Fredrik Bjellsäter, Clara Cecilie Thomsen og Milo Wajnman Køie i Brittens opera. Foto: Miklos Szabo / DKT

Så tæt på illusionen

Skruen strammes på Det Kongelige Teater

******

Anmeldt af Kim Reich

Hvad er det egentlig, der gør, at børnenes onkel stiller tre betingelser for den nye guvernante på deres afdøde forældres gods? Hun må ikke skrive til ham om, hvordan det går og hvordan de har det. Hun må ikke spørge ind til deres hjem, Bly House, og hun må aldrig forlade børnene. Deri ligger en dobbeltydighed: Huset gemmer på en hemmelighed, som onklen ikke vil have at der bliver rodet op i, men samtidig beder han hende om at beskytte børnene.

Handlingen i Brittens opera Skruen strammes er, kort fortalt af DKT, at en ung guvernante ankommer til et afsides beliggende gods, hvor hun skal varetage to forældreløse børns opdragelse på vegne af deres velhavende onkel, som altså ikke ønsker nogen form for kontakt med hverken guvernanten eller børnene. Husholdersken, Mrs. Grose, og de to børn tager hjerteligt imod den unge kvinde, som falder godt til, men under en gåtur i parken opdager hun, at en ukendt mand betragter hende oppe fra godset.

Således er DKT’s egen, korte beskrivelse af Brittens værk, der betegnes som en gyseropera og vel også er det i oplægget, selvom om et miks af genrer trænger sig på inklusive det psykologiske drama. Omkring den nye guvernante, husholdersken og de to børn kredser i forskellig form to afdøde personer, der tidligere har haft en tæt tilknytning til børnene. Det er den afdøde tjener Peter Quint og den ligeledes bortgåede guvernante Miss Jessel. Begges dødsfald er mistænkelige, men Quint & Jessel har åbenbart valgt ikke at tage deres hemmeligheder med sig i graven. Tværtimod er de vendt tilbage til Bly House som spøgelser, der i starten – dvs. i 1. akt –  bevæger sig rundt og iagttager børnene og den nye guvernante. Han er mere aktivt observerende end hende, som om han både vil se hvordan det går og samtidig måske er lidt nervøs for, hvad der kan komme frem i lyset. Hun er i sin gespenstighed mere tilbageholdende og i virkeligheden stærkt i tvivl om, hvad der forventes af hende.

Skruen strammes

Da jerntæppet, som ellers kun bruges som brandafskærmning mellem scene- og tilskuerrum samt til kalibrering af lys mm. sænkes ved pausen, er det Quint, der styrer dette, ligesom det er ham, der har stået for prologen, hvor han smider et stort ringbind på klaveret og indleder med at fortælle os den nye guvernantes beretning. Ved 2. akt. hæves det tunge ’tæppe’ og da det er helt oppe, river Quint fjernbetjeningens kabel løs. Den egentlige skæbnefortælling kan tage sin begyndelse og det gør den i et skænderi mellem ham og Miss Jessel. Undervejs bliver godsets forskellige kulisseelementer kørt væk af scenearbejdere og så langt væk i det store rum bag scenen, så det næsten forekommer overflødigt at skjule dem bag en sort bagvæg. Blandt de få kulissedele og rekvisitter, der bliver tilbage, er klaveret og drengens seng samt en væg bag sengen.

På et tidspunkt og efter at være trådt mere og mere i karakter som spøgelse og/eller samvittighed ligger Quint i drengens seng og kærtegner den stående Miles ben – måske et visuelt hint til, hvad det hele handler om og hvorfor onklen er gået i flyverskjul. Den afgørende scene er imidlertid, da drengen stærkt eksalteret synger et børnerim, der kredser om ordet ”malo”. Det er en latinsk huskeremse, der har tre betydninger: adjektivet ond, verbet at foretrække og den latinske betegnelse for et æbletræ. Drengen har selv fundet på det hele, siger han uskyldigt, mens Brittens tonesprog modsiger ham og da guvernanten  mod slutningen synger disse ildevarslende ord – malo, malo – tænker vi eller må vi gerne tænke, om djævlen mon har taget hende, som han tog drengen i sin tid? Er det drengen, der er djævlen selv og er han nu i hendes krop? Har han smagt en forbuden frugt og derved bragt sig i fordærv? Allegorierne står i kø.

