CPH Opera Festival 2019
George III for fuld skrue
******
Anmeldt af Ida Ravn
I programmet til 8 Songs for a Mad King får vi at vide, at ”det er som et mord på hele operagenren”, når hovedpersonen smadrer et musikinstrument (en violin). Så voldsomt er det heldigvis ikke, når Sten Byriel, dirigent Ian Ryan og Ensemble Storstrøm opfører Peter Maxwell-Davies’ 50 år gamle værk.
”Det var godt nok meget avantgarde”, lød det noget rystet fra en af tilhørerne efter den korte, intense forestilling. Musikken starter med en voldsom disharmoni, der illustrerer kongens (George III) sindstilstand, og skifter derefter mellem at være melodisk, monoton, voldsom og lyrisk. De otte sange er bygget på melodier fra George III’s mekaniske orgel, som han angiveligt forsøgte at lære fuglene (dompap’er) at synge efter. Librettoen er skrevet af Randolph Stow, baseret på tekster af kongen selv.
Meget af teksten afvikles som recitativ/tale-sang, hvor der dog er noteret tonehøjde for ordene. Værket er berygtet for de store krav, som det stiller til sangeren, da partiet strækker sig over 5 oktaver – fra den højeste falset, der nærmer sig Nattens Dronnings toptoner til de allerdybeste bastoner, hvor der næsten kun er varm luft tilbage. Sten Byriel honorerer de stemmemæssige krav på allerbedste vis, og lægger dertil sin store sceneerfaring og skuespilkunst. Dette er meget tydeligt i de intime rammer, som Gethsemane Kirke danner om forestillingen, hvor man sidder meget tæt på. Rummet er i sig selv mørkt og spejler dermed kongens formørkede sind. Dette forsøges yderligere understreget af scenografien, der består af et stort bord og seks mannequiner – iklædt alt fra stor robe omviklet med julelys over havfruehale med indbygget mandligt køn til grønne blade, der klippes af til stor morskab for publikum. Det bliver desværre forstyrrende mere end understregende, og da kongen tager det amerikanske flag, som den ene mannequin bærer, og bruger det som kåbe i den syvende sang, der er baseret på salmen ”Abide with me” og i øvrigt også citerer Händels ”Comfort ye” fra Messias, bliver det (for) fortænkt. Forestillingen ville have stået så meget skarpere og endnu stærkere, hvis man havde stolet på musikken, teksten og den fremragende sanger.
Ensemble Storstrøm spiller musikken med kant og nerve under Ian Rankin, der sammen med musikerne også illuderer statister i starten af forestillingen.
Det er ikke et let tilgængeligt værk, og der er ingen melodier, man nynner på vejen hjem, men den centrale skikkelse i Sten Byriels fortolkning – han bider sig fast. Havde han dog bare fået mere plads.
Gæster på museet
Anmeldt af Bo Basbøll
******
Efter mange års fravær på operascener herhjemme genopførtes – i 100-året for urpremieren – Hakon Børresens og Svend Leopolds enakter Den kongelige Gæst på dette års operafestival. Den ’glemte’ opera var fast på repertoiret på Det Kongelige Teater fra premieren til ind i 1960’erne – i øvrigt med Paul Wiedemann som Dr. Høyer. Ved sit 50-års jubilæum spillede han rollen for 130. gang – et parti han havde haft siden uropførelsen i 1919.
Hvad stiller man så op med en opera, som skal genopsættes så mange år senere? Holder operaens tematik? Handlingen følger Henrik Pontoppidans novelle af samme navn, om end Svend Leopold ændrer slutningen til en handling med lykkelig udgang. Fastholder man samtiden og laver kulisser og kostumer fra dengang – med iscenesættelse en historisk opera? Eller holder man dens tematik op mod vor tid her i 2019 med nutidig scenografi og moderne instruktionsværktøjer? Det sidste kræver, at tematikken stadig er aktuel og vedkommende. Det er den helt klart, hvilket gør en nyopsætning velkommen og berettiget. I denne udgave – sat i scene af Ida Fogh Kiberg og med scenografi af Guido Paevatalu – havde man valgt at det skulle være en tur på museet. Hermed undgik vi diskussionen om det problematiske ved regi-operaen. Alligevel virkede denne opsætning lidt tung og bedaget. Der var dog forsøgt lidt publikumsinddragelse, idet der undervejs blev uddelt et visitkort fra Prins Karneval med oplysningen om aflysning af den oprindelige fest, så han kunne komme til at holde sin egen.
