En fortryllende og poetisk oplevelse

Anmeldt af Henrik Marcussen 

******

Premieren på Brittens En Skærsommernatsdrøm i Peter Halls nu 40 år gamle, men storslåede remake var samtidig indvarslingen af Coronatidens ophør med publikummer på atter fyldte rækker. Det blev en imponerende og minderig festaften med et fantastisk scenisk opbud med to drengekor samt operaorkestret suppleret med særpræget instrumentarium og fantasifuldt udklædte sangere.
Det er beskedent, hvad man ved om oprindelsen af Shakespeares ”En Skærsommernatsdrøm”. Dog så meget, at skuespillet var en bestilling af Elisabeth l til fejring af et aristokratisk bryllup berammet til Johannes Døberens fødselsdag og dermed navn- og tidsangivet som Sct. Hans aften. Netop Sct. Hans er forbundet med overleverede folkelige forestillinger om, at dette er dagen for alskens overnaturlige væseners tilstedeværelse, nogle gode, andre drilleånder. Almindelig løssluppenhed og frigjorthed hersker med ombytning af personers identitet.
Derfor er ”En Skærsommernatsdrøm” en blanding af almen hverdag med alle de skjulte kræfter, der ind i mellem får fripas. Bag løjerne er der samtidig en hyldest af frugtbarheden, konkretiseret ved ægteskabet og den ordentlighed, man finder hos borgerstanden – og for den sag tydeligt manifesteret ved den falloslignende majstang som rejstes ved Sct. Hans.

Uropført i 1960
Brittens opera blev uropført i 1960 i Aldeburgh. Librettoen blev til i samarbejde med vennen Peter Pears. For at få plads til sangen og musikken måtte – som vi hører i dag – store dele af Shakespeares tekst udgå, men yderst trofast redigeret overfor det fortsat bevarede. Britten har intelligent musikalsk anskueliggjort forskellene mellem borgerlighed og ånderiget, idet menneskene synger opera-traditionelt, hvor de overnaturlige væsener synger i stemmernes høje registre – alferne af drengesopraner, alfedronningen Titania af en koloratursopran og alfekongen Oberon af en kontratenor. Derudover benytter han her instrumenter som harpe, cymbalon, harpsicord, slagtøj med klokkespil og piccolofløjte.
Britten/Pears´ En Skærsommernatsdrøm fik en strålende og udbredt modtagelse på mange operascener, men det var først senere den fra 1981 kunne høres i Glyndebourne – den scene, der tidligt var Brittens foretrukne inden han valgte Aldeburgh for sine uropførelser. Det blev især Glyndebourne, der oplevede en berømmet opførelse af operaen i Peter Halls produktion i 1981, hvor Pears udtalte at han kunne have ønsket at Britten (der døde 1976) havde haft lejlighed til at opleve denne opførelse. Den er i netop Halls produktion genoptaget senere i Glyndebourne, der nu igen er overført til her på Malmö Opera. Hall, der døde 2017, var kendt som producer af især Shakespeare-forestillinger og medstifter af Royal Shakespeare Company, hvor ”En Skærsommernatsdrøm” opnåede særstatus for sin kombination af klassisk mytologi og engelsk folklore understøttet af Halls chefdesigner John Burys fantasi med dekorationer, der suggestivt viser mørkets og sommernattens sider.

Sommerrigets magi
Det er en kombination af Shakespeares forestillinger oversat og tilpasset Hall/Bury´s udlægning og dertil Brittens musik, der danner rammen for den naturens symfoni, der opstår på scenen som det samlede produkt af En Skærsommernatsdrøm som her i Malmö-versionen. Her forestilles at være et mylder af dyreliv hovedsagelig som forskellige manifestationer af insekter i et poetisk naturspil med svirren og dirren af toner fra insekter som et hvirvlende kogleri fra troldtøjet. Underlige væsener sniger sig uventet frem. Sommerrigets magi, sådan som Shakespeare har fremstillet det, koger over i vingede væseners myldreliv og bidrager til den skovmystik, der hører Valborgnat og midsommer til. Vårfluer opgraderes til vingede alfer. Myriader af irriterende svirregæster og næsvise småfluer med skrattende og sydende tonesprog bevæger sig i bølgende glissader og særegne kadencer. Dertil kommer også Puk. Han synger ikke, men taler rytmisk. Puk lyder navnet Robin, og han spilles oftest af en dreng med akrobatisk talent.
Handlingen holder sig helt som hos Shakespeare. Alfeverdenen er i opbrud, da alfekongen Oberon er jaloux på hustruen Titania. Han driller hende – hjulpet af Puk – med en trylleurt, der skal få hende til at forelske sig i førstkommende hun møder. Alt går galt, især da to forelskede par dukker op og senere da seks håndværkere kommer i skoven for at øve til en forestilling for det forestående fyrstebryllup. De forkerte mødes, bedøves af urten og Puks hjælp for at bringe orden gør bare ondt værre. Alfeverdenen er rystet, men alt vender (naturligvis) tilbage til normale tilstande og det berammede fyrstebryllup kan finde sted med nu tre bryllupspar og bistået af atter forsonede alfekonge og dronning.
Det er en mageløs flot opsætning, der her med 40 års afstand genfortælles med forenede kræfter. Scenografien er nævnt. Kostumerne i Liz Bury’s snit viser stiliserede 1600-tals dragter i moderniseret outfit. Alfe-fyrsteparret er i pragtfuldt blåt med højt hår og hele alfeforsamlingen optræder med vinger og lysstave. Aristokratiet er i stofrige rober – de unge par tækkeligt og med kalvekrøs – og Puk kendetegnet som rødhåret vildbasse, der svinger sig oppe og nede i månelysets stråler, drillevorn og allestedsnærværende. Sangligt opstår uvægerligt styrkemæssige ujævnheder, når drengerøster samtidig udfoldes under gymnastiske færdigheder. Oberon betog med smuk stemmeklang og forbilledlig udtale trods forsagt volumen. Titania responderede sit sopranparti fuldtud. Orkestret forestod en fin aften, hvor især de smukke instrumentale nocturner, der dannede afslutning på de tre akter, står som højdepunkter. Aftenens generelle indtryk er en mageløs flot, fortryllende poetisk oplevelse af Brittens genistreg af opera, parret med gestik, humor og Shakespearisk trylleri og skovmystik.

 En Skærsommernatsdrøm
Malmö Opera
Set ved premieren den 2.oktober 2021
Musik: Benjamin Britten
Libretto: Benjamin Britten, Peter Pears
Dirigent: Wolfgang Wengenroth
Instruktion: Peter Hall
Instruktion ved nyopsætning: Lynne Hockney
Koreografi: Lauren Poulton
Scenografi: John Bury
Kostumer: Liz Bury
Lys: Paul Pyant

Roller
Oberon: Christopher Ainslie
Titania: Elisabet Einarsdóttir
Robin Starveling: Eric Lavoipierre
Tom Snout: Timothy Augustin
Hermia: Tuva Semmingsen
Helena: Sigrid Bøe
Nick Bottom: Zachary Altman
Peter Quince: Caspar Engdahl
Francis Flute: Conny Thimander
Hippolyta: Maria Streijffert
Snug: Philip Christensson
Theseus: Eric Roos
Lysander: Nathan Haller
Puk: Frederick Balcombe
Demetrius: Sebastian Durán