Dr. Kolenatý (Lars Arvidson), Albert Gregor (Magnus Vigilius) og Emilia Marty (Agneta Eichenholz). Foto: Emmalisa Pauly / Malmö Opera

Musikdramatik på liv og død

Anmeldt af Lars Ole Bonde

******

De fleste af os ville nok gerne forlænge vores liv, hvis vi kan slippe for sygdom og alvorlige skavanker, og hvis det evige liv var en mulighed her på jorden, ville mange uden tvivl sige ja tak. Naturvidenskaben er måske tæt på at løse aldringens gåde, men er det nu også lykken at leve i 100, 200 år eller endnu længere?

Dette eksistentielle og etiske spørgsmål er kernen i Fallet Makropulos – oprindeligt et teaterstykke fra 1922 af den tjekkiske Nobel-klasseforfatter Karel Čapek, og siden transformeret til en opera af landsmanden Leoš Janáček i årene 1923 – 1925. Operaen er efterhånden ved at etablere sig som en ny-klassiker. Den kan således i april måned opleves på Malmö-operaen, og den er bestemt en rejse værd.

En hovedpine på 200 år

Hovedpersonen, Elina Makropulos, måtte som 16-årig drikke en eleksir, som hendes hoflæge-far egentlig havde brygget til Kejser Rudolf den 2. i Prag (Ja, ham der senere hentede Tycho Brahe dertil). Vi møder hende i Prag 321 år senere, i 1920’erne, hvor hun altså har levet i 337 år – i forskellige lande med forskellige navne, dog altid med initialerne EM.

Hun har gennem århundrederne været en fejret operasangerinde og kalder sig nu Emilia Marty, men selvom hun stadig fremtræder ungdommelig og meget smuk, er livet ved at rinde ud – med mindre hun kan få fat i opskriften på den eliksir, der kan forlænge livet. EM har haft hovedpine i 200 år, siger hun, men ved operaens begyndelse er hun alligevel på jagt efter opskriften, som hun ved befinder sig på et gods nær Prag – dér hvor hun 200 år tidligere var grevens elskerinde og fik et ”illegitimt” barn – Ferdinand – med ham.

Første akts ret indviklede handling handler om den lange, lange arvestrid mellem godsejerfamilien Prus’ efterkommere og den illegitime søn Ferdinand Gregors efterkommere. Man skal nok ikke bruge tid og kræfter på at forstå detaljerne i forhistorien. Det vigtige er, at Albert Gregor (Ferdinands oldebarn) og Jaroslav Prus (Den gamle godsejers tipoldebarn) står over for hinanden i arvestriden, som føres af advokaten Kolenatý. Hans sekretær Vítek har en datter, Krista, som er sangerinde på operaen, og som tilbedes af Janek Prus, Jaroslavs vege og underkuede søn. Hertil kommer en gammel levemand, Hauk-Šendorf, som i Emilia genkender sin ungdoms elskede.

Fælles for dem alle er, at de bliver draget og dybt betaget af den gådefulde Emilia – mændene erotisk på mange forskellige måde, Krista kunstnerisk. Men Emilia kan ikke elske eller bare holde af nogen af dem. Prisen for det lange liv har været en følelsesmæssig kulde og en kynisme over for alt og alle: denne kvinde har prøvet alt og oplever nu kun kedsommelige gentagelser – og ubodelig ensomhed.

Hele historien rulles op i en fingeret retssag i tredje akt, hvor Emilia afslører alt – og afslutningsvis skal beslutte sig for om recepten skal fornys eller ej. Jeg vil ikke røbe slutningen her – tag til Malmö og se hvad der sker!

Det feministiske sidetema

Udover det eksistentielle hovedtema præsenterer operaen et nærmest feministisk sidetema. Bortset fra den korte periode, hvor EM elskede Ferdinand, som gengældte hendes kærlighed, er hun gennem hele sit lange liv blev brugt og misbrugt af mænd – og samtidig blevet betragtet og ringeagtet som en løsagtig kvinde. Alligevel har hun bevaret sin stolthed og integritet, så ingen af de mere eller mindre latterlige mænd omkring hende kan få hende ned med nakken.

Det er vores nye kongelige operachef, Elisabeth Linton, der har instrueret, og hun får med sikker hånd begge temaer bragt i spil, uden at det på nogen måde bliver demonstrativt. Samtidig holder hun fast i, at stykket er en komedie – godt nok en grotesk og sort en af slagsen, med tragisk dybde – men dog også meget underholdende, ikke kun i de to scener med den halvgale Hauk-Šendorf. Det er faktisk ret forbløffende, at operaens syn på forholdet mellem kønnene er så kritisk og moderne.

