Festivalafsked med manér

Anmeldt af Kim Reich

******

 La Bohème er en af operalitteraturens helt store klassikere og det er ikke svært at forstå hvorfor: Operaen handler om ganske almindelige mennesker og foregår i et miljø vi alle kan forholde os til, men det er først og fremmest kompositionen i sig selv, der giver ilt til fortællingen. Samtalerne mellem de fire ’unge’ bohemer i deres beskedne lukaf i Paris er noget af den bedste, musikalske dialog, der nogensinde er komponeret. Librettoen afspejler ungdommens glæder og ikke mindst forventninger. De nødvendige afsavn som følge af dårlig økonomi giver anledning til frustration, men mødes også af en slags trodsig ironi og sarkasme – gennemillustreret, da en af dem kommer hjem med en gammel fisk og et stykke tørt brød. Der leges med den fattigdom, som nogle studerende om ikke helt op til vore dage, så dog et stykke hen ad vejen har oplevet, når studielån og SU skulle række til såvel kollegieværelse som transport og fornøjelser.
Det er sjovt at se, hvordan Rodolfo, Marcello, Colline og Schaunard går nærmest i selvsving, når der er udsigt til en fest, men også når de forgæves søger inspiration til at male eller skrive. Rørende bliver det, når de forlegne prøver at forholde sig til nærværet af den dødssyge Mimí. Da kommer livet og ikke mindst døden alt for tæt på, for det er man som boheme slet ikke indstillet på, selvom drukture og natlige eskapader, sult og fattigdom kræver sit. Sekunderne efter Mimís død er da også de mest gribende i hele operaen. De ved, at hun har draget sit sidste suk – dog ikke Rodolfo, som lige har sunget om, hvor sødt hun sover og derpå har trukket sig lidt tilbage for selv at få en smule luft for livets alvor. Deres bestyrtelse og så et forsigtigt ”Det gør mig ondt”, før den uundgåelige sandhed også går op for ham.
Det er et af de mest hjertegribende øjeblikke ikke bare i denne opera, men i alle operaer og så meget værre er tragedien, fordi vi lige har oplevet ikke bare forelskelsens glød mellem de to, men også deres genforening efter det lille, misforståede jalousidrama mellem dem. Vi har været til den store fest på Momus, hvor de to sidder tæt sammen som nyforelskede altid gør, når de er ude sammen, og han nok er lidt stolt over sin erobring, mens den lille mus Mimí holder sig tæt til ham. Alt har været så godt. Selv værelsesudlejerens krav om huslejebetaling har de behændigt fået snoet sig fri af. Det er så let begribeligt alt sammen – tilsat Puccinis vidunderlige (og drevne) underlægningsmusik, hvis man da kan tillade sig at kalde den det.

Intet nyt under solen
Så der er egentlig intet nyt under solen i CPH Opera Festivals lidt sene, men store finale på Østre Gasværk Teater og lad det være sagt med det samme: de rustikke omgivelser under den store kuppel klæder forestillingen. Indledende betænkeligheder med hensyn til akustikken gled bort i samme hurtige tempo, som man blev suget ind af forestillingen. Den berømte café og senere det sted i 3. akt, hvor de letlevende damer afleverer deres indkomst fra dagens gode gerning, har sin placering i højre side af den åbne scene. Til venstre sidder orkesteret, der består af en strygekvartet, et klaver, en kontrabas, en klarinet og et akkordeon. Bag dem og et niveau højere befinder værelset sig, hvor 1. og 4. akt foregår. Det betyder, at der er en vis afstand til publikum, men såvel det ungdommelige samvær som de sidste gribende øjeblikke når os alligevel, ikke mindst takket være sangerholdets fænomenale nærvær og stemmemæssige virtuositet. Og vi ved jo, at de bor øverst oppe i et lejlighedskompleks, så det giver god mening.
Lad os derfor et øjeblik dvæle ved musikken. En række af de helt store operaværker finder fra tid til anden vej til de små scener, hvor der hverken er råd til eller plads til det helt store orkesterudtræk. Det fantastiske ved kompositionerne er så at opdage, hvordan de ved et intelligent miks af instrumenter stadig fremstår i al den skønhed og dramatiske styrke, som gennemsyrer det oprindelige partitur. I det konkrete tilfælde er det Puccini klædt af til skindet. Det har vi oplevet før, bl.a. på Den Fynske Opera i sidste sæson, og det klæder ham faktisk, for det skaber nye og dog velkendte nuancer i det musikalske udtryk.

