Foto: Miklos Szabo

Regnbuefarvet opera med et twist

Anmeldt af Anne Holm

******

Hvis man har et problem med Pride, LGBT+ eller mænd i kvindetøj, så skal man ikke gå ind på Gamle Scene og se operaforestillingen Begærets mysterier. For forestillingen, som er skabt af den polske operainstruktør og librettist Krystian Lada til Det Kongelige Teater og netop har haft urpremiere, midt i WorldPride-ugen, er Pride og queer og kønsballade for fuld musik.
Om man vil beskrive forestillingen som et overflødighedshorn, eller et virvar må afhænge lidt af éns temperament. Men uanset hvad var denne anmelder enig med sig selv og sine ledsagere til premieren om, at rent sangligt og musikalsk var det en oplevelse, man kun kunne blive glad og varm om hjertet af.
Opera-hit på opera-hit suppleret af symfoniske poprockhits sunget af dygtige sangere med smukke stemmer, overbevisning og indlevelse – mit musikalske hjerte, hvad vil du mere? De medvirkende på scenen leverede et overdådigt musikalsk show – hvis man kan tillade sig at sige det sådan, når det er Wagner, Verdi, Puccini og Händel, der har leveret noderne – og salen kvitterede med jubel, tilråb og stående klapsalver til sidst. Premieren var en festforestilling.
I pressematerialet bliver Begærets mysterier solgt som en dyster sag – billederne er dunkle og mystiske, og plottet beskrives som en krimi og en thriller. Men når den engelske drag queen Daniel Jacob med kunstnernavnet Vinegar Strokes – en yngre, lettere korpulent herre med overskæg iført en skinnede hvid satin-corsage og stiletter – et kort stykke ind i forestillingen byder gæsterne velkommen på sit motel ved at synge ”In diesen heil’gen Hallen” fra Mozarts Tryllefløjten, forstår man, hvorfor instruktøren Krystian Lada i programmet er citeret for at beskrive sin forestilling med ordene: ”Queer and quirky, campee and playfull” – hvilket betyder noget i retning af skæv og finurlig, overdrevet, ironisk og legende.
For forestillingen er det hele – den er bare for meget på alle måder, og alligevel rammer den på en eller anden måde alligevel hovedet på sømmet, når det handler om at fortælle, at begær oplever vi alle, og det kan godt være, at det umiddelbart ser ud, som om der er forskel på, hvordan og hvem vi begærer, men når det kommer til stykket, så er de følelser, vi har de samme, uanset hvordan begæret udfolder sig på tværs af køn og seksualitet og begærets retning.

På et motel
Handlingen i Begærets mysterier udspiller sig på et motel, hvortil den anonyme Hr. D har inviteret sine nærmeste: Sin hengivne kone gennem mere end 30 år, Fru D (Ann Petersen); sin assistent og hemmelige elsker (Simon Duus), som både ligger under for og beundrer Hr. D; den tidligere matematiklærerinde, nu professionelle dominatrix, som også er enlig mor til to (Elisabeth Jansson) og Hr. og Fru D’s transkønnede søn, som Hr. D uden at fortælle sin kone det har forstødt for mange år siden, og som nu er vendt tilbage (Adrian Angelico).
Til motellet kommer så også en lejemorder, som er blevet hyret til at slå Hr. D ihjel, men som også har sin egen hemmelige agenda: at udslette patriarkatet (Samuel Mariño) – et ædelt formål, som fik sin opbakning fra publikum, hver gang det blev nævnt).
Det er med andre ord en flok, som med god ret kunne have temmelig mange horn i siden på Hr. D – som de dog også alle sammen tydeligvis er dybt afhængige af – og det kommer ikke helt bag på én, da Hr. D bliver skudt, og forestillingen forvandles til en ”hvem gjorde det-fortælling”.
Uden at røbe for meget, kan man godt sige, at krimiplottet ikke er så vigtigt. Pointen ligger i den forløsning, figurerne hver især oplever, da Hr. D er død, og de ikke længere er bundet af den relation, de har til ham. Hr. D’s død forandrer alt.
Hele denne følelsesmæssige rejse, figurerne skal igennem, beskrives så på bedste drag-vis ved hjælp af store musikalske rober og lånte fjer. Kendte musikstykker, arier og sange tages ud af deres vante sammenhæng og præsenteres som enkeltstående juveler – og så kan man bare konstatere, at det er yderst effektfuldt, når Wagners Liebestod fra Tristan og Isolde synges af Fru D og bruges til at beskrive hendes følelser, da hun tager afsked med den mand, som har snydt og bedraget hende i årevis, men som hun på trods af alt har elsket og stadigvæk elsker. Det er ikke lige den sammenhæng, man plejer at opleve Liebestod i – men det virker.

