Esbjerg-Ringens loyale forløsning

******

Af Peter Wang

Det var en dejlig fornemmelse at rejse til Esbjerg i sikker forventning om, at Ringen ville trille videre i samme gode spor, som blev lagt af Rhinguldet og Valkyrien.

Noget af det mest markante ved Esbjerg-Ringen er dens loyalitet overfor partiturets anvisninger. Gennem tiderne er Ringen blevet fortolket på utallige måder; det kan eksempelvis være som revolutions-fortælling, som slægtshistorie eller som prænazistisk mind-set. Det kan være både oplysende og interessant at læse sådanne fortolkninger, selvom de aldrig er mere end halve sandheder; for dermed er de – eo ipso – også halve løgne og derfor uegnede til at lægges til grund for vinklede iscenesættelser af komponistens værker.

Men det er netop, hvad der – til ulidelighed – har fundet sted i de sidste 40 – 50 års iscenesættelser af Wagners værker. Alt har både været muligt og tilladt: Selv i Bayreuths Festspielhaus overlod man for en snes år siden opsætningen af Parsifal til en instruktør, der aldrig havde hørt en opera af Wagner – og i det hele taget aldrig havde set en opera på scenen! Med et misforstået Wagner-citat, ”Kinder, macht Neues!” satsede man på fornyelse via uvidenhed, hvilket musikfilosoffen Theodor W. Adorno i anden sammenhæng betegnede som ”ubehjælpsomhedens originalitet”.

Sådan er det imidlertid ikke i Esbjerg, hvis opsætning af Ringen udmærker sig ved sin Werktreue, dvs. ved slet og ret at følge anvisningerne i Wagners partitur. Herved overlades det til tilhørerne selv at fortolke værket, i stedet for at de får påduttet en mere eller mindre kyndig iscenesætters idiosynkrasier.

Således er Esbjerg-Ringen i særdeles gode hænder hos instruktøren Kasper Wilton, scenografen Marie í Dali og lysdesigneren Michael Breiner.

Moderne og tidløs

På eventyrlig vis har de skabt en opsætning, der både er moderne, arkaisk og tidløs: Mimes ”værksted” ligner både et moderne ’samtalekøkken’ og en urgammel smedje, dragen er – når den udfolder sine vinger i hele scenebredden – som klippet ud af en tegneserie. Også tredje akts afsvedne bjergtinde er udformet sådan, at man sidder med en ”sådan-skal-det-bare-være-fornemmelse”.

Dermed bidrager selve den sceniske fremstilling stærkt til den umiddelbare opfattelse af værket. Et godt eksempel er spørge-konkurrencen mellem Mime og Wotan, som lytteren hjælpes elegant igennem ved de to personers ajourføring på scenen: Simpelt, genialt og effektivt til at guide den tilhører igennem, som ikke på forhånd ved, hvad der foregår.

En smule friheder har iscenesætterne dog taget sig:

Det hvide lagen, ulveskindet, figuren, gyngen og børnene er iscenesætternes påfund. Det samme er tilsynekomsten af Fricka, som hos Wagner kun viser sig i Rhinguldet og Valkyrien. Men der er nok nogle blandt publikum, der nysgerrigt iagttager sådanne symbolske rekvisitter og får udbytte af at forfølge dem. For eget vedkommende må jeg – selvom jeg har læst forklaringerne på den glimrende programbogs side 11 – melde pas, og udtrykke håbet om, at andre får udbytte deraf. Det gør ikke så meget, så – pyt!

Et forbilledligt ensemble

Ligesom det er lykkedes Den Ny Opera at sammensætte et fremragende iscenesætter-korps, er der castet et forbilledligt ensemble af sangere. På ingen af de fire hovedrolle-indehavere fornemmede man det enorme pres, der må følge af, at deres partier foreligger på LP-, CD- og DVD-skiver med alle de verdensberømte stjerner. Tværtimod honorerede de alle de krav, der stilles på internationale scener:

Magnus Vigilius virkede helt ubesværet af de enorme krav, der stilles til rollen som Siegfried. Også Niklas Björling Rygert leverede både som sanger og skuespiller en meget fin præstation i Spieltenor-rollen som Mime.

Som den aldrende Wotan hører man oftest en lidt mørkere stemme end Jens Søndergaards, hvilket dog ikke hindrede, at hans klangskønne bas fremstod med formidabel autoritet.

Også Trine Bastrup Møller honorerede fuldt ud de krav og forventninger, der stilles i rollerne for dramatiske sopraner.

Takket være hans sceniske karisma og stemme er der en stribe roller som synes at være komponeret til Jesper Buhl. Rollen som Alberich er en af dem.

Jesper Brun-Jensen formåede at tilføre Fafner-rollen et helt nyt aspekt, som tilmed er solidt forankret i teksten: Fafner som en mindre farlig drage og mere som en livstræt pengepuger, der havde opdaget, at lykken ikke var gods eller guld.

Også Anna Larsson fremstod med stor scenisk og vokal autoritet som selve Urkvinden, Erda.

Wagners krav til skovfuglen er ubønhørlige. På den ene side skal man være en letbenet soubrette mens man på den anden side skal besidde den tyngde, Wagners musik kræver. Sofie Lund klarer det fint.

Musikalsk præcision

En stor kompliment skal også rettes til Sønderjyllands Symfoniorkester, der til lejligheden er udvidet til 97 musikere. Fra den ombyggede orkestergrav, hvormed man med succes efterligner det berømte usynlige orkester i Bayreuths Festspielhaus, klinger orkestret med imponerende præcision og skønhed under Lars Ole Mathiasens ledelse.

Og hvad var Esbjerg-Ringen uden ham? Denne ildsjæl, der nu for anden gang bider skeer med Wagners kæmpeværk. Var det hele overhovedet blevet til noget, hvis ikke Lars Oles personlige begejstring for værket var så smittende stærk, at den kunne brede sig ud til de sangere, musikere og sponsorer, uden hvem projektet overhovedet ikke kunne gennemføres?

Nibelungens Ring er så gigantisk og krævende et kunstværk, at det indtil for få år siden kun blev opført på de allerstørste operascener i verden. Forhåbentlig var lyden af premiere-publikummets begejstring så stærk, at den bliver hørt af alle de gode kræfter, der skal samles for at fuldende projektet frem mod en samlet opførelse af alle ”trilogiens” fire operaer.

Udover sin ”egenværdi” – som i grunden er nok i sig selv – er Esbjerg-Ringen er skoleeksempel på, hvordan man løser en af kulturlivets vigtigste opgaver: At formidle og videreføre det bedste og mest bæredygtige af kulturarven.

Dette vil for operaens vedkommende sige at forvalte de mesterværker, der takket være deres almengyldighed gennem tid og rum har opnået klassiker-status. Kun på denne måde kan nutiden forankres i bevidstheden om det fortidige grundlag, hvorpå den hviler.

 

Siegfried

Den Ny Opera

Set den 21. august 2022

Musik og libretto: Richard Wagner

Iscenesættelse: Kasper Wilton

 Musikalsk ledelse: Lars Ole Mathiasen

 Scenografi: Marie í Dali

Lysdesign: Michael Breiner

Overtekster: Jacob Jonia

 Medvirkende

 Siegfried: Magnus Vigilius

Mime: Niklas Björling Rygert

Wotan/Vandreren: Jens Søndergaard

Brünhilde: Trine Bastrup Møller

Alberich: Jesper Buhl

Fafner: Jesper Brun-Jensen

Erda: Anna Larsson

Waldvogel: Sofie Lund

Sønderjyllands Symfoniorkester