Kim Reich

******

Hvad forventer man af en gallakoncert i Tivolis Koncertsal og så endda i forbindelse med årets genkomne og velkomne publikumsudgave af Copenhagen Opera Festival? I hvert fald lidt mere end bare en aften med gode sangere og et godt orkester. Det er noget med fornemmelsen af at være til et ganske særligt arrangement, følelsen af om ikke eksklusive rammer så dog et sted, hvor der er gjort en lille smule ekstra ud af oplevelsen.
Det var der egentlig ikke i Tivoli på denne aften, hvor COF for alvor blev skudt i gang omend selve åbningen først var dagen derpå ude på Nørrebro. Der var ingen synlig markering af festivalen og helt lavpraktisk var udenomsfaciliteterne ikke helt på plads. Koncertsalen er smuk som altid, akustikken er som den er og publikum var begejstret, men måske var det meget passende at gallaelementet i disse tider holdt sig i baggrunden. Der er dog så mange ude i verden, der må undvære så meget.
Viva Verismo! var overskriften for aftenens program – med andre ord en fejring af den nye generation af italienske operakomponister, der i 1800-tallet bød socialrealismen velkommen i deres værker og dermed brød både med Bel Canto og handlinger centreret om fiktive gudeverdener og mytiske for ikke at sige mystiske væsener.
Det er her, hvor en række af Puccinis værker nærmest står i kø med La Bohème i spidsen skarpt forfulgt af Mascagni, der med det smukke intermezzo fra Cavalleria rusticana forberedte os på at verden nok ikke ville være den samme efter denne underskønne, lyriske pause fra livet som vi troede det var. Den spillede Tivoli Copenhagen Phil overlegent omend dirigenten Sebastian Lang-Lessing lagde en anelse for megen glasur på kagen og også undervejs i aftenens program var en smule anmassende – måske fordi sangerne havde svære vilkår i forhold til den plads de havde til rådighed at gøre sig på. De var ikke foran orkesteret, men forrest blandt musikerne og det var ikke ideelt.
Et tilsvarende intermezzo eller mellemspil findes i La Traviata, som var den store forløber for genren og som derfor glimrede med sit fravær i aftenens program. Man kunne gerne have taget en af Verdis smukkeste arier med, således at vi kunne have fået et genhør med barytonen David Kempsters smukke fortolkning af ”Di Provenza il mar, il suol”, som han sang så smukt og gribende i opførelsen af værket på Det Kongelige Teater i starten af 2020. Ved den lejlighed gav han nemlig Giorgio Germont den fylde og empatiske fremtoning, som gør faderens senere tilståelse af at han begik en fejl ved at kræve af Violetta, at hun skulle holde sig fra sønnen, betydelig vægt. Den walisisk-fødte Verdi-specialist forvaltede det store parti på ypperligste vis – med arien som det absolutte højdepunkt. Det er her faderen prøver at trøste sin søn med minderne om barndomshjemmet a la landsmanden Tom Jones’ ”Green, green grass of home”. I stedet sang David Kempster blandt andet ”Cortigiani, vil razza dannata” fra Rigoletto, hvor man godt kunne mærke en anden faders desperation, men – ja, jeg savnede La Traviata.

Kært gensyn
De to andre medvirkende var sopranen Yana Kleyn og tenoren Peter Lodahl, og det betød et kært gensyn med deres stjerneperformance i La Bohème på Østre Gasværk, der i efteråret 2019 også var en opsætning i festival-regie og hvilken opsætning. Det var her bassen Nicolai Elsberg vel for alvor slog igennem og grundlagde sin operakarriere, men tilbage til Mimì og Rodolfo. De to klæder hinanden og vi fik et par arier og en duet fra Puccinis mesterværk foruden duetten ”O Mimì, tu più non torni”mellem Lodahl og Kempster.
Der var også arier fra Puccinis La fanciulla del West, Suor Angelica, Tosca og Gianni Schicci samt Giordanos Andrea Chénier. Finalen var naturligvis, havde jeg nær skrevet, Puccinis ”Nessun dorma”, som man altid møder med lige dele forventning, frygt og bæven samt en lillebitte nu igen? Alle skal jo prøve kræfter med den – fra talenter i Britain’s Got Talent til stjernetenorer i sceneopførelser og ved koncerter. Ikke alle kan klare skærene i denne sublime arie, som dog ikke i min verden står helt alene som verdens bedste, som aftenens konferencier Mathias Hammer bildte os ind. Han gjorde det iøvrigt fortræffeligt og Peter Lodahl sluttede aftenen af med en meget flot og ikke mindst stjerneklart sunget udgave til stående bifald. Han er ved siden af sin karriere som freelance-operasanger musikchef ved Copenhagen Phil og han har også været festivaldirektør, så han var bare på hjemmebane.
Og så er der jo det med Puccini, at han forstår at snøre os om hjertet og gribe os i følelseskulen med sin musik. Han er nok, når alt kommer til alt, den bedste til at udtrykke både hverdagsliv og fest medsamt uhygge. Det er lidt ligesom at lytte til jazzmanden Oscar Peterson, der kunne starte i rent kaos på klaveret for pludselig at forvandle dette byggesæt til de smukkeste melodier.

Viva Verismo!
Tivolis Koncertsal
Set den 19. august 2021

Medvirkende
Yana Kleyn
Peter Lodahl
David Kempster

Tivoli Copenhagen Phil
Dirigent: Sebastian Lang-Lessing