Det funktionalistiske fascist-hovedkvarter. Foto: Miklos Szabo / DKT

Passioneret kærlighed i nye klæder

Poppeas kroning på Det Kongelige Teater

 

Af Lars Ole Bonde

******

Monteverdis sidste opera Poppeas kroning fra 1643 er en besk historie om utroskab, magtmisbrug, egoisme, ambitioner, bedrageri og opportunisme – og selvfølgelig også kærlighed og sex. Den berømte instruktør Christoph Marthaler og hans faste scenografmakker Anna Viebrocks version på DKT’s Gamle Scene gør den ikke mindre besk. Det grumme handlingsforløb over et enkelt døgn ender fatalt for stort set alle involverede. Det er begavet musikteater på meget højt musikalsk niveau, men det er bestemt ikke for begyndere.

Hvis man forbereder sig på denne oplevelse hjemmefra ved blot at læse et handlingsreferat i en operafører eller på nettet, vil man lige fra begyndelsen sidde med mange spørgsmål. For i Marthalers fortolkning af historien om Nero og Poppea er der meget, som er anderledes. Lad os bare tage nogle af de mest åbenlyse ændringer: Fortællingen er flyttet fra Neros Rom anno ca. 60 til 1930’ernes fascistiske Italien. Enhedsdekorationen er inspireret dels af det fascistiske hovedkvarter i Como, dels en træningsskole for avancerede militære kampsoldater i Sydamerika. Det fungerer i det store og hele udmærket – magtsyge diktatorer fra Nero til Mussolini og Hitler (og måske flere aktuelle eksemplarer af racen) adskiller sig ikke fra hinanden på væsentlige punkter, men Marthaler & Co. griber også ind i handlingsforløbet, fjerner scener og lægger andre til – med tekst hentet mange forskellige steder fra.

Mussolinis datter

Der er sågar tilføjet en ekstra figur til persongalleriet: Mussolinis datter Edda, som selvfølgelig ikke synger, men visuelt og med replikker bidrager med et ekstra historisk ekko. Hele den oprindelige prolog, hvor de tre gudinder Fortuna, Virtú og Amore diskuterer, hvem der er stærkest, er fjernet. Guder har ingen plads i denne fortolkning. Til gengæld er der indlagt flere scener eller numre, som kommer andetsteds fra, for eksempel fra en tysk folkesang, Senfl’s ”Entlaubet ist der Walde” smukt sunget af William Ottow, og Schönbergs lied ”Herzgewächse”. Der synges – og tales – ikke kun på italiensk, men også på fransk (dronning Ottavias ’amme’) og altså på tysk. Slutningen er bestemt heller ikke ’efter bogen’, men den skal ikke afsløres her.

Man skal altså holde tungen lige i munden – også fordi der er så mange personer involveret og så mange mindre konflikter og intriger, og fordi flere kvinderoller er besat med mænd, mens andre mænd synger i sopran- eller mezzoleje.

Desuden er Marthaler en stor ynder af visuelt kontrapunkt – altså at der foregår noget kontrasterende, mere eller mindre indlysende eller interessant i baggrunden, mens selve historien udspiller sig i forgrunden. Et enkelt eksempel fra forestillingens begyndelse: Mens den traumatiserede soldat Ottone efter hjemkomsten fra fronten prøver at orientere sig i sin kæreste Poppeas hjem, ’akkompagneres’ han af nærmest en mængde mennesker – Neros stab, viser det sig – som går rundt og banker på døre, som de også går ud og ind af i et nærmest koreografisk mønster. Bankelydene er efter min mening alt for kraftige og langvarige og altså direkte forstyrrende i forhold til Ottones smukke men sagte sang.

Der er masser af humor med absurde stænk i denne opsætning og især i 2. del efter pausen, som i perioder nærmer sig farcen – ikke mindst med de to mandlige ’ammer’, som performer til den store guldmedalje.

En sand musikfest

Heldigvis synges og spilles der til topkarakter. Alle 13 sangsolister er glimrende – enkelte helt fremragende. De skaber også scenisk deres figurer overbevisende. I orkestergraven spiller Concerto Copenhagen med 23 musikere under Lars Ulrik Mortensens sikre og inspirerede ledelse. Han har også arrangeret eller instrumenteret Monteverdis (uspecifikke) noder, så der både er et skønt musikalsk flow i forestillingen og nuancerede musikalske portrætter af hovedpersonerne og de enkelte scener. Det er meget imponerede, især fordi der udover de mange strygere og strengeinstrumenter (herunder to theorber og en harpe) kun er to typer blæsere: blokfløjter og zinker (trætrompeter).

