Det Kongelige Operakor er klar på barrikaderne. Foto: Miklos Szabo / DKT

Avantgardenparty!

******

Anmeldt af Lars Ole Bonde

Med Sjostakovitj’ Næsen leverer Det Kongelige Teater bogstaveligt talt smæk for skillingen. Alle sejl er sat til for at give eventuelle fordomme om modernistisk opera en på tuden. Hvis der stadig findes skeptikere ift. at føre en ’klassisk’ operas handling op til vores egen tid, må man sige at de får en lang næse med denne forestilling.

Den Kongelige Opera har for første gang besøg af det spanske teaterkollektiv La Fura dels Baus, som sætter sit uforvekslelige fingeraftryk på forestillingen, der kører i meget højt gear og konstant byder på meningsfulde overraskelser og twists af historien. Når det kongelige ensemble samtidig er i topform, går man hjem fra Dokøen med følelsen af at have været til et overdådigt party hos den musikalske og dramatiske avantgarde.

Handlingen i Næsen følger nøje Gogols berømte novelle fra 1836: historien om den russiske embedsmand Kovaljov, som på uforklarlig vis mister sin næse, der optræder på egen hånd i menneskeform og skaber kaotiske situationer, før den endelig bliver fanget og banket tilbage til sin normale størrelse. Men ak, den genvundne næse vil ikke sidde fast i hans ansigt, før han pludselig en morgen vågner op og alt er som før. I det catalanske kompagnis opsætning er handlingen flyttet til vores egen tid, men det giver absolut mening – og mulighed for at kæde historien sammen med MeToo, flygtninge, LGBT+, Fake News og megen anden nutidig galskab.

Klar og ren satire

Som i novellen får man i operaen ingen forklaring på de absurde hændelser, men satiren er ikke til at tage fejl af. Vi møder stupide og opblæste politifolk, forfængelige embedsmænd, småsadistiske skrankepaver – og almindelige mennesker, der løber med den første den bedste vind. Den mest sympatiske person er egentlig barberen Ivan Jakovlevitj, som til hver en tid reagerer meget menneskeligt på de absurde tildragelser: kynisk-pragmatisk når han udøver sit hverv som barber for opstyltede, arrogante magthavere som Kovaljov, ægte forfærdet da han opdager en næse, der i betænkelig grad ligner Kovaljovs, i sit morgenbrød, bekymret og stresset da han prøver at skaffe sig af med den, underdanig da han fanges af lovens lange arm og må bøde for noget, han ikke har gjort. Og dog: Denne udgave starter faktisk med – og det er en original idé, uanset om det er noget Kovaljov drømmer eller ej – at Ivan barber spontant skærer Kovaljovs næse af, da han endnu engang er blevet fornærmet grusomt. Og den slutter parallelt med, at den uforbederlige skørtejæger får sin næse skåret af endnu en gang – MeToo slår til!

Hos Gogol er (anti)helten Kovaljov, som mister sin næse, lige så forfængelig og egoistisk som de fleste øvrige personer. Desuden er han selvhøjtidelig og -medlidende. Sådan bliver han også fortolket i de opsætninger, jeg tidligere har set . Men i denne opsætning er Kovaljov faktisk et meget langt stykke ad vejen skildret som et menneske, der på kafkask vis udsættes for meningsløse lidelser fra systemets side. Musikken kan sagtens retfærdiggøre dette, specielt i Kovaljovs store ”lamento-arie”, der afslutter 2. akt.

Store præstationer

Palle Knudsen har den altdominerende rolle som den plagede levemand, og han leverer en stor præstation, med fuld vokal og skuespilmæssig dækning for alle sider af Kovaljovs karakter. Han er omgivet af et kæmpeopbud af personer/sangere i mindre roller. Man lægger især mærke til Simon Duus som den stakkels barber, Conny Thimander som en kolerisk-hysterisk overbetjent og Christian Damsgaard som den kujonerede, men fiffige tjener. Hanne Fischer og operaakademi-eleven Melissa Baug er et skønt par som en overklassefrue og hendes giftemodne datter. Nikolaj Elsberg fylder scenen ud både som avisredaktør og modelæge, og Gina Gloria Tronel fra Young Artists Programme viser stort talent, først som barberens nymfomane hustru og derefter som en blasert engel, der keder sig i en trapez under katedralens hvælvinger. Gert Henning-Jensen forsyner den blaserte næse med vilde tenortoner, og Jonathan Koppel er rørende som den venlige Jaryzkin.

Operakoret, fornemt indstuderet af Steven Moore, udfylder de mange små roller forbilledligt og skaber – sammen med en lille gruppe dygtige statister – fantastiske kaos-scener, f.eks. i en roma-lignende lejr i en skov, i lufthavnen osv.

I orkestergraven sidder der halvt så mange strygere som vanligt, til gengæld er der et stort opbud af alskens slagtøj, og det hele bliver styret suverænt af den unge iranske dirigent Hossein Pishkar, som i disse år får et velfortjent skub i karrieren.

Hvad er meningen?

Adressen for Gogols satire var vel hans egen tids zarstyre og den tids ekstremt hierarkiske samfund, men de typer vi møder, er nærmest arketyper – som vi kender dem fra commedia dell’arte, fra Kafkas sorte univers og fra Monty Pythons satirer over det sen-imperialistiske England. Der tales, prales og jamres i en uendelighed, men der lyttes ikke – alle taler forbi hinanden. Og ingen lærer noget som helst af den sære hændelse, som ellers nok kunne give anledning til selvransagelse, ikke mindst hos hovedpersonen.