Det famøse brev

Inden da er guvernanten – efter i første akt at have hygget sig med børnene og medvirket i en af deres mere morbide lege – kommet på det rene med, at noget ikke er som det skal være omkring dem, selvom husholdersken gør hvad hun kan for at glatte ud og forklare. Guvernanten vælger at skrive et brev til onklen, hvor hun forklarer, hvad hun har oplevet og spørger ind til, hvad der er sket. Medvirkende hertil er den omstændighed, at der meget tidligt i handlingen er kommet et brev fra Miles skole, hvor de skriver at de er nødt til at bortvise ham dog uden at give nogen nærmere forklaring. Senere går det op for hende, at Miles har fjernet hendes brev fra skrivebordet, således at det ikke er blevet sendt, og da hun spørger ham hvorfor, svarer han blot og egentlig meget naturligt, at han gerne lige ville se, hvad hun har skrevet om ham og søsteren.

Herefter står der i de kilder jeg har fundet til den originale handling, at Miles den næste morgen spiller klaver for guvernanten og Mrs. Grose. Mens førstnævnte bliver distraheret af hans præstation, smutter Flora afsted for at gå til søen. Da de to kvinder indser, at Flora er væk, leder de efter hende. Da guvernanten finder pigen ved søen, ser hun Miss Jessel i nærheden, men husholdersken ser intet. Guvernanten forsøger at tvinge Flora til at indrømme, at Jessel er der, men Flora siger vredt at hun ikke har set noget. Husholdersken tager Flora med hjem og guvernanten føler sig forrådt af hende.

Om aftenen begynder Flora at græde og opføre sig helt utilregneligt. Husholdersken vil tage Flora væk fra huset og fortæller samtidig, at brevet aldrig blev sendt, og at Miles må have taget det. Her er det så, at guvernanten konfronterer Miles og mens hun udspørger ham, presser Quints spøgelse Miles til ikke at forråde ham. Hysterisk indrømmer han dog, at han tog brevet og da hun spørger, hvem der fik han til det, råber han Quints navn og falder død om. Spøgelset er forsvundet og grædende holder guvernanten Miles afsjælede legeme, mens hun synger om sin sorg iblandet frygten for om hun har gjort det rigtige i forhold til børnene.

Quints fortabelse

Inden da har vi i Almeidas opsætning set Quint slæbe rundt på Miles, hvor han bl.a. har sat ham i klaverstolen og forsøgt at få det til at se ud som om knægten spiller klaver. Det er som om den afdøde tjener i drengens død oplever sit værste mareridt, at drengen er død som følge af det han har gjort ved ham og det er vel der, vi skal hen i Britten og Mary Myfanwy Evans’ fortælling, der understreges af at det ofte er de lyse og lette toner, der følger Quint og hans protegé. Det er let at blive forledt til at tro, at vi her har at gøre med et overgreb på en dreng, at hans søster har været vidne til det hele og hun i ledtog med den tidligere guvernante har forsøgt at afskærme sig fra den grumme virkelighed, som så har kostet Miss Jessel livet og givet Flora englevinger som tegn på at hun gerne vil, men ikke kan sige noget. Og sandt er det, for først til sidst tager den afdøde guvernante englevingerne af hende og sætter dermed Flora fri til at gå sin egen fortvivlelse imøde.

Der har været tolket meget på forholdet mellem voksen og barn, på den nærhed mellem en mand og en dreng, som kunne være og som har været temaet i utallige værker inklusive ikke mindst Thomas Mann’s ”Døden i Venedig” – ikke nødvendigvis den rene pædofili, men forhold som omverdenen har diskuteret og hvor de involverede selv har været på grænsen af det tilladelige dog uden at overskride den. I Henry James’ roman bor Flora på godset, mens Miles er hjemme på et sommerophold fra den kostskole, hvor han har været siden forældrens død. James var ikke ukendt med spiritisme, som på tidspunktet for romanens tilblivelse var noget man talte om og praktiserede. Og han havde selv hentet inspiration fra tidligere fortællinger, hvor det at en hovedperson bliver bortvist fra en kostskole ikke er noget man forbinder med eksempelvis en gotisk fortælling, hvor der ofte forekommer et miks mellem det naturlige, dvs. virkeligheden og det overnaturlige.

Langt hen ad vejen følges bog og libretto ad, men ikke hele vejen. Drengens udbrud: ”Peter Quint, you devil!” er tvetydigt. Er det Quint, der er djævlen eller det guvernanten, fordi hun tvinger Miles til at røbe hans hemmelighed? Med Peter Grimes i frisk erindring er det svært ikke at få den tanke, at vi også her i hans lille kammeropera beskæftiger os med det uhyre svære begreb uskyld, der kan pege i retning af skyld og nogen, der er skyldig, men som også synes at være præcist dette, som i virkeligheden er menneskehedens største synd, at vi dømmer før alt er kommet frem. DE, der er midt i det, plages ofte af dårlig samvittighed, og vi, der er udenfor og ikke rigtig ved, hvad der er foregået, er hurtige til at dømme. Hvornår er et forhold uskyldigt og hvorfor bliver Miles bortvist fra den kostskole, der jo må kende til de tragiske omstændigheder omkring familien. Normer er på spil, men blev Miles sendt hjem, fordi overgrebene fortsatte?