Det vil føre for vidt at skrive om alle solister, men nogle af dem skal omtales nærmere: Sopranen Kerstin Avemo stråler i titelrollen som den smukke, intrigante og skruppelløse Poppea. Kontratenoren Kangmin Justin Kim har en helt forbløffende udtryksstærk stemme og portrætterer den opblæste, hensynsløse – og håbløst forelskede Nero perfekt. Som hans modpol, filosoffen Seneca (hvis dødsscene er et af operaens smukkeste numre) høres DKT’s egen dybe og klangfulde bas Kyungil Ko. Kontratenoren Morten Grove Frandsen er smukt syngende og meget rørende som den traumatiserede Ottone, der vakler mellem sin betagelse af lunefulde Poppea og den retskafne Drusilla, som Annika Beinnes forlener med stor sødme og stemmelig styrke.

Der har i moderne tid været tradition for at lade mandlige sangere synge rollerne som de to ammer, og selvfølgelig har det en stærk visuel og klanglig humoristisk effekt at se den tårnhøje tenor Stuart Jackson i nederdel overfor den kleine Poppea. Han er dertil også en prægtig sanger med en stemme, der kan matche alle andre inklusive en blidhed, som han fortryller med i operaens mest inderlige nummer: Arnaltas vuggevise til Poppea.

Hans modstykke er Ottavias ’amme’ Nutrice. I denne egentlig ret utaknemmelige rolle er skuespilleren Graham Valentine bestemt ikke smukt syngende, men træffende og grotesk morsom, både når han spejler sin berusede dronning, og når han giver den – som altid på fransk – i en chanson af Serge Gainsbourg. I en klasse for sig er Anne Sofie von Otter, der har rollen som den forstødte og her noget af- og drikfældige dronning Ottavia. Den nu 70-årige mezzosopran er stærkt ved stemme og har et scenisk nærvær, der forgylder alle de scener hun medvirker i.

Moderne på godt og ondt

Denne opsætning er et af de meget få eksempler, jeg har oplevet, hvor der ikke bare skæres i partituret, men også lægges nyt (fremmed) stof ind i operaen – udover at handlingen altså opdateres og historien radikaliseres. Marthaler og Viebrock vil rigtig meget – måske også for meget. Jeg kan intellektuelt godt forstår fravalget af gudinderne, men jeg synes kombinationen af den tilføjede karakter Edda (Mussolini) og Valletto (kvindelig militærstrateg?) kræver meget af tilskueren, især i slutscenen. Jeg har også svært ved at se den dramaturgiske berettigelse af de mange større eller mindre tilføjelser af ekstern tekst og musik. Schönbergs atonale musik lyder da spændende udsat for barokorkester, men det stilistiske brud virker uforløst på mig.

Når jeg alligevel lander på fem stjerner, er det fordi der er tale om en modig og meget interessant kombination af højt musikalsk niveau og en radikal dramatisk aktualisering af et klassisk mesterværk.

 

Poppeas kroning

Det Kongelige Teater

Set ved premieren den 26. april 2026

Musik: Claudio Monteverdi (m.fl.)

Libretto: Giovanni Francesco Busenello

Dirigent: Lars Ulrik Mortensen

Iscenesættelse: Christoph Marthaler

Co-instruktør: Joachim Rathke

Scenografi og Kostumedesign: Anna Viebrock

Lysdesign: Cornelius Hunziker

Dramaturgi: Malte Ubenauf og Roman Reeger

Poppea: Kerstin Avemo

Nero: Kangmin Justin Kim

Ottavia: Anne Sofie von Otter

Ottone: Morten Grove Frandsen

Seneca: Kyungil Ko

Drusilla: Annika Beinnes

Arnalta: Stuart Jackson

Nutrice: Graham Valentine

Lucano: Fredrik Bjellsäter

Liberto: Ian Marcus Bjørsvik

Littore: Antti Mähönen

Valetto: Mathilda Sidén Silfver

Edda: Liliana Benini

Concerto Copenhagen

Opsætning i samarbejde med Theater Basel