En opdatering af handlingen kunne have været muligt, men normalt vil en sådan fremskrivning af tid og sted virke ’skurrende’ i forhold til musikken, som jo ikke kan løsrives fra den samtid, den er skrevet i. (Wagners musik fra 1876 i forhold til Siegfrieds ankomst i en Mercedes sportsvogn i Kasper Holtens Ragnarok fra februar 2006 på Den Kongelige Opera står i skarp erindring). Men netop i denne udgave af Den kongelige Gæst,hvor musikken jo var nedskaleret til et orkester på fem mand, kunne det måske have været berettiget.
Det er i øvrigt noget af en opgave at omskrive musik for et stort fuldbesat operaorkester til en kvintet! Leif Greibes arrangement fungerede for det meste flot. Efter en lidt kaotisk indledning på ouverturen blev balancen væsentlig bedre, da sangerne kom til, om end der her også var steder med ubalance mellem blæsere og strygere.
Sangerne fungerede i forhold til instruktionen fint – med en flot spillende og syngende Prins Karneval, David Kragh Danving, i front. Lad os høre mere til ham! Hr. og fru Høyer – John W. Olsen og Philippa Cold – sang ligeledes dækkende for rollerne, om end deres personkarakteristik var en kende for skabelonagtig. Især forstod man ikke helt Dr. Høyers bratte skift fra jaloux til nyforelsket ægtemand. Rollerne Ane, Ditte Errboe, og Lillepigen, Julie MeeRa Albertsen, fungerede på opsætningens betingelser som var de bifigurer i en Holberg af komedier.
Alt i alt var det et velkomment bekendtskab med en fortids stor operasucces for Børresen. Lad os få den på repertoiret igen. Lad os se flere bud på denne perle i dansk operahistorie. Og med fuldt orkester!
I øvrigt kan operaen høres på CD i en indspilning på DACAPO med Tina Kiberg, Stig Fogh Andersen og Guido Paevatalu samt på YouTube i udgaven fra DR TV.
Som skabt til Carmen
Anmeldt af Benny Welinder
******
Opera Hedelands scene henligger ved forestillingens start overstrøet med større og mindre betonfragmenter – som efter en større eksplosion? Orkesterbygningen bærer et større antal bygningsdele, så der næppe er plads til en modest dør ind til tobaksfabrikken. Et antal skorstensdele udspyr forestillingen igennem røg af forskellige stærke farver – gemmer der sig en kemisk fabrik bagved? I hvert fald kommer adskillige voksne og børn frem og bærer et stort antal sække rundt på pladsen, idet de gør alt for at undgå militæret. Sækkene lastes på scenens udkant på et transportbånd, som leverer dem til en ventende pick-up. Smuglere? Tid og sted lader sig kun vanskeligt afkode. Byens borgere er klædt i nutidige, farverige gevandter, medens militærets uniformer er til den sparsomme side – Franco tiden, et østland? Men der dyrkes jo tyrefægtning og de overdimensionerede søgelys i 3. akt signalerer vel nærmest en totalitær stat? Og nogle af de biler, som forestillingen igennem køres ind på scenen, er jo helt nutidige?
Måske skal disse gåder betyde, at scenografen ønsker at vise, at forestillingens drama er så universelt, at det kan udspille sig alle steder og til alle tider?
Som skabt til Carmen
Andrea Pellegrinis mezzosopran er som skabt til at synge Carmen. I alle fire akter er hun helt overbevisende, hvad enten hun synger blidt eller råt, hvad enten hun søger at indynde sig hos Don José, er blevet træt af ham, håner ham eller forsøger helt at komme ud af resterne af deres forhold. Når dertil lægges, at hun har en evne til at fylde scenen helt ud, hvor hun end står – at hun så at sige suger alle vores blikke til sig, hvad hun nu gør eller siger – ja, så tiltrækker hun os, selv om hun synger råt og ligefremt om den bristede kærlighed. I slutakten, hvor hendes trang til den ubetingede frihed frem for alt får hende til helt at afvise Don José brutalt, får det så konsekvenser, idet hans forsmåede kærlighed til hende får ham til at stikke hende ned med kniven. Han pakker hende ind i hvid plastic som en slags ligpose og sender hende via transportbåndet som et andet stykke smuglergods over på smuglernes pick-up, medens et bragende festfyrværkeri fejrer Escamillos tyredrab.
