Slotsopera på Taasinge

‘OPROP’ til det danske operapublikum

Af Peter Wang

Før SLOTSOPERA begyndte at røre ved historien, var der vist ingen, der nogensinde havde hørt om de frygtelige begivenheder, der muligvis kunne havde fundet sted ved Valdemars Slot i befrielsesdagene i 1945. Historien er da også så fantastisk, at det har været nødvendigt at blande en god portion løgn ind i den for at få den til at se troværdig ud.
Ikke blot gennem hovedpersonens fornavn, men også gennem det, der kunne have fundet sted, har historien tilmed en så forbløffende lighed med Puccinis opera Tosca, at det har været naturligt for SLOTSOPERAEN at lægge sig så tæt op ad dennes tekst og musik:
Billedhuggeren, Marius, bliver sagesløst blandet ind i en affære med baron Juel-Brockdorff, der som frihedskæmper i slutningen af besættelsestiden er flygtet fra arresten i Svendborg. Da Marius hjælper baronen videre på flugt, bliver han medskyldig og kommer dermed i Gestapo-kommandant Schäfers søgelys.
Marius’ kæreste, sangerinden Tosca, er jaloux og bliver dermed sårbar overfor Schäfers forhør. Marius tages til fange og bliver udsat for udvidet tredje grads forhør; han holder stand indtil Montgomerys berømte budskab om tyskernes overgivelse i Nordvesttyskland, Holland og Danmark gjalder ud gennem radioen. Hans spontane udråb ”Befriet, befriet!” medfører en øjeblikkelig dødsdom.
Tosca bliver tilbudt at købe sin kæreste fri ved at give Schäfer et regulært blowjob, men i stedet benytter hun hans sårbare blottelse til at dræbe ham. Forinden har hun fået ham til at udstede et pas, så hun kan flygte sammen med Marius – dog kun på den betingelse, at Marius, ligesom en tidligere Gestapo-fange, grev Stiernholm, gennemgår en skinhenrettelse, fordi Schäfers svindelnummer jo skal sløres:
Men, ak – skin-henrettelsen var en skin-skin-henrettelse. Marius bliver skudt og Tosca må flygte ud i skoven. En tysk soldat følger efter; der lyder et skud fra det fjerne, men hvad der egentlig skete, fortaber sig i sommernattens mørke.
Det lyder unægteligt som en historie, man har hørt før, men Anne Barslev har tilført den en række af sine velkendte, geniale twists. Den grumme historie bliver tilpasset omgivelserne og tilføres et drys af humor: kommandant Schäfer er virkelig en lummer karl, der kælent fodrer gårdspladsens høns med vindruer samtidig med, at han udsteder sine grusomme ordrer. Og den slags er der masser af.
Sangligt og artistisk er niveauet naturligvis tårnhøjt, men det vender jeg tilbage til i min anmeldelse i oktober-nummeret af ASCOLTA.
Men tag nu en smuttur til Tåsinge og se forestillingen, der stadig spiller den 7., 8., 10. og 11. august. Billetterne kan købes på SLOTSOPERAENs hjemmeside. Tåsinge ligger så centralt, at I – uanset hvori bor i Danmark – nemt kan køre frem og tilbage inden solopgang.
I vil ikke fortryde det, men det risikerer I at gøre, hvis I lader være.