Poppeas Kroning på Takkelloftet

Endnu et pletskud fra Operaakademiet

Af Sanne Caft

******

“Bulls eye”, siger man, når noget rammer midt i skiven. På Takkelloftet ramte Operaakademiet plet med en solid kombination af talent, musikalitet og scenisk nærvær i Claudio Monteverdis gamle barokklassiker Poppeas Kroning i en cirkusscenografi med manege udformet som målskive.
Handlingen er et forholdsvist uoverskueligt miskmask af intriger, kærlighedserklæringer og moralske overvejelser. Grundpulsen er langsom. Den komplekse handling synges langt og forklarende med lige så mange snirkler som cembaloet slyngede ud i den udsolgte sal. Collegium Musicum Riga under ledelse af Mãris Kupcs var garant for solidt musikalsk fundament.
Handlingen var henlagt til “Cirkus Roma” – et barokt mylder af personager med mindelser om Dario Fo’s grotesk overspillede men følsomme figurer, der i deres karikatur bibringer tilskueren et spejl at se på menneskelig dårskab og sårbarhed, og derigennem tænke selv. Vi fik lov at tænke selv gennem de mange konstallationer mellem dramaets mange personer.
Trekants/firkants/femkantsdramaets alvorsfulde hovedpersoner blev solidt gestaltet med patos og indføling. Mia Bergström som despoten Nero, udklædt som sprechstallmeister og i stigende grad infantil, sluttende af med at sidde suttende på en slikkepind i jubelscenen, hvor han endelig får sin elskede. Margaux de Valensart som den evigt rænkesmedende Poppea var skøn at skue og sikkert syngende, mens hun snoede alle om sin finger i sit enøjede mål mod magtens tinde. “Jeg foretrækker indbringende synder”, lød det undervejs med stålsat mine. Mens den forsmåede hustru Ottavia, i Kari Dahl Nielsens skikkelse, med mørklødet klang og hidsige slag med et par sagesløse vimpler, som cirkusprinsesse måtte se sig skudt ud i mørket. Mens Cassandra Lemoines Drusilla som sexet spåkone gennemgik alverdens kvaler, inden hun blev forvist sammen med sin elskede Ottone.

Leg med kønsroller

Forestillingen legede elegant med kønsrollerne uden at det blev den dominerende præmis – både i kostumevalg og rollefordeling. Sjovest var Fredrik Bjellsäter som Nutrice, den skæggede dame, der sang sine gode råd i falset og ind imellem måtte slynge dybe toner ud for at få omgivelserne til at fatte alvoren. Magnus Ingemund Kjelstads Ottone, som stærk mand, havde fin komisk timing, hvilket også gjorde sig gældende for de mindre roller, hvis karakterer er så uundværlige for at få sat den alvorlige intrige i relief. Uden komik ingen tragik og omvendt.
“Ren utøjlet vilje er ikke vilje, men galskab”, sang den alvorsfulde kælderdybe bas Joel Kyhle som Neros rådgiver Seneca, der beordres til selvmord af den troløse hersker. Alvoren var stor, og samtidig var der små fine eksplosioner, som da Nero i frustreret raseri hoppede op på en stol for at komme over øjenhøjde på den tårnhøje Seneca og vifte irriteret ad ham med sin slikkepind.
For et nutidigt øre kan Monteverdi virke lettere ensformigt, med mindre man har en særlig faible for barokopera. Denne opsætning var et fint bud på en version, hvor tilhøreren blev hjulpet bedst muligt gennem de lange monologer og karaktermæssige overvejelser, der udgør rygraden i operaen.
Operaakademiet vendte nu for tredje gang tilbage til Poppea, hvilket absolut var et godt valg til at vise det høje niveau, både sangligt og scenisk, som eleverne besidder. Det bliver en fornøjelse at følge dem i årene fremover.