Scenografisk er vi klart i 1920’erne, skarpt gestaltet af Julia Hansens funkis-scenografi og Anja Vang Kraghs stilrene kostumer, godt hjulpet af Ulrik Gads lyssætning. Drejescenen bruges fint – ikke mindst i anden akt, der udspiller sig på operaens bagscene (efter at Emilia har sunget Salome, ser det ud til) og i sangerindens garderobe.

Et stærkt sangerhold

Det overvejende svensk-danske sangerhold bidrager væsentligt til den meget fine balance mellem det komiske og det tragiske – og til at de mange samtaler fremstår forbløffende ’naturlige’. I titelrollen stråler sopranen Agneta Eichenholz som Emilia Marty. Hun mestrer det svære vokalparti suverænt, og man forstår hendes magnetiske virkning på andre mennesker og hendes erotiske tiltrækningskraft på mænd. Der er fuld dækning for både kynismen og for sårbarheden bag masken. Slutscenen – den eneste egentlig ’operaagtige’ scene – er simpelthen gribende, også fordi Linton visuelt lader Emilia møde sit 16-årige jeg som afsæt for den endelige beslutning.

Magnus Vigilius er storartet som den fallerede, men alligevel selvhævdende Albert Gregor – med vokal dækning for både romantiske udbrud, fortvivlelse og fornedrelse. Som hans mørke, også velsyngende modpol er Rodion Pogossov en brutal og egoistisk Jaroslav Prus, der desuden driver sin søn Janek – præcist og følsomt gestaltet af Mathias Hedegaard – til selvmord, men skyder skylden på Emilia. Den pedantiske advokat Kolenatý fremstilles elegant-komisk af den fine bas Lars Arvidson. Thomas Volle er glimrende som hans servile sekretær Vítek, der også er en patroniserende far til Krista, fint tegnet og sunget af Hanna Husáhr. Det var herligt at gense karaktertenoren Bengt Ola Morgny som Hauk-Šendorf, den elskovssyge og latterlige gamle nar af en falleret greve.

Avanceret musik flot leveret

Janáčeks musik er et kapitel for sig. Vi er så langt væk fra nummeropera og romantisk sangstil, som tænkes kan. Dette er en tekstbåret konversationsopera, renset for arier, duetter osv., men til gengæld rig på sprognære dialoger, morsomme optrin og effektive scener. Der er overhovedet ikke tale om ”melodi med akkompagnement”. Vokalpartierne er bestemt af sprogmelodien (og jeg beklager, at jeg ikke kan tjekkisk og derfor ikke lodde dybden i musikkens sprognærhed). Orkestret lever sit eget, primært kommenterende liv, men kan også sagtens gribe motiver fra sangerne. Janáček arbejder mest med korte motiver, en slags musikalske moduler, der gentages, sekvenseres, varieres eller kontrasteres, ofte i to-tre lag sammensat i en ’filmisk’ montage- eller klippeteknik, der kan minde om Stravinskij i den russiske balletperiode. Men tonesproget, rytmerne og klangfarverne er helt hans eget; partituret myldrer af liv og rummer som sagt også masser af humor. Heldigvis har dirigenten Patrik Ringborg og Malmö Operaorkester fuldstændig styr på den krævende opgave. Det er en fornøjelse at lytte til og Malmö Opera har stor ære af at vise os dette gennemarbejdede, fint fortolkede og meget vedkommende moderne værk.

Fallet Makropulos

Malmö Opera

Set på premieren den 1. april 2023

Musik og libretto: Leoš Janáček

Dirigent: Patrik Ringborg

Instruktion: Elisabeth Linton

Scenografi: Julia Hansen

Kostumer og sminke: Anja Vang Kragh

Lysdesign: Ulrik Gad

 

Emilia Marty: Agneta Eichenholz

Albert Gregor: Magnus Vigilius

Jaroslav Prus: Rodion Pogossov

Krista: Hanna Husáhr

Vítek: Thomas Volle

Dr. Kolenatý: Lars Arvidson

Janek Prus: Mathias Hedegaard

Hauk-Šendorf: Bengt Ola Morgny

En påklæderske: Katarina Lundborg

En scenearbejder: Thomas Hildebrandt

Malmö Operaorkester