Tannhäuser på Helsingør Kammeropera. Foto:Henrik Schurmann

Stor kunst på lille scene

 Anmeldt af Sanne Caft

 ******

Richard Wagner er en operamæssig mastodont både i kraft at sine operaers tankegods, komplekse handlinger og musikkens intrikate form med utallige ledemotiver, storladne passager og intime øjeblikke.

Kammeroperaen, der holder til i det charmerende lille teaterhus i Helsingør, fortsætter sin succes med at opsætte tilpassede versioner af mesterens værker. Senest Ringen på en aften, som fløj tilhørerne igennem kæmpeværket med sikker hånd, og som Ascolta anmeldte til seks stjerner. Samme sikre hånd hviler over Tannhäuser, der på lidt over tre timer udfolder værket – uden overtekster og dog klart og tydeligt formidlet.

Instruktør Stig Fogh Andersens kendetegn er – og var – personfremstilling, der både rummer det store og det små. Patos og antydninger. Da Elisabeth og Tannhäuser sidder på hver sin stolerække under sangerkonkurrencens optakt, læner de sig fysisk mod hinanden, rejser sig åbenlyst tiltrukket, inden de må bryde af og fokusere på konkurrencen. Wolfram skal synge først og vinkler mikrofonstativet på croonermåden, inden han synger de banaliteter om kærlighed, der sætter Tannhäuser i arrigt modsvar.

Tannhäuser er komponeret midt i Wagners oeuvre og rækker både bagud og frem i hans værker. En dualitet, der på en måde blev afspejlet i Catia Haubergs scenografiske og enkle dobbelthed, hvor fotostater af drømmende vandfyldt natur og klaustrofobisk brutalistisk elevatorskakt havde samklang med de to kvinder, der holder Tannhäuser udspændt mellem sig i evig frustreret, uafklaret pine. Mareridtsagtige sekvenser med blødt, blåt lys med herreholdet og Camilla Illeborg i dyremasker, kastede Tannhäuser ud i angstfuld forvirring og ensomhed.

Sublime sangere

Sangerholdet var sublimt. Kristiane Kaisers Elisabeth havde sødmen, omsorgsfuldheden og den lange venten i sig og leverede en på en gang voldsom og inderlig ”Dich Teure Halle”, der stemte forventningen højt til det sanglige niveau, hvilket blev indfriet. Elisabeth indeholdt også en kerne af stål, da hun sidst i operaen løftede sit kors over hovedet og langsomt, definitivt lod det falde til jorden ved Tannhäusers fødder, mens han lå bevidstløst udmattet på en bænk, returneret fra Rom og med pavens afvisning i ørerne.

Philippa Colds Venus var sensuel i stemme og krop og legemliggjorde tydeligt, hvorfor hun og Venusbjergets æggende, lokkende hule kunne trække mænd til. I denne version tilført stoffer i form af ampuller, som dirrende blev løftet til munden og tømt. Og som sidst i operaen var tomme, som livet i Venusbjergets dunkelhed også var.

Herreholdet var en fryd fra dybe basser til smeltende tenor. Joel Kyhle, Gustav Wenzel Most, Martin Møller Vilbrand, John Olsen og Steffen Bruun agerede bagstræberiske sangere, der skoser Tannhäusers ønske om nyt og anderledes, mens de med små virkemidler formåede at skabe individuelle karakterer i noget, der nemt kunne være ende som en flade af ensartethed. Morten Frank Larsens Wolfram von Eschenbach var tilpasset det lille teaterrum og ”O du, mein holder Abendstern” sad præcist, hvor den skulle med al den stille eftertænksomhed, som øjeblikket kalder på.

David Danholts Tannhäuser var der ikke noget at sætte en finger på. Vokalt smuk og sikker. Scenisk gik han mere og mere i opløsning med jaget blik og rodet tøj. Han formidlede menneskelig smerte og afmagt, da han faldt på knæ foran Elisabeth inden den frugtesløse pilgrimsfærd til Rom. En fysisk nærværende tilstedeværelse, der rakte vokalt og scenisk ud til bagerste række.

Kammeroperaen er begyndt at samarbejde med Sct. Olai vokalensemble, hvilket er et klart plus. Her agerede de publikum til sangerkonkurrencen sammen med det virkelige publikum og bidrog vokalt til korpartierne og særligt pilgrimskorets ekstatiske eftertænksomhed, så taget løftede sig.

Vel er formatet lille, men vingefanget er stort. Det lille kammerensemble under ledelse af Leif Greibe var udvidet til 10 musikere, der tilsyneladende ubesværet gav Wagners gigantiske partitur fylde og flyvehøjde. Fra Waldhornets indledende, smægtende dybe klange, i de langsomme passager til sidste tone, der fik premierepublikummet til at flyve op fra stolene og klappe begejstret.

 

Tannhäuser

Helsingør Kammeropera

Set ved premieren den 6. april 2025

 

Komponist og librettist: Richard Wagner

Iscenesættelse: Stig Fogh Andersen

Kapelmester: Leif Greibe

Scenografi: Catia Hauberg

Lysdesign: Viktor Holm Lauridsen

Musikalsk arrangement: Leif Greibe

Korsyngemester: Roland Haraldson

Instruktørassistent/dramaturg: Philip Briggs Madsen

Producent: Camilla Illeborg

Tannhäuser: David Danholt

Elisabeth: Kristiane Kaiser

Venus: Philippa Cold

Wolfram von Eschenbach: Morten Frank Larsen

Herman: Joel Kyhle

Walther von der Vogelweide: Gustav Wenzel Most

Biterolf: Martin Møller Vilbrand

Heinrich der Schreiber: John Olsen

Reinmar von Zweter: Steffen Bruun

En ung hyrde: Camilla Illeborg

Skt. Olai Vokalensemble

Musikere fra Det Kongelige Kapel