Foto: Miklos Szabo / DKT

Dystert kvad om kærlighed

Asle og Alida på Det Kongelige Teater

Anmeldt af Anne Holm

******

Asle og Alida er unge. 17 år. De har mødt hinanden ved et bryllup, hvor Asle spillede fiol sammen med sin far. Det var kærlighed ved første øjekast. De blev forelskede, svævede i og på kærligheden, og nu er de sammen, og Alida er med barn. De har forladt den lille by, de kommer fra, og vandrer nu rundt i byen Bjørgvin og leder efter et sted at bo, men ingen vil lukke dem ind. Ingen vil give et ungt ugift par, hvor kvinden er gravid, tag over hovedet og et sted at hvile. Så de vandrer rundt, søgende og trætte. De er snavsede, sultne, slidte – men stadig sikre på hinanden og deres kærlighed, Asle og Alida.

Librettoen til den danske komponist Bent Sørensens og den norske forfatter Jon Fosses opera, Asle og Alida, har Jon Fosse skrevet over sin egen trilogi: ”Andvake”, ”Olavs draumar” og ”Kveldsvævd”. I operaen, som varer to timer og 10 minutter – inklusiv en pause på en halv time – er handlingen den, at Asle og Alida i første akt leder efter et sted at bo og finder det, og at Alida, som nu har født sønnen Sigvald, i anden akt bliver konfronteret med de ulykkelige konsekvenser af Asles forsøg på at finde et sted, de kan bo, og må beslutte sig for, hvordan hun og Sigvald kommer videre.

Hvis man har læst Jon Fosses værker, vil man måske tænke: ”Det lyder meget kort og prosaisk”, men sådan er det. Jon Fosse skriver værker, hvor fortællemåden er indvævet i fortællingen, handling og sprog går op i en højere enhed, og hvis man forsøger at isolere handlingen og trække den ud af fortællestilen, så bliver det prosaisk. Var man udiplomatisk, ville man sige ”næsten kedeligt”. Når en libretto lever i sin egen ret, er den en blanding af et drama og et digt – figurerne lever og agerer, og samtidig synger de om det i et abstrakt, poetisk sprog. Hvis en librettist vælger, at figurerne skal stå og tale til hinanden i et enkelt sprog om, hvad de føler – hvilket er det, der sker med mange af Jon Fosses dialoger, når de ikke er svøbt ind i sprogpoetisk cellofan – så skal underlægningsmusikken, operaens toner gerne sætte ind der, hvor sproget hører op, eller ikke rækker.

Synger på nynorsk

Det lykkes ikke rigtig i Asle og Alida. Bent Sørensens musik er så smuk, nuanceret, melodiøs, varieret, med indslag af skævt slagtøj og underskønne korpassager; rig og udtryksfuld i sig selv – men arierne virker løsrevne fra den musikalske sammenhæng, fordi teksten er kedelig. Tekst og musik når ikke rigtig frem til at væve sig ind i hinanden og gå op i en højere enhed og blive til – ja, en opera.

Og når det hele så foregår i den samme scenografi fra begyndelse til slut, en scenografi, som bogstavelig talt ikke bevæger sig en millimeter, så bliver det hele mærkeligt udramatisk. Ikke fordi scenografien ikke er visuelt stimulerende og flot. I forgrunden strækker to stengærder sig fra den ene side af scenen til den anden; det giver mindelser om en kyst; bag gærderne er en bræddevæg, som kan illudere Bjørgvins uimødekommende husgavle, og bagest er et lærred, hvor billeder og lysindtryk kan kastes op, men scenen ligger alt i alt under hele forestillingen hen i et dunkelt livløst mørke, og man efterlades med et fuldstændig stillestående indtryk – upåagtet at handlingen egentlig kredser om så voldsomme og dramatiske begivenheder som fødsel og død, og begreber som tro, håb og kærlighed. Det eneste, der på sarteste vis tænder et lys i mørket, er ikke en visuel ting, men dét, at sangerne synger på nynorsk…

Opsætningen på Operaen i København er en samproduktion med Bergen Nasjonale Opera, som har bestilt værket. Operaen havde verdenspremiere i marts i Bergen, og forestillingen er flyttet herfra til København med iscenesættelse, scenografi og sangere: Louise McClelland Jacobsen synger Alida, Wiktor Sundqvist synger Asle, og i mindre roller omkring dem høres Johannes Weisser, Randi Stene og Christina Jønsi samt Frank Kjosås i en halvt talende/halvt syngende rolle.

Bent Sørensen har desuden sat en spillemand, som i dette tilfælde er en kvinde, Alma Serafin Kraggerud, på scenen, og det er en fin effekt, eftersom det, at Asle er spillemand, spiller en central rolle i fortællingen og for Asle og Alidas kærlighed, mens man aldrig oplever Asle spille.

Hvor lidt, eller hvor meget, eller hvad overhovedet, skal der til, for at en opera er en opera og ikke et tonedigt eller en sangsymfoni? Denne anmelder vil nok hellere læse Jon Fosses trilogi, som den oprindelig er skrevet, end opleve den sat i opera, og så høre Bent Sørensens musik for sig selv. Men da der er langt mellem nutidsoperaer skrevet af en dansk komponist og Bent Sørensens musik absolut er en tur i operaen værd – Det Kongelige Kapel spiller fremragende under ledelse af Eivind Gullberg Jensen og sangerne er yderst velsyngende – vil denne anmelder anbefale, at man går i Operaen og oplever Asle og Alida. 

Asle og Alida

Det Kongelige Teater

Set ved generalprøven den 19. maj 2025

Musik: Bent Sørensen

Libretto: Jon Fosse

Musikalsk ledelse: Eivind Gullberg Jensen

Iscenesættelse: Sofia Adrian Jupither

Scenografi: Erlend Birkeland

Kostumedesign: Maria Geber

Lysdesign: Ellen Ruge

Videodesign: Emi Stahl

Asle: Wiktor Sundqvist

Alida: Louise McClelland Jacobsen

Den ældre mand: Johannes Weisser

Den ældre kvinde: Randi Stene

Den yngre kvinde: Christina Jønsi

Åsleik: Frank Kjosås

Sopransolo: Mette Grosbøl

Mezzosopransolo: Line Juul Andersen

Tenorsolo: Kenneth Reid

Stemmen: Emil Johan Hellene Fonneland

Herrestemme: Johannes Sejersted Bødtker

Kvindestemme: Signe Lind

Spillemand: Alma Serafin Kraggerud

Det Kongelige Operakor

Det Kongelige Kapel