Når fortiden rammer en opera

Vergangenheitsbewältigung

Af Peter Wang, redaktør

Dette voldsomme ord kan sikkert få flere læseres tunge til at slå knuder og give mindelser om mellemskolens tyskundervisning. Ordet er svært at oversætte, men betyder noget i retning af ”opgør med fortiden”: Efter 2. Verdenskrig led den tyske befolkning af voldsomme traumer, da nazismens synder efterhånden blev oprullet; nogle led med god grund under traumerne, fordi de i et eller andet omfang var medskyldige, andre led uden personlig grund, fordi de ikke havde deltaget i uhyrlighederne eller måske endda havde været aktive modstandere. Men alt i alt er det en udbredt opfattelse, at nazismens ideologi og handlinger ikke alene udsprang af samtidens politiske og socioøkonomiske problemer, men at den var udklækket af tanker, der var dybt forankret i den tyske nation og dens historie; i de mest vidtgående og småracistiske udlægninger, at tyskerne er et latent forbryderfolk, hvis slette karakter skjuler sig i deres forhistorie helt tilbage til Martin Luther.
Med henblik på afvaskning af nazismens pletter har det siden krigen forståeligt nok været et tysk slogan, at ”det må aldrig ske igen”. I forlængelse af dette blev der etableret en række foranstaltninger, der skulle dæmme op for en gentagelse. En af dem var, at man forpligtede sig til at anerkende de allieredes udlægning af krigens årsagssammenhænge og skyldsspørgsmål, som derfor er hævet over akademisk debat. En anden var etableringen af den såkaldte Bundesverfassungsgericht (Forbundsforfatningsdomstol), hvis opgave det er at holde øje med om politiske partier og bevægelser holder sig inden for demokratiske rammer.
Sådanne foranstaltninger udgør tilsammen denne Vergangenheitsbewältigung, som på godt og ondt spiller en fremtrædende rolle i tysk politik. Det gode er, at fortidsforvaltningen muligvis lægger en dæmper på ekstremistiske tiltag, men det dårlige er, at tysk politik tydeligvis snarere udfolder sig i skyggen af fortiden end i lyset af nutiden. Der er flere eksempler på, at ty- skernes gamle fjender – nu allierede – fordrer kraftigere proaktiv optræden på den internationale scene, men at tyskere vægrer sig derved: Man er simpelthen bange for, at der vil blive trukket et ’nazikort,’ hvis man fører sig alt for kraftigt frem.
Hvad i alverden har det med opera at gøre?
Temmelig meget, desværre! Da operaen i ekstrem grad er en kunstart, der baserer sig på kulturarven, er det åbenlyst, at den også i ekstrem grad er i søgelyset for den tyske ’Vergangenheits- bewältigung’. Og det kan vi som danskere ikke tillade os at være ligeglade med, for Tyskland fylder så meget på den internationale operascene, at det også præger alle andre lande.
Når instruktøren Barrie Kosky stiller Mestersangerne for en Nürnberg-domstol, rummer dette en påstand om, at Wagner og hans værk er en forudsætning for nazismen. Desuden rummer det en påstand om, at æstetikken fra DDR’s yndlingsteater Komische Oper er det gode, sande og skønne ideologiske udgangspunkt for opgøret med fortiden.
Hvad skal man mene om det?