Don Juan (Palle Knudsen) og Leporello (Morten Staugaard), th, i et optrin i hotellets foyer. Foto: Camilla Winther / DKT

Roomservice med et twist

Af Kim Reich

******

Lad det være sagt med det samme: Det Kongelige Teaters nyopsætning af Mozarts Don Giovanni er fremragende. Det er en helstøbt Tour de Force gennemført med minutiøs elegance båret af Kapellet og med sublime sangerpræstationer fra premiereholdet. I særklasse må Palle Knudsens fortolkning af den vanskelige rolle som Don Juan fremhæves – kulminerende i den berømte mandolin-arie ”Deh, vieni alla finestra”. Ingen kan som Palle Knudsen være så forførende, så brutal og så sårbar, som han er i denne nyfortolkning af rollen og det i så fornemt, historisk selskab som Dietrich Fischer-Dieskau, Bryn Terfel, Dmitri Hvorostovsky, Peter Mattei og ikke mindst Gerald Finley i en optagelse fra Glyndebourne.
Der er roser til alle, men Don Giovanni – der af DKT markedsføres som Don Juan – står i særlig grad og falder med sin hovedperson, når John Fulljames – som han også gjorde det i eksempelvis Nixon in China – går på opdagelse i menneskene bag facaden. Her – i denne opsætning – gemmer de medvirkende sig på et hotel. Der er noget Ionesco over det, noget absurd over det selv med nutidens målestok. Hovedpersonerne dissekeres, så de på godt og ondt fremstår som hele mennesker – nu og da komiske, nu og da desperate, nu og da hævngerrige og ret ofte forvirrede over både sig selv og andre. Det er en mesterlig analyse baseret på et værk, der i sig selv har fremkaldt den måske mest fornemme analyse af dem alle: Søren Kierkegaards.

Du min lykkes morder
Så lad os begynde her, for det ikke nogen tilfældighed, at den danske berømthed i sine filosofiske overvejelser om, hvem vi er og hvad vi vil med livet kredser omkring Don Giovanni, som han var meget begejstret for. Han skriver således i en dagbogsoptegnelse, at han ”I visse Maader kan… …sige om Don Juan, hvad Elvira siger til ham ‘Du min Lykkes Morder’ – thi i Sandhed: Det er dette Stykke, der saa diabolisk har grebet mig, at jeg aldrig mere kan glemme det; det var dette Stykke, der drev mig, som Elvira, ud af Klostrets stille Nat”.
Kierkegaard så operaen flere gange og anmeldte den over to artikler i Fædrelandets teaterspalte den 19. og 20. maj 1845. Og i afhandlingen ”De umiddelbare erotiske stadier eller det musikalsk-erotiske” analyserer han i en meget større sammenhæng tre karakterer fra Mozart-operaerne Figaros Bryllup, Tryllefløjten og Don Giovanni. Pagen Cherubino er den spædt drømmende, i Papageno bobler lysten i fuglefængerens bryst og så er der Don Juan, hvis begær hverken er drømmende eller søgende:
”Middelalderen veed meget at tale om et Bjerg, som ikke er funden paa noget Kort, det hedder Venus-Bjerget. Der har Sandseligheden sit Hjem, der har den sine vilde Glæder, thi den er et Rige, en Stat. I dette Rige har Sproget ikke hjemme, ikke Tankens Besindighed, ikke Reflexionens møiefulde Erhverven, der lyder blot Lidenskabens elementariske Stemme, Lysternes Spil, Beruselsens vilde Larm, der nydes blot i evig Tummel. Dette Riges Førstefødte er Don Juan”. (Enten – Eller. Første Deel. Kilde: SKS.dk).
Den verdensberømte filosof var en ivrig operagænger og det var ikke bare Mozart han hørte, som Erik Harbo noterer i artiklen ”Don Juan på Det Kongelige Teater” i Ascoltas juninummer 2020, hvor han med udgangspunkt i afhandlingen bl.a. hæfter sig ved forholdet mellem Donna Elvira og Don Juan, som han finder meget interessant.
”Selv om han betegner sig som lægmand er hans (Kierkegaards, red.) analyser meget præcise. Man kunne tro, at det var teksten, der var det vigtigste for ham, og det samme burde det være for Blicher, men nej – det er musikken, der griber dem. Alligevel siger Kierkegaard et sted: ”Hør, hør, hør Mozarts Don Juan”. Det kunne måske også hænge sammen med at opførelserne dengang ikke altid var så overbevisende i forhold til dekoration og instruktion. Han siger: ”Musikken er foruden Sproget det eneste Medium, der henvender sig til Øret”. Heri indfælder der sig ”et Vidne om, i hvilken Forstand Musikken er et Sprog”.
Denne del af afhandlingen fører direkte til ”Forførerens Dagbog”. For Kierkegaard er Don Juan en umiddelbar forfører, og i virkeligheden ret uskadelig i modsætning til den virkelige reflekterende forfører, som vi møder i dagbogen. Jeg har klippet af et citat, der siger at Don Juan, ”som sanselivets orgiastiske dyrker ikke kan siges at være en forfører, da han er ubevidst og derfor ikke troløs, men den ’umiddelbare’ Don Juan. De 1003 piger har han intet lovet, så bedrager er han ikke og kunne, hvis han ville, komme igen. På det plan er Don Juan uskyldig. Hvorimod den reflekterede, bevidste forfører er en slem én”.