Sic transit…
Magnus Vigilius kunne måske have trådt lidt mere i karakter i 1. akt, men i de resterende tre akter var han helt overbevisende som den menige soldat, der i den grad lader sit forhold til Carmen køre galt. Han undervurderer fatalt hendes dybe forelskelse i sin soldat og hendes foragt for at sætte retrætekaldet over hendes dans. Han synger ganske vist en fortræffelig blomsterarie med et fint piano i slutningen, men for Carmen er løbet kørt og resten af operaen er egentlig kun at trække pinen ud.
Hans scene med Escamillo i 3. akt er helt oppe på de høje nagler, både vokalt og dramatisk, og det er kun Michaëlas indgriben, som redder tyrefægterens liv. Nu ved vi, hvor meget hans kærlighed til Carmen betyder for ham, og det er da ikke overraskende, at han, da Carmen provokerer ham i 4. akt, mister besindelsen. Hans vokale udfoldelser i slutningen var fremragende. Hvem skulle have troet, at han havde så meget stemme i sig?
Yana Kleyn agerede helt rigtigt som det lille Guds ord fra landet, som dog ikke desto mindre kan gribe Don José med moderens ord. Hun sang sine to arier overmåde smukt, og høstede flot bifald, som enhver velsyngende Michaëla altid gør det i denne opera.
Lars Møllers Escamillo er en oplagt spansk womanizer i sorte, guldbroderede knæbukser, pink strømper, blå sko og en lækker bil. Han synger det meste af sit parti i forte og højere, og man kunne godt tænke sig at se, hvad denne kvindebedårer ville stille op med Carmen, når hun kasserer ham? Her er det en oplagt rolle for Lars Møller.
Christian Kluxen har godt styr på Festivalorkestret, Festivalkoret og Drengekoret, om end vi ikke undgik et par gange i 1. akt, hvor drengekoret var ved at miste kontakten med dirigenten. Ganske vist var Kluxen godt belyst i orkesterhuset, men i scenens yderpunkter er der grumme langt til dirigenten, om end der er monitorer i scenekanten, og det følte vi ind i mellem.
Korene var i øvrigt godt instruerede. Der var ikke tale om blot at stille sig op og synge.
Summa summarum:Opera Hedeland har atter begået en veloplagt operaforestilling, hvor hovedrollerne er overordentlig velbesatte. Der synges, så det er en fryd, og det dramatiske fungerer godt. Sammen med de velkendte ”Hedeland-effekter” (biler af flere arter, maskiner, festfyrværkeri) og et velfungerende kor og orkester må succesen nok siges at være i hus.
Årets operatalent fik tårerne frem
Anmeldt af Ida Ravn
******
Taget i betragtning, at der er tale om en præsentationskoncert af årets operatalent, så indeholder koncerten forbløffende mange sange/lieder (13) og ret få arier (3). Dette er ikke nødvendigvis en dårlig ting, da man i liedens miniature-verden hurtigt får en fornemmelse af sangerens musikalitet, tekstbehandling og evne til at fortælle en historie, som man ikke nødvendigvis får i de store bravour-arier. Til gengæld var liederformen en udfordring for det arie-vante publikum i Børssalen. Trods Peter Lodahls anmodning om at holde igen med applausen insisterede publikum på at klappe efter hver sang i første afdeling. Her viste Brit-Tone Müllertz professionalisme og holdt – trods afbrydelserne – sit fokus. I anden afdeling indledte Peter Lodahl pædagogisk med at fortælle præcist, hvornår publikum måtte klappe – og det virkede.
Første afdeling af koncerten bestod af tre svensk- og fire dansksprogede sange. Her stod især to sange ud: Hugo Alfvéns ”Så tag mit hjerte” (Tove Ditlevsen) med et smukt og sårbart udtryk og P.A. Heises ”Din fader skal ikke skænde” (Thor Lange) med sit skift mellem det voksne og det barnligt uskyldige. Afslutningsvis fik vi Ariadnes ”Es gibt ein Reich”, der måske manglede lidt dødsdrift og desperation, og Sieglindes ”Du bist der Lenz”, hvor der til gengæld var fuld indlevelse og en fornemmelse af, at dette var en rolle sangeren virkelig identificerede sig med.