Den sande urkraft
Og det er her, ved den kammermusikalske ledsagelse, at man opdager den sande urkraft i en så mesterlig komposition. Med Ulrich Stærk ved klaveret og som kapelmester er niveau og engagement på plads. Det samme kan man sige om de øvrige musikere: Anders Singh Vesterdahl og Adam Simonsen, der er operafestivalens egne og Jon Gjesme, Kirstine Futtrup, Eva Katrine Dalsgaard, Theodor Lyngstad og Andrew Stalker, der alle kommer fra Copenhagen Phil.
Iscenesættelsen er lagt i hænderne på Amy Lane, den tiltrædende chef for CPH Opera Festival, der her hjælper sin forgænger Peter Lodahl godt på vej. Hun har naturligvis et sikkert greb om den i øvrigt ret enkle handling. I den seneste opsætning på Det Kongelige Teater var sidste akt henlagt til ejendommens tag, hvilket førte til et smukt stemningsbillede med udsigt over Paris, men også til nogle bizarre handlingskompromisser. Det giver ingen mening af slæbe den stakkels Mimí ud i kulden og da slet ikke, at Colline ofrer sin store frakke til de lune gløder i den virkningsløse brændeovn.
I den gamle gasbeholder, der i sin tid var med til at sikre varmeforsyningen i København, er der dog også nogle uregelmæssigheder i handlingsforløbet, som vi så mere eller mindre kan tilskrive Puccini selv. Colline tager fortsat og i en prægtig arie afsked med sin elskede vinterpels, men smider så efterfølgende pelsen på gulvet i stedet for i det mindste at tilbyde den til Mimí, så hvorfor er det lige at pelsen på dette sted må lade livet?
Helt generelt har man nok også som trofast La Bohème publikum undret sig over det pludseligt opståede jalousidrama mellem de to elskende. Hvad er der dog sket i pausen mellem 2. og 3. akt. Vi får mere eller mindre en forklaring, men man kan alligevel godt ærgre sig over, at Puccini valgte at kassere den akt, hvor en fest hos Musetta giver anledning til bruddet. De finder hinanden igen, da Rodolfo har sovet rusen ud, men det kunne være interessant at se en opsætning, hvor den efter sigende genfundne akt er med.
I oplægget til forestillingen på Østerbro noteres med fryd, at hele handlingen er flyttet fra 1880’ernes Latinerkvarter til det kreativt eksploderende digter- og jazzmiljø i Paris et halvt århundrede senere. Bortset fra den skønhed, som ikke mindst Mimí selv udstråler i sit 1920-outfit, og den charme, hvormed Musetta gør sin entré, gør det ingen større forskel. La Bohème er og bliver sig selv hele vejen og godt for det.

Et fremragende sangerhold
Det vil være synd at fremhæve nogen frem for andre blandt sangerholdet, for alle gør det fremragende. På premiereaftenen sad Mark Stones Marcello, Yunpeng Wangs Schaunard og Nicolai Elsbergs Colline lige i skabet, men sidstnævntes pelsarie er dog den bedste fortolkning jeg endnu har hørt – måske hjulpet af at Elsbergs bas var så smuk som nogen til det afdæmpede akkompagnement. At han også er forsanger i bandet Spillemændene viser jo kun talentets rækkevidde. Helle Gösslers Musetta er fortræffelig, men kontrasten mellem hendes løsslupne hævntogt på gemalen under festen på Momus og hendes (i hvert fald for os) noget overraskende, men kærlige bekymring og omsorg for Mimí er derfor knap så iøjnefaldende, som den måske bør være. Alcindoro synges og ikke mindst ageres af Magnus Gislason, der fint har foretaget skiftet fra Benoit i 1. akt.
Peter Lodahl er en fyldig Rodolfo. Han kender naturligvis rollen til hudløshed og har sit helt eget take på karakteren. Han har en romantisk dybde og en hjerteskærende højde i sin præstation, men man sidder alligevel og tænker, som man også gjorde i Operaen sidst, hvor gammel i gårde man kan være, før man ikke længere kan illudere en boheme som Rodolfo. Sandheden er, at en ægte boheme ingen alder har, og at det element af drengerøv, der er over de fire kombatanter, altid vil overleve tid og sted – både som i denne opsætning og ude i det virkelige liv, hvor gamle skolekammerater let og elegant springer årtier over blot for at ende, hvor de slap.
Et sandt stjerneskud er Yana Kleyn, der i dén grad greb os med sin søde og kærlige Mimí, der altså slet ikke har fortjent at dø. Hendes stemme er vidunderlig grænsende til det gribende. Hun sang Micaëla i Opera Hedelands Carmen tidligere på året og synger her med hjerte og sjæl i hver eneste tone, så det er en fryd.
Det er en forestilling, som alle elskere af La Bohème bør se. Nye operagængere bør også lokkes til, for de vil med garanti blive grebet.