Med spanske aner
Don Giovanni havde premiere den 29. oktober 1787. Handlingen udspiller sig oprindeligt i Spanien, hvilket også forklarer hvorfor Don Juans mange erobringer herfra ’vejer tungest’ i tjeneren Leporellos opremsninger af Herrens erobringer, men det er måske værd at erindre, at operaen også har en undertitel: ”Der bestrafte Wüstling”, som betyder noget i retning af ”Den straffede vellystning” og jo, hovedpersonen er populært sagt en værre Don Juan, der bør straffes for sine gerninger, men så enkelt er det bare ikke. Det kan for eksempel siges om en bekendt, der har et godt tag på kvinder, at han er en værre Don Juan og vi mænd må stadig acceptere, at den kvindelige udgave af samme personage ikke på samme måde har manifesteret sig i litteraturen. At være dameglad er ikke nødvendigvis en farlig foreteelse. Erobring er et livsvilkår, men i det øjeblik et offer eller flere melder sig – som vi ser det i disse år – så viger den romantiske tanke om playboyens i nogles øjne misundelsesværdige tilværelse for en fortabelse på menneskehedens vegne. Er der konsensus mellem parterne er et promiskuøst liv vel ikke noget vi skal blande os i, men det gælder her som i alle livets forhold, at egen frihed altid må gradbøjes mod andres.
Så Don Juan er nok i virkeligheden en fortabt sjæl, der søger kompensation i ethvert éngangsknald, der kommer hans vej.
Og kikker man ham dybt i øjnene, er der noget derinde bagved, som måske bare er et forførende blik (ledsaget naturligvis af stor veltalenhed og en sikker sans for at trykke på de rigtige knapper hos den der kikker) eller måske en fortabelse, der dybest set er et råb om hjælp. Sandheden er, at forføreren ikke er alene om sit værk. Nok hjælper tjeneren ham med at holde styr på erobringerne mm., men hvad de angår skal der som bekendt to til en tango, så (med vovet pels herfra) må de kvinder, der lader sig forføre, som minimum have et ømt punkt han kan handle på og ofte flere, for livet er komplekst: en drøm, en erobring, en forførelse, en skuffelse – der er så mange muligheder på knagerækken, dvs. der hvor fornuft og følelse hænger side om side.

Det eksistentielle
Don Giovanni handler om noget eksistentielt i os mennesker og Don Juan er protagonisten, der vel lever af andres svagheder, men også tvinger de mennesker han møder på sin vej ud af deres skal. Derfor er det genialt, at John Fulljames – i øvrigt efter en personlig oplevelse under et besøg i Athen – sammen med scenografen Dick Bird har valgt at lade handlingen foregå på et moderne hotel, for her finder vi et mikrokosmos af samfundet og et midlertidigt mødested, hvor det private bliver offentligt og hvor der bag hver eneste værelsesdør gemmer sig et menneske ramt mere eller mindre af egen landflygtighed.
Det er her, på hotellet, at Don Juan har sin base – den veludstyrede suite, hvor han med en kniv fra anrettervognen kommer til at slå Donna Annas far, Kommandanten, ihjel. Det siger meget om samfundet, om hotellet og ikke mindst om det vidunderlige greb om virkelighen, som denne forstilling er, at hotellets servicemindede personale naturligvis i en ruf skifter sengetøjet, skaffer liget af vejen og svabrer afdødes blod op fra gulvet, før de forlader værelset igen med lidt glitter kastet ud over sengen, hvor rene håndklæder også er tryllet frem.

