De forbyttede børn

Pressefoto: DKT

Verdi’s Trubaduren på Den Kongelige Opera

Af Benny Welinder

******

At handlingen i Trubaduren er ubegribelig kompliceret er en så ofte gentaget påstand, at instruktør og scenograf har ladet den helt dominere deres kunstneriske anstrengelser på Dokøen. Scenerummet, som forestillingen åbner i, består af nogle flader og gallerier opbygget af sortagtig granit, og vi ser på dem uden ændringer forestillingen igennem.
Historien om Azucenas mor, som blev brændt på bålet af Grev Lunas far, og hendes barn, som hun i ophidset rædsel selv kastede på bålet, fortælles normalt af Grev Lunas hærfører Ferrando for grevens soldater i operaens begyndelse. Her sker det foran fire børn, men de to afdøde personer har herudover hver sit alter ego i form af røde spøgelsesfigurer, som går rundt forestillingen igennem og agerer med Azucena, lige som koret også er delt i to grupper, som hver søger at skubbe de agerende karakterer ud, hvor de ikke kan bunde: De mandlige sangere er afdøde soldaters spøgelser, altså en del af fortidens gru, men tilstede her og nu, medens det kvindelige kor er de afdøde soldaters enker, som mindes deres afdøde mænd med sære ritualer. Herudover er der på scenen et ildsted, hvor flammerne gentagne gange lyser op, når historien centrerer sig om ilden som påvirkende faktor i handlingen.
Alle disse handlingsmodificerende kunstgreb gør det ingenlunde mere forståeligt, hvad der egentlig går for sig på scenen, hvilket da strengt taget heller ikke er nødvendigt, fordi Trubaduren har vundet sit ry for verdensrekord i ganske uforståelig handling med nogen urette. Mange operaer har en lettere kringlet handling, som ikke lige kan afkodes med dagligdagens begreber, men Trubadurens brogede og lettere usandsynlige handling løser sig dog ganske rimeligt op værket igennem, hvis man, som Henrik Engelbrecht bemærker i en programartikel, opmærksomt lytter efter hvad der bliver sagt/sunget i operaens første femten minutter.
Sværere er det ikke.

Den grove og den forsigtige

David Kempsters Grev Luna startede som det, han skal fremstille, nemlig en stor, grov mandsperson med et hørbart vibrato, men han rettede sig til det bedre, og hans store arie Il balen del suo sorrisoi 3. akts klosterscene, hvor han ret beset beskriver, hvordan det kunne være gået, hvis hans voldsomme besættelse af Leonora havde mødt forståelse, blev afleveret med kompetent beherskelse og rørende inderlighed.
Gisela Stille startede forsigtigt som Leonora, men sang sig hurtigt op på et niveau, hvor den dramatiske handling blev fulgt godt til dørs, og hendes scener med Grev Luna og Manrico i 4. akt var vokalt og dramatisk helt på toppen.
Randi Stene havde allerede fra starten helt godt fat i Azucena. Vokalt beherskede hun partiet til perfektionisme, og hendes sceniske prægnante nærvær gjorde i den grad figuren levende, så vi forstod fuldt ud, at Verdi opfattede hende som hovedpersonen i Trubaduren.
Diego Cavazzins Manrico var fra start til slut en kompetent og velsunget Manrico, dog uden det helt store overskud på de højdepunkter, som Verdi har lagt ind i partiet.
Det Kgl. Teaters operakor sang fuldstændigt lydefrit og agerede uden dramatiske overdrivelser, kort sagt helt fremragende.
Eun Sun Kim dirigerede Kapellet, og i forestillingens første halvdel var der hørbare problemer med koordinationen mellem orkester og sangsolister. Flere gange gik de to parter regulært fejl af hinanden. Det blev dog rettet efter forestillingspausen.

Velsunget og til at forstå

Det Kgl. Teaters Trubadur er en generelt velsunget forestilling med kompetente solister og et velfungerende operakor. Instruktør og scenograf har mange bud på hvordan man kan ‘forbedre’ Verdis populære opera hen imod det mere letforståelige, men ingen af disse sceniske og dramatiske forandringer af komponistens velkendte univers bidrager til at lette forståelsen af Trubadurens handling, som måske nok kan kaldes vildtvoksende og usandsynlig, men som dog med et åbent operasind og opmærksomhed overfor, hvad der bliver fortalt i første akts første billede, (forholdsvis) rimelig nemt lader sig afkode.

Trubaduren havde premiere på Operaen den 22. september og spiller den 6., 11., 14. og 28 oktober samt 2., 6., 16. og 20. november.