Beckmesser og von Stolzing i infight. Foto: Miklos Szabo / DK

Den salige morgendrøm

Anmeldt af Lars Ole Bonde

******

I sine eksilår i slutningen af 1850’erne gik Wagner i stå med kompositionen af Nibelungens Ring. Han skabte i den periode, hvor Ringen var lagt til side, to andre mesterværker – først Tristan og Isolde (uropført 1865) og derefter Mestersangerne i Nürnberg (1868). På mange måder er de to værker, som begge er inspireret af Arthur Schopenhauers filosofi, spejlbilleder af hinanden: tragedie versus komedie, nattedrømmeverden over for Sankthanssommerlys, to trekantsdramaer med henholdsvis ulykkelig og lykkelig udgang. Og mens Kong Marke (uden at vide det) kommer i vejen for Tristan og Isoldes kærlighed, er Hans Sachs klog nok til at lade den skønne Eva få sin Walther, selvom Eva altid har haft en særlig plads i hans hjerte. Wagner lader direkte Sachs sige, at han bestemt ikke vil lide samme skæbne som Kong Marke – musikalsk ledsaget af de tragiske kernetemaer fra Tristan og Isolde. Nej, skomageren og mestersangeren Hans Sachs er en helt af Shakespearesk format: fordomsfri kunstner, dygtig håndværker, livsklog og underfundig. Men også en helt med skyggesider. Sådan møder vi ham også i denne opsætning, nuanceret og fængslende gestaltet af Johan Reuter.
Instruktøren Laurent Pelly (her ved genopsætningsinstruktøren Luc Birraux) har stor sans for dybderne i Wagners komedie, så også de mørke farver i fortællingen og musikken kommer frem. Kernescenen i denne fortolkning er Sachs’ monolog om verdens vanvid, ”Wahn, Wahn, überall Wahn”, der synges direkte til publikum og altså gennembryder ’den fjerde væg’. Sachs ser ikke bare verdens dårskab klart; han erkender også, at han selv er offer for vrangforestillinger, umulige længsler og tåbelige illusioner. Som publikum inviteres vi til at reflektere med: Hvordan har vi det selv med verdens og vores egen dårskab?

Fremragende iscenesættelse
Det er et af den drevne teaterinstruktørs kendetegn, at han benytter det meta-lag, der er i Wagners opera – sangteater om kunstens betydning i tilværelsen, i særdeleshed sangkunstens – til på raffineret vis at få os til at gå ind i problemstillingerne. Andre kvalitetskendetegn er den enormt detaljerede personinstruktion og den tvetydige scenografi. Vi er meget langt fra det klassisk-idylliske senmiddelalder-Nürnberg, som var almindeligt forekommende langt op i det 20. århundredes iscenesættelser. Pelly og scenografen Caroline Ginet skriver i programhæftet, at mestersangernes lukkede og snævre provinsverden her præsenteres som ”en bygning, der er faldet sammen, hvor et stort loft er faldet ned på gulvet, og hvor man foregiver at genopbygge Nürnberg i pap, som var det en børneleg”.
Jeg er ikke helt sikker på, at denne metaforik rammer plet, men det visuelle – virkelig flot indrammet af Urs Schönebaums lysdesign – fungerer upåklageligt og skaber med flittig brug af drejescenen mange morsomme situationer og tankevækkende scenebilleder. Et herligt eksempel er det øjeblik, hvor mestrene stiller sig i positur bag en kolossal, ramponeret ramme til et guldaldermaleri og fryses fast som til et fotografi. Man kan næsten ikke undgå at komme til at tænke på Krøyers parademaleri ”Fra Københavns Børs” med de poserende pengemænd. Også kostumerne, som Pelly står for sammen med Jean-Jaques Delmotte, bidrager til den nænsomme aktualisering: Mestrenes luvslidte frakker, håndværkernes stiliserede tøj, Walthers skødesløse hvide skjorte og mørkegrønne bukser.
Det mest effektive og overbevisende greb er dog nok Pellys musikalsk drevne personinstruktion – ikke mindst mestrenes stive og kejtede, men synkroniserede bevægelsesmønstre fremkalder smil, og den hektisk-nervøse Beckmessers bevægelser er stedvis ren slapstick, koreograferet til musikken.

