Drot og Marsk på Det Kgl. Teater

En flot aflevering af et af dansk musiks største klenodier

Af Henrik Marcussen

******

Forspillets dystre indledende toner varsler til en alvorlig stemning, der ikke synes langt fra Verdis Trubaduren. Der vil være lagt op til ballade. Det er da også Danmarks historiens berømte og aldrig helt opklarede kongemord i Finnerup lade, der indvarsles i den musikalske ramme, som Peter Heise med sin opera Drot og Marsk skabte i 1878. Som nævnt, sagen er aldrig tilstrækkeligt belyst. Hvad der er op og ned i de mysterier og den overleverede viden, kan der stadig gættes på og hver gang operaen tages op stilles nye spørgsmål og svar. Havde mordet en kærlighedshistorie som årsag eller var dette et belejligt påskud for en magtsyg hærchef overfor en inkompetent konge styret af sine drifter?
Operaen er ikke et historisk dokument, men der vil alligevel i udførelsen indgå – udover det tilgængelige dokumentariske materiale – konventioner og moralbegreber, der med forskellig tydelighed afspejler synspunkter hjemmehørende i 1286, 1878 og 2019. Det giver instruktør og scenograf frit – eller i alt fald friere – løb for personlig udformning og dermed til et nutidigt debatindlæg til dybsindig refleksion eller umådelig irritation. Det kan dog også som her give instruktør og scenograf ganske frie hænder til næsten at boltre sig gennem operaens forskellige tidsaldre.
Drot og Marsk udspilles som programmet benævner det i ”operatid”, der blandt andet betyder, at der her på det visuelle plan springes flere generationer frem og tilbage med mulighed for afstemninger i dragter og andet udstyr fra dengang til nu. Således møder tjenestepigen Aase i slottet/herskabsboligen den royale kavaler Rane. Hun synger om humleranken, som hun har fået øje på gennem vinduet i naturen. Kongen, der nu kommer til, lægger stærkt an på Aase, der ikke er afvisende. Det efterfølgende selskab på ballet ved Skanderborg slot viser et samfund med en tydelig social klasseopdeling med en skødesløs konge, en overklasse, et tjenende korps og Aase som sidstnævntes mobbe-offer. Denne sociale rangfordeling synes Holten at have hentet fra hertugens hof fra sin udgave af Rigoletto, vist i Malmø sidste år. Den pigeglade kong Erik optændes under ballet af statelige fru Ingeborg, Marskens hustru, og leverer Aase tilbage til Rane. Mens Marsk Stig varetager landets tarv ved krigstjeneste, overtager Erik opvartningen af Ingeborg ved en løgn om at Stig er faldet.

Fra hævnakt til krigerisk opgør

Det må gå galt ved marskens hjemkomst. Eriks bortforklaringer over hustruranet hjælper ikke og marsken erklærer hævn. Resten af operaen er en anvisning på, hvordan en konflikt udvikles fra personlig hævnakt til krigerisk oprør, hvor medsammensvorne indrulleres og den endelige afgørelses drejebog skrives. Det er et forløb fortalt med en intensitet og et tempo, der trækker veksler på Shakespeares Macbeth. Undervejs her finder sceneskift sted til et dystert borgkompleks, der både har karakter som fængsel, kloster/kirke og som den borg på øen Hjelm, der skal tjene til oprørernes fremtidige beskyttelse. Slottets festlokaler er nævnt. Ikke mindst naturen, men også borgkomplekset og laden kommer til syne i fantasifulde, farverige og atmosfæreskabende og spejlreflekterende sætstykker, der levendegør handlingsforløbet og varsler den endelige udgang ved tavse ryttere, der ser den brand forude vi i forvejen kender fra et ikonisk maleri.
Hvor det sceniske og handlingens forskellige episoder så illustrativt forståeligt er sat på plads med de tekniske raffinementer, er det musikalske niveau tilsvarende højt. Alt er på plads, ingen døde punkter. Musikalsk kan man reflektere over om og hvor Wagners Lohengrin eller Verdis Otello skinner igennem eller om det er orkestrets niveau, der her tillægger Heise ekstra vitaminer? Af de to mænd, der styrer spillet, er kongen en liderbuks og slapsvans med mangel på den autoritet han, Peter Lodahl, ellers så vokalt mestrer. Johan Reuter giver marsken stor autoritet og vokal pondus. Hans sonore baryton skaber plads til et mønstergyldigt dansk. Vi oplever en meget appetitlig Sofie Elkjær Jensen i fine moduleringer af hendes smukt udformede folkeviser. Gert Henning-Jensen overbeviste endnu en gang som skuespiller og ved hofballet med sin dansevise. Sine Bundgaard i vokal topform får som måske alligevel ikke så uskyldig en Ingeborg tillagt en særligt angrende position. En mønstergyldig og gennemgribende rolle har koret, der står for flere af aftenens allerbedste stunder.
En dejlig aften i Operaen som fremover vil skabe glæde for de mange, der holder af et af dansk musiks største klenodier.