Vante følelser
Og nu er det jo ikke, fordi stærke følelser, som kærlighed og begær, magt og mord, eller leg med køn, seksualitet og kærlighed er fremmede begreber i operagenren. Bukseroller, hvor kvinder optræder som mænd, eller som en del af handlingen klæder sig ud som mænd, er almindelige, og en opera uden to mennesker, der forelsker sig og begærer – også på tværs af køn og konventioner – er nok slet ikke en opera. Der er altid stærke følelser i spil, og det er faktisk nok sjældent, at fornuften sejrer. Men i Begærets mysterier får det hele lige en ekstra gang i tumbleren.
For når bas Simon Duus henimod forestillingens finale giver sig til at synge ”Mon coeur s’ouvre à ta voix”  (Mit hjerte åbner sig …) fra Saint-Saëns Samson og Dalila til stykkets lejemorder, Samuel Mariño, som er mandlig sopran og netop har sunget ”Un pensiero nemico di pace” fra Händels Tidens og Visdommens triumf, så bliver der i mere end én forstand vendt op og ned på begreberne. En mand synger sit hjerte ud til en mand – og en bas synger sit hjerte ud til en mandlig sopran i en arie, som egentlig er skrevet til at blive sunget af en mezzosopran overfor en tenor…?!
Her bliver der ikke kun vendt op og ned på forestillingen om, hvem der begærer hvem, og hvordan det kommer til udtryk, men ideerne om sammenhængen mellem biologi og køn, konventioner og stemme bliver der også prikket lidt til.
Og når den norske mezzosopran Adrian Angelico i rollen som Hr. D’s transkønnede søn – efter at have sunget ”Suicidio! … In questi fieri momenti” fra Ponchiellis La Gioconda i første halvdel af operaen – henimod forestillingens slutning synger Conchita Wursts vindersang fra Eurovision Song Contest 2014, ”Rise like a phoenix”, så er det svært ikke at tænke på, at sangeren, der lægger stemme til Hr. D’s transkønnede søn, Adrian Angelico, engang blev født som kvinde og selv har været igennem den transformation, det er at gå fra at være kvinde til at være mand og opleve en form for genfødsel.
Der bliver kort sagt leget med genren, musikken og stemmerne og med ideerne om, hvordan en opera skal være. Og der bliver på en underfundig og alligevel seriøs måde leget med ideen om, hvad køn er, og i hvilken retning begær kan gå.
Alt bliver serveret i en enkel, men meget flot og effektfuld scenografi af den lettiske arkitekt og scenograf Didzis Jaunzems og med kostumer af designeren Henrik Vibskov, og det hele bliver kun en anelse for meget, når budskabet om mangfoldighed og at der skal være plads til os alle indimellem bliver skåret så meget ud i pap og lagt på staveplade, at man føler sig som en fois gras-gås under fodring.
Men også dét, at man som instruktør har brug for at slå dét fast, så det ikke kan misforstås, kan man godt følge i en tid, hvor LGBT+-rettigheder mange andre steder end lige i Danmark er som et fatamorgana.
Hvis tanken om at blive udsat for lidt kønsballade ligger én fjernt, og man ikke holder af regnbuer, så skal man ikke gå i operaen og opleve Begærets mysterier. Så bliver det en lang aften. Men alle de andre, de på kryds og tværs- og kontrær-kønnede, og så alle dem, der efter en lang corona-tørke rent musikalsk trænger til en aften med opera-highlights og gåsehud, de kan roligt begive sig afsted og glæde sig til en virkelig queer aften i operaen.

Begærets mysterier
Det Kongelige Teater, Gamle Scene
Set ved premieren den 18. august 2021

Musik: Puccini, Porter, Piazzolla, Adés, Mozart, Verdi, Wagner m.fl.
Koncept, videodesign og iscenesættelse: Krystian Lada

Medvirkende
Hr. D’s hustru: Ann Petersen
Hr. D’s transkønnede søn: Adrian Angelico
Professionel dominatrix: Elisabeth Jansson
Hr. D’s hemmelige elsker: Simon Duus
Lejemorder: Samuel Mariño
Motelejer: Vinegar Strokes
Hr. D’s sjæl: Lukas Hartvig-Møller, danser

Holdet bag
Scenografi: Didzis Jaunzems
Kostumedesign: Henrik Vibskov
Lysdesign: Clement Irbil
Musikalsk ledelse: Ewa Strusinska