Anden afdeling bestod af tre Schubert- og tre Strauss-lieder afsluttet med Tonhalle-arien fra Tannhäuser. Igen viste Brit-Tone Müllertz en meget fin musikalsk forståelse for lieden, og holdt udtrykket enkelt, smukt og tekstnært. Som i de dansk- og svensksprogede sange i første afdeling havde hun en udsøgt sprogbehandling, hvilket betød, at man kunne forstå stort set alle tekster uden at måtte søge til programmet for at læse dem. Og det er en kunst i sig selv.
De tre Strauss-lieder ledte perfekt op til Elisabeths Tonhalle-arie. En klassisk showstopper og koncertens sidste nummer, der var dog lidt for meget rutine og lidt for lidt jubel, men sunget som alt andet med stort overskud og stemmekontrol.
Vi fik to ekstranumre – først Schuberts ”Die Männer sind méchant” om hvordan unge piger selv må drage deres erfaringer med de unge mænd. Sunget med smil i stemmen, glimt i øjet og en fornemmelse af egne erfaringer. Og til allersidst Vissi d’arte fra Tosca. Her gik ALT op i en højere enhed. Arien var så fuld af indlevelse og følelser: vrede, afmagt, desperation og selv efter 1½ times koncert i den meget varme Børssal stadig med fuld kontrol over udtryk og toptoner. Der var mere end én tilhører, der sad med tårer i øjnene.
Brit-Tone Müllertz har en usædvanlig stemme, der dramatisk peger direkte på Wagner og Strauss, men tilsat noget andet, der peger mod roller som Tosca og måske Turandot. Hende vil vi meget gerne høre mere til her i Danmark og ikke nødvendigvis kun i Wagner-repertoiret, selv om det indtil nu har været en stor del af hendes repertoire, men virkelig gerne som Tosca.
En enestående musikalsk renselsesproces
Anmeldt af Henrik Marcussen
******
I sit sidste leveår samlede Schubert en gruppe venner til at høre nogle sange, som han erkendte, berørte ham mere end alt andet han tidligere havde skrevet. ”Jeg vil synge for Jer en samling rystende Lieder”, udtalte han ifølge vennen Joseph von Spaun og sang hele Winterreise.
Af Schuberts tre serier af samlede lieder er Winterreise den længste og indeholder et dystert, næsten livsafvisende farvet budskab, der er tolket som en svært deprimeret iagttagers oplevelse af sin verden – ja, måske som den meddelelse han efterlader sig her, før han søger døden. Selvom disse formidable lieder kan tolkes – og er tolket på den baggrund – var det ikke dette valg bassangeren Matthew Rose havde valgt til aftenens koncert. Udover Wilhelm Müllers digte er der tillige fra Schuberts side lagt forskellige tolknings-anvisninger i musikken og dertil – og ikke mindst – til den frihed, der fra pianistens og sangerens side giver anledning til en personlig og helhedspræget tolkning. Derfor er Winterreise så inspirerende for udbyttet af andre tiders, traditioners og psykologisk forskelligt farvede tolkningsmuligheder, hvorfor det aldrig slutter meningerne om hvilket historisk dokument er bedst: Hotters, Fischer-Dieskau eller Pears etc. Og hvorfor denne cyklus stadig kan opleves gennem fremragende nulevende kunstnere.
Netop sådan en storslået oplevelse var der berigende lejlighed til her ved CPH Opera Festival med en af vor tids store fortolkere af den klassiske sangs bud på dette helt centrale og uforlignelige, vokale værk. I den første af de 24 sange vrængede Matthew Rose ”Gute Nacht” næsten desperat ud. Vejrhanens akkompagnement rystede af den kulde, der samtidig pegede på hjertets frost, hvor frosne tårer faldt hørligt drypvist og Lindetræetsantydning af lidt glæde nu kun var en nøgternt erindret stemning fra dengang. Og i Posten: var lykken der nu med brevet? Nej, det var et bedrag. Winterreise er en dybt forsmået elskers opgør med den tilværelse, der har skuffet ham til døde med sange hvis fortolkninger udtrykker vrede, desperation, fortvivlelse og hidsigt utålmodige rytmer. Centralt og gribende emotionelt hos Rose er Kragen, der trofast følger sangeren, men venter ham som sit bytte. Den afsluttende lied er om Liremanden, der uden anseelse og værd alligevel har skabt sig et skin af tilværelse. Skal man slutte sig til ham og derved antyde, at tilværelsen fortsætter?