Et overflødighedshorn
Man forstår godt, at operachef Elisabeth Linton er stolt over at kunne præsentere Mestersangerne for første gang på Dokøen. Det store opbud af medvirkende og de mange sceneskift passer perfekt til Operaens store scene. Wagners opera har tre-fire meget store partier, lige så mange mellemstore plus en masse mindre roller. De sidste – især de mange mestersangere – udfyldes af medlemmer af operaens ensemble plus unge sangere fra Operaakademiet. Alle gør det virkelig godt; ingen nævnt, ingen glemt. I mellemstore roller høres Hanne Fischer som en meget charmerende og ungdommelig Magdalene, Jens Søndergaard ved prægtig stemme som den ultrakonservative bagermester Fritz Kothner og den norske gæst Jens-Erik Aasbø, hvis flotte bas står i kontrast til hans affældige ydre som Veit Pogner, oldermand og far til gevinsten i sangerkonkurrencen, Eva. Hun synges med smuk lyrisk og glasklar sopran af den britisk-canadiske gæst Jessica Muirhead.
Sachs’ lærling David synges af Jacob Skov Andersen, der klarer både rollens vokale og skuespilmæssige udfordringer med bravour. Han er simpelthen kær og sjov som den usikre, forelskede ungersvend. Den vanskelige rolle som komediens skurk, den pedantiske skriver Sixtus Beckmesser synges og spilles vidunderligt af den norske baryton Tom Erik Lie. Hans hæmmede og flagrende gestik kan genkalde minder om salig Jørgen Reenberg som admiralen i Pinafore, men denne Beckmesser er mere agil. Det skaber det ene morsomme forløb efter det andet, kulminerende i 2. akts mislykkede serenade, hvor Sachs markerer alle fejl med slag af sin skomagerhammer. Den frustrerede bejler udløser aktens afsluttende kæmpeslagsmål, som også er imponerende virkeliggjort med næsten samtlige medvirkende i håndgemæng.
I rollen som kunstnersjælen Walther von Stolzing, der provokerer de konservative mestre med sin nærmest improviserede skønsang, høres tenoren Magnus Vigilius, der nu har 10 års erfaring som wagnersk heltetenor, i stigende grad i udlandet. Partiet ligger godt for ham som sanger og skuespiller, både de dominerende lysriske dele og de kortere, men vigtige koleriske afsnit, hvor temperamentet koger over i den unge junker, som ikke er god til at modtage kritik. Det er en fornøjelse at følge Vigilius’ udvikling i Wagner-faget.
Den altdominerende hovedrolle er dog Hans Sachs, som sangligt er på banen næsten halvdelen af de fire en halv timers spilletid. Johan Reuter har sunget partiet før, senest i Berlin, og han skaber med stor vokal og scenisk autoritet et stærkt og nuanceret portræt af et menneske med mange facetter. Vel har Reuters stemme ikke den samme perfektion i intonation og klangbehandling som for nogle år siden. Ikke desto mindre giver han os et fuldgyldigt portræt af et menneske, der gennemskuer verdens ’vanvid’ og – i ord og handling og på trods af egne behov – kæmper for den levende kunst som det eneste middel til at overleve samme vanvid. Hans værksted er fyldt med bøger, og man skulle næsten tro, at han havde læst Schopenhauer!
Det Kongelige Operakor løfter den store opgave til ug – med en mægtig samlet klang i den indledende salme og den herlige ’reformatoriske koral’ i 3. akt og med fint differentierede grupper i både 2. og 3. akt.
Også Det Kongelige Kapel har en stor aften. Efter en smule usikkerhed i ouverturens høje starttempo samlede klang og frasering sig til en skøn, medfortællende strøm fra orkestergraven. Dirigenten Axel Kober har stor Wagner-erfaring, også fra Bayreuth, så vores ligeledes Wagner-erfarne orkester er i meget sikre hænder hos ham. Det er frydefuldt, når strygerklangen balancerer så præcist og delikat med de virtuost spillende blæsere.

