Joachim Bäckström  (Lohengrin). Foto: Jonas Persson / Malmö Opera

Eventyret om svaneridderen

Lohengrin på Malmö Opera

Anmeldt af Lars Ole Bonde

******

Et stykke inde i det eventyrligt smukke Lohengrin-forspil går Malmö-operaens dejlige fortæppe op og vi ser forhistorien: Hvordan den afdøde hertugs datter Elsa og hendes lillebror Gottfried leger skjul i skoven, og Gottfried forsvinder sporløst. Den sønderknuste Elsa bliver trøstet af en mand (der senere viser sig at være identisk med Herolden), som henleder hendes opmærksomhed på et sløret drømmebillede af en ridder i rustning. Så er spillet i gang, og der er dømt drøm og eventyr.

Det er instruktøren Charlotte Engelkes’ debut som fortolker af en hel Wagner-opera. Hun har valgt at behandle operaen som et eksistentielt eventyr, med anvendelse af alle teatrets midler. Der er elementer af dukketeater, skyggespil, marionetteater, videoprojektion og stiliseret ballet i forestillingen, som har det helt store udtræk med 50 korsangere, otte små og seks store solistpartier, musikere på scenen og i salen, der også inddrages som spillerum. Plus naturligvis Malmö Operaorkester under den yderst Wagner-kyndige Patrik Ringborg.

Der er altså ikke gjort noget forsøg på aktualisering eller historisk perspektivering af Wagners romantiske opera fra 1850 som eksempelvis Peter Konwitschnys berømte ’prænazistiske skolestue’, der kunne opleves på Holmen i 2007. Engelkes tror på eventyrets kraft og mulighed for at fortælle også os moderne mennesker noget vigtigt om os selv, vores tro og tvivl, drømme og mareridt. Samtidig er hun en dreven teaterpraktiker, der virkelig leger med de visuelle og plastiske muligheder – uden at det antaster musikkens logik og strømmende forløb. Mange scener tolkes på en forfriskende ny måde, og operaen slutter faktisk ikke tragisk – mere om det senere.

Verden er en hønsegård

Eventyruniverset er på én gang sort/hvidt og farverigt. Hovedkarakteren Elsa er altid i hvidt som den rene og naive jomfru hun er. Lohengrin er også i hvidt en stor del af tiden, mens deres modstandere, parret Ortrud og Telramund, er klædt i sort. Der er ingen tvivl om, hvem der repræsenterer godt og ondt, hvad der heller ikke er i musikken. Omkring dem er der en masse mænd og kvinder, her gestaltet som en fugleverden, nærmere bestemt en hønsegård! Engelkes’ greb er at udfolde kong Heinrichs tilnavn ”der Vogler” som en royal fuglefænger, der råder over mange fuglearter eller ’ordener’, som man jo også har inden for det riddervæsen, vi kender fra mere naturalistiske opsætninger af Lohengrin. Den altdominerende orden i denne eventyrfortælling er høns: høner og haner; dog har de ofte lattervækkende fugle også en mørk bagside, som bliver synlig fra 2. akt: de er også rovfugle, men i det skjulte.

Linus Fellbom står for både lysregi og scenografi. Det hele er yderst stramt komponeret: Meget store, hvide firkantede blokke kan anbringes og kombineres på forskellige måder, vandret eller lodret; en mindre midterfirkant kan både være kampplads for Lohengrins og Telramunds duel, badested i skoven og kæmpeseng i brudenatsscenen. Der kan projiceres skygger og skyggebilleder op på de store lodrette vægge, mest overvældende i slutscenen, da svanen (som vi ellers ikke har set noget til) kommer flyvende for at hente Lohengrin tilbage til Gralsborgen. Der er mange vajende faner (med fuglenes forskellige ’fjervåben’), men ingen rigtige våben; alt er stiliseret, ligesom tvekampen er en ren pantomime.

Anna Ardelius’ kostumer og masker er et kapitel for sig. Fuglekongen Heinrichs tre kostumer må kunne indstilles til en pris som sæsonens mest originale og morsomme. Den i forvejen meget høje Nicolai Elsberg har plateausko på og rager med sit høje hår og et regalt fuglebur på en lang stang højt op over alle. Herolden – som her fremstilles som en slags dirigent af begivenhederne på scenen – er den eneste i blåt. Fuglemenneskene er alle klædt i hvidt, men med forskellige farverige kalotter eller hovedbeklædninger. Og altså med en – af Eytan Sivak koreograferet – hønseadfærd. Det er muntert grænsende til det forstyrrende, fordi korpartiet i Lohengrin er så stort og meget af tiden handler om (som tysker) at ruste sig til krig mod fjenden fra øst.