Et bestillingsværk

Brittens opera, der var et bestillingsværk til Biennalen i Venedig, havde premiere på Teatro La Fenice den 14. september 1954, men han havde haft ideen på sin blok igennem længere tid. Ligesom med Peter Grimes er der også her tale om et forlæg, som handler om skyld og uskyld, og ikke mindst om offentlig fordømmelse. I Skruen strammes er dramaet kogt ned til den lille scene og ikke mindst den, vi har mellem ørene. Det er et kammerspil på linje med Strindbergs, men altså med overnaturlige noter, der dybest set bare er et forfattergreb for at løfte fortællingen over i grænselandet mellem fantasi og virkelighed. Og måske skal Quints ageren ses som et forsvar for hans handlinger?

De medvirkende i denne opsætning bevæger sig adræt rundt mellem de forskellige kulisseelementer på den meget aktive drejescene, så vi mellem elementerne også får et glimt af de to spøgelser, som endelig i starten af 2. akt har et længere indbyrdes opgør om skyld og uskyld. Quints prolog kom til som det allersidste i komposition og libretto, måske for at lette vores vej ind i handlingen, for nu skal I bare høre, hvad der skete dengang, hvor jeg var guvernante på Bly House. Det kunne hun jo selv fortælle, men hun må jo så have efterladt sit skrift efter sin død og hvad døde så hun af? Nej, stop!

Men kan Quints hovedrolle tages som et udtryk for, at han er protagonisten? Er han gået fri, fordi han har ombragt det eneste vidne, Miss Jessel, hvilket kan forklare hendes usikkerhed i starten. To såkaldte koordinatorer, udstyret med henholdsvis en laptop og et kort over ejendommen, prøver at holde styr på spøgelserne for ligesom at forklare os, at vi ikke rigtig tror på spøgelser, men det er et overflødigt greb. De bliver til en anakronisme i det psykologiske spil og deler dermed skæbne med de formentlig gode intentioner bag Ikea-scenografien. Det havde utvivlsomt styrket denne gyseropera, som DKT kalder den i markedsføringen, hvis opsætningen havde været tættere på omgivelserne – ved søen, i kirken osv. Her bliver gyset lidt væk i den stiliserede modernismes kulissekasser, der dog behændigt manipulerer de medvirkende, men også står lidt i vejen for vores fantasis frie udfoldelse.

Eminent sangerhold

Sangerholdet er dog eminent, når man betænker at de ikke bare skal synge Brittens vanskelige partitur, men også færdes i Almeidas univers. Den svære drengerolle som Miles sang Milo Wajnman Køie fuldstændig suverænt, scenevant og med et kraftoverskud som en voksen sanger. Det var fornemt og stærkt gribende. Barbro Cítron overbeviste med stemme og teenageattitude som den stakkels Flora, og på voksensiden var Clara Cecilie Thomsens præstation ligeledes med en udstråling og stemme, der matcher komponistens uhyrligheder og en scenepræsens, så vi ikke kunne undgå at føle sympati med hende. Johanne Bock var husholdersken, sådan som en husholderske skal være i al sin magt og vælde. Gisela Stille var Miss Jessel – ofte stille og lige pludselig på gravens rand med sine udbrud af fortvivlelse og forstyrret omsorg. Fredrik Bjellsäter har ikke noget langt og smalt spøgelsesansigt, som det bliver beskrevet i librettoen, og i starten bevæger han sig bare rundt som en nogenlunde uskyldsren iagttager, der dog gradvis tager magten fra alt og alle indtil han selv mister grebet.

Milo Wajnman Køies præstation på premieredagen var dog den mest djævleblændte. Sammen med hele holdet forløste han mere end nogen anden Brittens stærkt underholdende og gådefulde værk på ypperligste vis. Havde dog rammerne blot været en anelse tættere på det oprindelige Bly House og spøgelseskoordinatorerne helt ude af billedet, så havde illusionen været perfekt.

Skruen strammes

Det Kongelige Teater, Gl. Scene

Set ved premieren den 17/9 2023

Musik: Benjamin Britten

Libretto: Mary Myfanwy Evans efter Henry James’ kortroman

Musikalsk ledelse: Robert Houssart

Instruktion: Anthony Almeida

Scenografi og kostumer: Rosanna Vize

Lysdesign: Lucy Carter

Prologus/Peter Quint: Fredrik Bjellsäter

Guvernanten: Clara Cecilie Thomsen

Miles: Milo Wajnman Køie

Flora: Barbro Cítron

Mrs. Grose: Johanne Bock

Miss Jessel: Gisela Stille

 Det Kongelige Kapel

Opsætning i samarbejde med Opera Europa/Camerata Nuova.