Dette eksistentielle værk blev fortalt med stor indføling og emotionelt engagement, understreget af et diskret kropssprog og uforlignelig meddigtende akkompagnement af pianisten Mikael Eliasen. En fantastisk flot aften i det sangprogram, som festivalens ledelse skal have stor tak for.
Der burde have været roser
Anmeldt af Brian Bo Jensen
******
Christian IV’s børs i København, der er opført 1619 – 1623, var oprindeligt noget mindre prangende og meget mere anonym; uden kviste og uden tårnet med det smukke, karakteristiske dragespir. Det var kongen selv, der gav arkitekterne, brødrene Lorenz og Hans van Steenwinckel, påbud om at tilføje de nævnte dele, og det er således meget bogstaveligt Christian IV’s bygninger, der i dag udgør en væsentlig del af hovedstadens ikonografi.
Børssalen, der denne dag danner ramme om en koncert med Hugo Wolfs Italienisches Liederbuch, har dog intet med Christian IV at gøre. Den er først bygget i årene 1857-1859 af arkitekten Harald Stilling i mørk, mørk neorenæssance. Søjler, fyldingsloft og paneler i mørkt træ, store, allegoriske (og slørede) kultegninger af Lorenz Frølich og gyldenlædertapet (der efter tidens smag sandsynligvis kun er papir og giver sig ud for at være noget andet, for – helt barokt – at blære sig med, hvad man kunne fremstille kunstigt) lukker ikke meget af den lune, lyse sommeraften ind, og salen står i skærende kontrast til Wolfs sange. Med J. P. Jacobsens ord: ”Der burde have været Roser. Af de store, blege Gule. Og de burde have hængt ud over Havemuren i en overdaadig Klynge, ligegyldigt dryssende de sarte Blade ned i Hjulsporene paa Vejen: et fornemt Glimt af al den yppige Blomsterrigdom derinde”.
Selvom Hugo Wolf (1860 – 1903) ikke var anerkendt i sin levetid og – fordi denne var så kort – måske ofte er overset i eftertiden, så er der dog netop blomsterrigdom og klynger af store, bleggule blomsterblade i hans musik. At kalde ham senromantiker, som forskellige leksika gør, er nok korrekt, men hans sange skiller sig ud og lader sig ikke sammenligne med hverken Wagner, Wolfs store idol, eller Richard Strauss. Wolfs sange peger profetisk frem og minder snarere om den stil, der omkring år 1900 forsøgte at gøre op med den tunge historicisme, nemlig art nouveau eller jugendstil – på dansk: skønvirke. Sangene slynger og snor sig organiske gennem subtilt melodiøse linjer, der karakteristisk altid følger teksten, ikke omvendt; her er ingen unødige gentagelser, musikken fanger i nuet digtets indhold, og skulle Wolf være inspireret yderligere til at understrege stemningen i digtet – kirkeklokker, uvejr og andet vejrlig – sker det i et post- eller præludium i klaverstemmen. Det er besnærende enkel og rigt blomstrende musik.
Folkelige hverdagsscener
Digtene til Italienisches Liederbucher – som værkets titel siger – en række italienske folkedigte oversat til tysk. Det er ikke en episk digtsamling, og hvor tilhører en fornemmer en sammenhæng eller et forløb, så skyldes det udelukkende digtenes stemmer og tematikker, der behandler alt fra barndom til alderdom, ungdom, jalousi og forelskelse. Kort og godt er der tale om en række hverdagsscener, hvis stemning derfor også varierer fra alvor over inderlighed til sorg og humor. Ved denne koncert er det Bo Skovhus og Kari Postma (afløser for stjernefrøet Elsa Dreisig, som mange nok ellers havde glædet sig til at høre), der giver scenerne liv og sjæl – og de kansangene, ingen af dem har noder foran sig! Hans mørke, maskuline, altid karakteristisk flotte baryton klinger kraftfuldt, og måske derfor også lidt tørt, mens der i Postmas lyse, lyriske sopran er toner af friskt, grønt græs, som får en til at synes, at de små scener snarere udspiller sig på frisk, norsk sæter end idet solbeskinnede, hede Italien. Med improviseret mimik og gestik – en berøring på armen, et overbærende blik – forsøger de to at tilføje liv til de små scener fra en landlig hverdag, og selvom der virkelig er morsomme situationer i digtene undervejs, så er der nu ingen grund til at le højt, som nogle publikummer gør, over spillet mellem de to sangere; man trækker på smilebåndet, det er nok. Hvad der behøves for at betone en replik, en frase eller et billede, ligger nemlig i klaverstemmen, og pianist Christian Westergaard har blik for selv den mindste detalje. I hans mesterlige spil folder de 46 sange sig ud i rigt flor; hans anslag er følsomt, men sikkert, og hvor der er for- eller efterspil viser han sig som fuldblods solist. Han har den energi, som man – til trods for deres professionelle, sikre og udtryksfulde stemmer – savner hos sangerne; modet til at give los og blomstre vildt!