En stor teateroplevelse
Trekantsdramaet bruges som motor til at fortælle en historie, der egentlig handler om forholdet mellem tradition og fornyelse i kunsten. Yderpolerne er her den rigide tradition, som repræsenteres af mestersangerlauget, og den revolutionære improvisation, som Walther står for. Imellem dem står Sachs, der forstår begge dele og ønsker en syntese af det bedste fra begge sider – en kunst, som også har folkelig appel. Beckmessers spydige bemærkning om, at Sachs kun skriver ’slagere’ (Gassenhauer) viser kun ’mærkeren’s egen begrænsning. Den midtersøgende kunst lever i Sachs’ egen musik, for eksempel i den storladne reformationssalme ”Wach auf!” i 3. akt, og fremtidens i Walthers formmæssigt regelbundne prissang. Så den æstetiske diskussion lever fint i forestillingen.
Men denne opsætning af Mestersangerne er nu først og fremmest en stor teateroplevelse. At tekst og musik fra Wagners hånd er fuld af guld og ædelstene ved vi godt, men det kræver et godt team, med en dygtig instruktør i spidsen at få det hele til at funkle. Og det gør det denne gang. Vi bliver som publikum virkelig godt underholdt, men samtidig og lige til det sidste opfordret til at tænke over meningen med galskaben. For hvad betyder det, at det er Eva og Walther, der trækker tæppet for til sidst? Er det et endegyldigt brud med mestersangernes regelstyrede teater? En ny illusion om en meget bedre fremtid? Eller en forsonende gestus fra den fornyende generation til fortidens mestre, en ny drøm om en kunst der både er levende og folkelig?
I 3. akt døber Sachs den smukke nye sang, som Walther har frembragt, med navnet “selige Morgentraumdeut-Weise” – i forlængelse af den sandhedsværdi, han allerede i 1. akt tilkender drømme som digtningens grundstof. Man behøver ikke være psykoanalytiker for at vide, at drømmes sandhedsværdi kan være både stor og lille, komisk og tragisk. Som vi oplever det her.

Mestersangerne i Nürnberg
Det Kongelige Teater
Set ved premieren den 16. marts 2025

Komponist og librettist: Richard Wagner

Dirigent: Axel Kober
Korsyngemester: Allesandro Zuppardo

Iscenesættelse: Laurent Pelly
Genopsætningsinstruktør: Luc Birraux
Scenografi: Caroline Ginet
Kostumedesign: Laurent Pelly, Jean-Jacques Delmotte
Lysdesign: Urs Schönebaum

Hans Sachs: Johan Reuter
Sixtus Beckmesser: Tom Erik Lie
Eva: Jessica Muirhead
Walther von Stolzing: Magnus Vigilius
Veit Pogner: Jens-Erik Aasbø
David: Jacob Skov Andersen
Magdalene: Hanne Fischer
Fritz Kothner: Jens Søndergaard
Kunz Vogelgesang: Jens Christian Tvilum
Konrad Nachtigall: Henning von Schulman
Balthasar Zorn: Fredrik Bjellsäter
Ulrich Esslinger: Niels Jørgen Riis
Augustin Moser: Petter Moen
Hermann Ortel: Simon Duus
Hans Schwarz: Kyungil Ko
Hans Filtz: Per Bach Nissen
En nattevægter: Nicolai Elsberg
Desuden en række unge sangere som læredrenge.

Det Kongelige Operakor
Det Kongelige Kapel