Stjernebesætning
Mange operaer er tidløse klassikere. Det gælder ikke mindst Mozarts, der holder uanset tid og sted omend slutningen lige her kræver et særligt kunstgreb for at komme helt i mål. Hele tiden skal vi huske på, at operaen henvender sig til et publikum, der levede for 235 år siden, men jeg kan røbe så meget, at Kommandanten – buldrende godt sunget af Nicolai Elsberg – dukker op og skræmmer livet af Leporello, før han tilbage i suiten stiller Don Juan det endelige spørgsmål: ”Angrer du?”
Morten Staugaard er en herlig og yderst spændstig tjener, der undervejs bliver ydmyget af sin herre flere gange og alligevel melder sig til tjeneste for gode ord og betaling. Også han lader sig forføre, men alting har en pris og aldrig er der blevet taget så stor en udbetaling på hans selvværd som her. Morten Staugaard sang rollen for nogle år tilbage i Den Ny Operas gæstespil på Folketeatret og han er fortsat et fund med lige dele komisk talent og sanglig formåen tilsat en grad af skrøbelighed, som vi ikke rigtig har set før.
Donna Elvira synges med forsmået ildhu af Sine Bundgaard. Kari Dahl Nielsen er en forførende (!) Zerlina og Mandy Fredrich en hævngerrig Donna Anna. Jakob Skov Andersen føjer nye alen til sit talent som Don Ottavio og Tomi Punkeri tegner Masetto med mange nuancer i det hårfine spil mellem parterne i denne fortælling, der alle styres som en flok marionetter af Don Juan.
Julia Jones fører med sikker hånd Kapellet gennem partituret, der i Kierkegaards optik er det saliggørende i værket, selvom Lorenzo Da Ponte var af den opfattelse, at uden hans libretto var der intet at komme efter. Al ære og berømmelse til trods er det dog Mozarts partitur, der forfører os – måske fordi det musikalsk-erotiske virkelig er selve omdrejningspunktet. Her var Kasper Holtens filmatisering i sin tid, der gik meget på det visuelle nærvær, nok undtagelsen, der bekræfter reglen.
Don Giovanni er Mozarts Grand Opera (undskyld udtrykket) og Det Kongelige Teater forløser her i starten af 2022 værket i en sublim, nutidig fortolkning, der vedrører os alle, og dertil med høj underholdningsværdi. Bare Donna Elviras entre, hvor hun kæmper med at få de automatiske døre på hotellet til at åbne sig, mens hun står derude i regnen, er alle pengene værd, men dette er ikke en komedie. Det er blodig alvor, selvom Don Juan undervejs også lige går ud et øjeblik for at få sig en smøg.

Don Giovanni
Det Kongelige Teater
Set den 30. januar 2022

Musik: W. A. Mozart
Libretto: Lorenzo Da Ponte
Musikalsk ledelse: Julia Jones
Iscenesættelse: John Fulljames
Co-iscenesættelse: Aylin Bozok
Scenograf: Dick Bird
Kostumedesign: Annemarie Woods
Koreograf: Maxine Braham
Lysdesign: Fabiana Piccioli
Don Giovanni: Palle Knudsen
Leporello: Morten Staugaard
Donna Elvira: Sine Bundgaard
Donna Anna: Mandy Fredrich
Don Ottavio: Jacob Skov Andersen
Masetto: Tomi Punkeri
Zerlina: Kari Dahl Nielsen
Kommandanten: Nicolai Elsberg

Det Kongelige Kapel
Det Kongelige Operakor

Don Juan er en co-produktion med Greek National Opera og Göteborgsoperan.