Efter koncerten har himlen uden for Børsen den samme sart gule farve som Jacobsens roser. Det er og har været en pragtfuld aften. Måske var det blot det dunkle rum, der lagde sig tungt over sangerne eller måske snarere over undertegnede? Der burde have været roser – i alt fald iBørssalen, for de var trods alt i koncerten.
Dejlig aften med Italienske operaperler
Af Henrik Marcussen
******
Tivoli og CHP Opera Festival havde inviteret til italienske operaperler med sopranen Nino Machaidze og tenoren Levy Sekgapane. Tyske Patrick Lange dirigerede Tivoli Copenhagen Phil og det blev, oven på en dejlig solskinsdag, også en rigtig velklingende og underholdende aften med en stopfuld sal med et forventningsfuldt og klappeberedt publikum.
De italienske operaperler var dog generøst uddelt med perler også på fransk, tjekkisk og tysk og det lå bestemt i kortene, at aftenens budskab var helliget et møde med et par topsangere og det de kunne forventes at præstere med toptoner. Levy Sekgapane har vi mødt før ved sidste års festival, hvor han som lyrisk tenor skabte store forventninger som et varmt navn i den internationale operaverden. Dette blev også smukt og hurtigt indfriet. Stemmen er ikke voldsom stor, men den er meget letbevægelig og plastisk og dækker med sine bløde fraseringer udfordringerne til bel canto helt perfekt. Men også i sin gestiske fremføringsteknik gør Sekgapane sig positivt bemærket med liv og kraft. Ingen stillestående attituder her, han lever med den tekst han synger og yder et fornemt partnerskab i duetterne. Det kom især frem i hans kostelige illusion af tiltagende fuldskab i duetten i Elskovsdrikken. Og vi fik skam de berømte ni høje tenor C´er fra Regimentets datter. Det er i øvrigt nærliggende at sammenligne Sekgapane med seneste Tivoli tenordarling Lawrence Brownlee. Hos begge findes tilsvarende stemmemæssige kvaliteter og også samme glade udstråling.
Nino Machaidze har et stemmemæssigt stort potentiale, som fylder rummet når hun styrer volumenet op i højeste gear. Alligevel behersker hun også en fin udtyndingsteknik og bløde pianopassager i det lavere leje som faldt til rette iRusalkas ”Sang til månen”. Jeg fornemmede et diskret vibrato, som nok traditionelt kan tilskrives hendes georgiske herkomst. Machaidze’s vokalmateriale står sig godt i duetterne kombineret med hendes styrke og hans timbre. Også hun har gjort sig internationalt bemærket særlig efter hun engang tidligere remplacerede Netrebko.
Tivoli Copenhagen Phil var veloplagte og helt sommerkåde. Der var swung over akkompagnementet og de instrumentale intermezzi, som næsten kan spille sig selv. Men Patrick Lange fik sat eget præg på herlighederne med et malerisk markeret skybrud og piskende galopper i den indledende ”Wilhelm Tell ouverture”.
Programmaterialet og annonceringen havde nogle mangler, der kunne være imødekommet med de to lysprojektioner ved siderne. Festivaldirektør Peter Lodahl gjorde sit til at skabe den rette orden og holde den gode stemning i sine introduktioner og var dermed medansvarlig for en glad Tivoliaften, der sluttede hele to gange i valsetakt med Lehárs ”Lippen schweigen”
Levende åbningskoncert med Rusalka
Anmeldt af Sanne Caft
******
Copenhagen Opera Festival har bl.a. som ambition at bringe opera ud til et bredere publikum end de, der af sig selv gæster landets mange operascener. Geografien spillede i den grad med på ambitionen – med hovedscenen placeret midt på det trendy Vesterbro i København, på Flæsketorvet mellem øko-hotdogs, fermenterede grisetryner, uklar specialimporteret naturvin og fadøl i politisk ukorrekte plastickrus.