Sang og musik

Heldigvis får eventyrets centrale scener lov til at stå meget rent, og især i 3. akt er niveauet højt. Man mærker, at flere af sangerne er meget Wagner-erfarne. I brudekammerscenen kan man nyde Sabina Bisholts Elsa og Joachim Bäckströms Lohengrin: de er meget smukke at se på, og der er vokal balance og smukt formet dialog mellem dem. Bisholt er i besiddelse af en virkelig smuk lyrisk sopran, som her kommer til sin ret, mens hun har noget besvær med at trænge igennem orkestermuren i 1. og 2. akt. Operaens tørre akustik hjælper heller ikke. Bäckströms flotte tenor har gedigen helte- og metalklang, og en svag tendens til at intonere højtonerne lidt for lavt forsvinder næsten helt i 3. akt, hvor han bl.a. leverer en bevægende Gralsfortælling og en flot slutscene. Skurkeparret leverer varen, som fra Wagners side er helt skarpt tegnet: Ólafur Sigurdarson som en voldsom, opblæst og ubehagelig Telramund; Martina Dike som hans hustru, den intrigante troldkvinde Ortrud – også vokalt en slags hedensk Kundry, dog helt uden formildende omstændigheder eller anger. Den gådefulde Herold synges og spilles meget overbevisende af Luthando Qave, og som den herligt kostumerede kong Heinrich leverer Nicolai Elsberg en rørende og vokalt meget nuanceret toppræstation.

Det store kor – 30 mænd og 20 kvinder – fylder den store scene helt ud, både fysisk og vokalt, i fortissimo dog på grænsen til det musikalsk berettigede. Den spøjse koreografi og legen med ”dobbeltgængere” i form af personlige dukketeaterkopier i legemsstørrelse klarer koret med bravour. Min eneste reservation er som nævnt den sære kontrast mellem bevingede, let komiske væsener og oprustningslyrik.

Malmö Operas 1. gæstedirigent Patrik Ringborg kan sin Wagner. Han har dirigeret alle de kendte værker, og dette er hans fjerde Lohengrin-produktion. Han styrer stensikkert det store apparat – også når det er allermest udfoldet med masser af trompeter og basuner både i graven, på scenen og i salen. Wagners iørefaldende og let tilgængelige musik, med de umiddelbart genkendelige ledemotiver, spænder fra det sarteste pianissimo i forspillet til 1. akt til det kraftigste fortissimo i 3. akts massescener. Der er et skønt flow i musikken, og man mærker virkelig, at Wagner her ikke længere deler musikken op i klart adskilte ”numre”, men tænker den som en ubrudt helhed.

Et lykkeligt eventyr?

Som nævnt slutter denne udgave af Lohengrin ikke, og som sædvanligt, med Elsa tragiske død. Her sørger Elsa over at miste sin magiske ægtemand, men hun forløses samtidig af sit dybe sorgtraume ved at få sin lillebror tilbage, og de forenes i glæde. Så egentlig har eventyret en happy end, og det giver mening, hvis man godtager præmissen om at det hele er eventyret om Elsas drøm (iscenesat af Herolden?).

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om fugle-temaet som visuel ramme: giver den dramaet en ny, vigtig betydning? Eller er det mest af alt en meget kreativ leg med associationer? Jeg hælder til at acceptere eventyrvinklen som et psykologisk gyldigt greb om fortællingen – så selvom mange detaljer kan være svære at forstå, er det konstant interessant og engagerende (og ofte morsomt) at se på. Det sanglige niveau er rigtig godt, mens orkesterspillet – og de mange scener med musikere på scenen og i salen – er på meget højt niveau. Er man åben for nye vinkler på klassiske dramaer, så er Malmös Lohengrin en eventyrlig tur i operakarrusellen, også kaldet et Gesamtkunstwerk.

Lohengrin

Malmö Opera

Set ved premieren den 26. oktober 2025

Komponist og libretto: Richard Wagner

Musikalsk ledelse: Patrik Ringborg

Iscenesættelse: Charlotte Engelkes

Scenografi og lys: Linus Fellbom

Kostumer: Anna Ardelius

Koreografi: Eytan Sivak

Video: Johannes Ferm Winkler

Lohengrin: Joachim Bäckström

Elsa: Sabina Bisholt

Kong Heinrich: Nicolai Elsberg

Telramund: Ólafur Sigurdarson

Ortrud: Martina Dike

Herolden: Luthando Qave

m.fl.

Malmö Operaorkester og Operakör