Mennesket har ”mange sære ting for”, som der står hos Prædikeren, og de fleste er dårskaber, som gentages i nye generationer og variationer. Gogols novelle, og normalt også operaen, slutter da også med, at ’sådan er det’, og at man egentlig kun kan bebrejde forfatteren (og komponisten) at have beskæftiget sig med sådan et latterligt emne. Den slutning er skåret væk her, og vi får i stedet forestillingens sidste twist, da en viljestærk rengøringsassistent klipper næsen af den liderlige Kovaljov for anden (men næppe sidste) gang.

Sjostakovitj’ musik er i alle scener motiveret af den konkrete handling og stemning. Det er nærmest stumfilmsmusik – al la Chaplin eller Buster Keaton – men her altså tilsat sang (og tale), endda på dansk og man kan sagtens komme til at tænke på Stravinskijs Petrusjka eller den groteske sidste sats i Carl Nielsens 6. symfoni. Sjostakovitj startede faktisk sin musikalske karriere som stumfilmspianist og skrev musik til en lang række film, både stum- og talefilm. Det mærker man!

Gogols novelle er evigt ung med sin groteske satire over menneskets dårskab, magtens blinde øje og verdens latterligheder. Sjostakovitj’ musik er befriende med sin respektløse collage-sammenstilling af folkemusik, cirkus- og stumfilmsmusik, operette- og operabrokker, kirkemusik og avantgarde – ofte ekstremt dissonantisk og med vilde klang(pang)farver, men samtidig gestisk uhyre præcist. Det er et rytmisk domineret partitur, som forløses virkelig flot i denne opsætning. Et skønt eksempel er den scene, hvor næsen første gang træder frem som selvstændig person: Rugende, smuk kirkemusik svinger sig op til latterlige højder og afløses af parodisk avantgardemusik (næsen synger gennemført atonalt i et meget højt leje, mens Kovaljov synger i et mere traditionelt operaidiom), som igen afløses af en lille stumfilmsepisode, hvor Kovaljov vimser rundt om et par skønne damer. Et andet eksempel er tjeneren Ivans kærlighedssang (til en tekst fra Dostojevskijs Brødrene Karamazov!), der begynder med balalajka-akkompagnement som en enkel folkevise, men hurtigt udarter i vrængende vokalizer, forstærket af alskens percussion.

Aktuelt spot on

La Fura dels Baus – med instruktøren Àlex Ollé i spidsen – står for en tolkning af Næsen, som er spot on i sin aktualisering og totalt overrumplende og imponerende i sin dramatiske formgivning. Alle bipersoner har deres egen individualitet, der er spændende sidehandlinger, visuelle ledemotiver, åbne sceneskift og inddragelse af publikum (vi bliver via tekstanlægget opfordret til at stoppe Ivan barber, da han prøver at komme af med næsen). Jeg overvejede ordet og begrebet hjernespind som overskrift på denne anmeldelse, for det gennemgående træk i den imponerende scenografi er gennemsigtige sætstykker, som hæves, sænkes og gennemlyses, og som leder tanken hen på hjernens snirklede veje og forbindelser – som helt åbenlyst ikke styres rationelt af frontallapperne, men snarere af signaler fra krybdyr- og reptilhjernen. Ak ja…

Den afgående operachef byder i programmet velkommen til den danske premiere på Næsen, men æren tilkommer faktisk Musikdramatisk Teater, som havde Danmarkspremiere den 2. juni 1977.  Nu er der selvfølgelig tale om den første opførelse på en stor scene. Og tak for den!

Næsen

Det Kongelige Teater

Set ved premieren den 1. maj 2022

Komponist: Dmitrij Sjostakovitj

Libretto: Komponisten, Yevgeni Zamyatin m.fl., efter Nikolaj Gogols novelle

Oversættelse: Trine Søndergaard

Iscenesættelse: Àlex Ollé

Co-iscenesættelse: Susana Gómez

Musikalsk ledelse: Hossein Pishkar

Scenografi: Alfons Flores

Scenografassistent: Sarah Bernardy

Kostumedesign: Lluc Castells

Lysdesign: Urs Schönebaum

Platon Kuzmitj Kovaljov, bureaukrat: Palle Knudsen

Ivan Jakovlevitj, barber / En grevindes tjener / Kusk: Simon Duus

Praskovja Osipovna, Ivan Jakovlevitjs hustru / Sopran solo i katedralen: Gina Gloria Tronel

Overbetjent / Eunuk: Conny Thimander

Næsen: Gert Henning-Jensen

Vægter / Redaktør på avisen / Læge / Kovaljovs 3.bekendte: Nicolai Elsberg

En gammel adelsfrue / Pelageja Grigorjevna Podtotjina, hustru til en stabsofficer: Hanne Fischer

Hendes datter: Melissa Baug

Ivan, Kovaljovs tjener / Politiinspektørens assistent: Christian Damsgaard

Pjotr Fjodorovitj / Jaryzjkin / Eunuk: Jonathan Koppel

Vognmand / Ivan Ivanovitj / Spekulant: William Pedersen

1. søn / 1. netop ankomne / Kovalev’s 2. bekendt: Fredrick Skjeldal

Lakaj (i katedralen) / 2. søn / Kovaljovs 1.bekendte: Gustav Johansson

Brødsælgerske: Nina Sveistrup Clausen

Det Kongelige Operakor

Det Kongelige Kapel