Til åbningskoncerten havde festivaldirektør Peter Lodahl, der stopper efter årets festival, valgt at præsentere Det Slovakiske Nationalteater med solister. Alle nationaloperaer – fra vores egen Maskaradetil Antonín Dvořák’s tjekkiske eventyrhistorie Rusalka– kræver særlig ekspertise, og det var til stede i rigt mål. Deres anmelder kan ikke tjekkisk, men for det uvidende øre lød det uhyre bøhmisk. Musikalsk svingede det mellem passager af stor lyrisk skønhed, som når vandnymfen Rusalka var i sin elskede skov og sø. Andre passager bragte mindelser om Mozarts Bortførelsen fra Serailletmed dets tempofyldte janitsharindsatser og bækkenklang, som når Rusalka forlod sit naturlige element og begav sig op til slottet og til den civilisation, der ender med at blive hendes undergang.
Musikalsk kender de fleste nok ”Sangen til månen”, hvis de kender noget fra Rusalka. Den er smægtende og længselsfuld og står fortjent som en perle af klassisk opera hjerte-smerte i en relativt lang helaftensopera. Læsere af Ascolta vil måske huske Det Kongelige Teaters opførelse for nogle år tilbage, hvor Gitta-Maria Sjöberg iklædt havfruehale havde til opgave at møve sig baglæns op ad en tårnhøj udspringsstige, syngende sangen til månen. En både akrobatisk og musikalsk toppræstation. En toppræstation gav også denne festivals Rusalka, sopranen Olga Tenyakova, der både havde den rette slaviske timbre, et myndeslankt ydre og malende håndbevægelser i sin portrættering af den forelskede skovnymfe, der giver sin stemme til en heks og sit hjerte til en uværdig prins, inden hun vender retur til sin sø for der at herske som en ånd, der lokker i fordærv.
Ved hendes side stod bassen Vazgen Gazaryan som Søkongen med favn efter favn af dybde i sit register og var både smertefuld og magtfuld i sin dialog med Rusalka, der vil have menneskeprinsen, koste hvad det vil. Og koste, det gør det. Historien trækker på de samme forlæg som H.C. Andersens ”Den lille havfrue”, der også længes, elsker og dør – og bliver til skum på vandet. Smukt og smerteligt.
Alten Jolana Fogašová med højdramatisk frisure og en stemme, der matchede, klarede både den dybe alt-rolle som skovheksen og sopranpartiet som fyrstinden, der skubber Rusalka til side for derefter at forkaste den svigefulde prins. Høj sanglig klasse. Wagner-tenoren Ludovít Ludha sang prinsen med den klang, der nu engang associeres med en heltetenor. Aldersmæssigt mindede han mere om Rusalkas far, men det finurlige ved opera er, at den slags barrierer ophæves, når musikken spiller. Sangerne spillede, og det var tydeligt, at de havde spillet operaen sammen i en scenisk opførelse, for de kunne slet ikke lade være med at agere. I en koncertant opførelse af en opera på tjekkisk og uden tekstanlæg var det et plus at få handlingen udlevet gennem solisterne.
Til at støtte publikum i handlingen var skuespiller Thure Lindhart indforskrevet som fortæller. Til al overflod var Mathias Hammer også på scenen som vært, og med hans sprudlende nærvær kunne man med lige så god ret have stanget ham opgaven med at løbe handlingen igennem.
I første pause overrakte CPH Opera Festival to priser: Peter Lodahl gav Brit-Tone Müllertz prisen som ”Årets operatalent” for hendes ”stålnæve i en fløjlshandske” af en stemme, mens Christina Falk Nielsen overrakte ”Årets hæderspris” til sanger-ikonet Lisbeth Balslev bl.a. for hendes årelange fortjenstfulde karriere i Wagnerfaget i ind- og udland og for ”at forny og forstærke vores wagnertradition”. Fortjent bifald fra det store fremmødte publikum i klapstole til begge sangere.
Med Rusalka blev Copenhagen Operafestival skudt godt i gang.