Carmen vidt omkring

Den Jyske Operas turnéforestilling

Af Peter Wang

******

Bizets mesterlige opera Carmen er lavet af så elementært stof, at den tåler en masse. Spørgsmålet er, om den også tåler Den Jyske Operas håndtering: Ouverturen dramatiseres med en lille scene, som ikke er krystalklar, men viser sig at være slutscenen. Historien bliver altså en rammefortælling. Miljøet er et uspecificeret, moderne bandemiljø, hvis lurvede tilstand passer meget godt til værkets miljø af ludere og lommetyve. Scenen består til venstre af en kitschet blanding af blomsterbutik og alter samt bagdøren til en gigantisk flyttevogn; højre side er mere ubestemmelig og foranderlig. Det er tydeligt, at man med enkle og flytbare midler vil fortælle en masse. Sådan må det være med en turnéforestilling.
Men problemet er nu, at handlingsgangen er lige så statisk som scenebilledet: den går simpelthen i stå i skiftende tableauer, som ikke rigtigt formår at tydeliggøre handlingen – selv ikke for den del af publikum, der kender operaen ud og ind. Og hvad med novicerne? Selv de store slagnumre som habaneraen, seguidillaen, toreadorvisen og blomstearien fremkalder ikke nogen reaktion fra publikum, for de når slet ud til publikum. Og det er ikke sangernes skyld, men iscenesættelsens. Selvom der foregår en masse på scenen, sker der egentlig ikke noget. I overgangen mellem første og anden akt bliver Don José degraderet og iført fangedragt, men baggrunden for dette er ikke udtrykt så klart, at man forstår det, medmindre man kender historien i forvejen. Der kunne gives mange andre eksempler.
I tredje akt viser smuglergodset sig at være en flok tørklædeklædte kvinder, der blev transporteret i den nævnte flyttevogn: Jeg gættede på, at det måtte være migranter og spontanflygtninge, der skulle smugles forbi frontex-vagterne, hvilket passer meget godt til, at handlingen udspiller sig i det sydlige Spanien. Men i fjerde akt viste Escamillo og hans hjælpere sig at være islamister, som ikke fægtede mod tyre, men skar halsene over på fanger. Hmm? Men hvad var så kvinderne i tredie akt? Så var de måske snarere tilfangetagne sexslaver til betjeningen af islamisterne? Opgøret mellem José og Escamillo i tredje akt bliver en ildkamp, hvor José skyder forbi Escamillo, som frarøver ham hans pistol og skyder Micaëla.

For meget – og for lidt

Ikke mere om dette, men i mine øjne sker der simpelthen for meget, uden at der egentlig sker noget. Og Carmens egentlige handling, der drejer sig om drifter og lidenskaber, jalousi og hævn for forsmået kærlighed, træder helt i baggrunden.
Francine Vis er lige så smuk at skue som skøn at lytte til. Hun leverer en meget utraditionel udgave af rollen som Carmen – helt uden den vulgære sanselighed, der ofte kendetegner partiet, men med en moderne sanselig elegance som en ung kvinde i fuld bevidsthed om sin smukke stemme og særegent kølige tiltrækningskraft. Også en fin sanglig præstation af Lona Mohr Villadsen, som tilførte Michaëla mere karakter end sædvanligt. Samuel Sakkers smukke klang skjultes desværre af nogen mangelfuld fokusering og tilsvarende vibrato, og i Lars Møllers udgave af Escamillo kunne man godt savne den mørke, sonore timbre, som partiet kræver. Frasquita og Mercédès roller blev fint varetaget af Silvia Micu og Lise Christensen.
Koret løste sine opgaver fint, og under ledelse af Jérôme Pillement spillede Sønderjysk Symfoniorkester som sædvanligt fremragende og med ægte fransk élan vitale.
Som forestilling i almindelighed rammer Den Jyske Opera noget ved siden af skiven med denne sæsonens anden forestilling – lidt trist, for hver gang man spiller Carmen skal den være et pletskud. Men nu ser vi frem til de to kommende værker over årets tema – store kvindeskikkelser i operaen.

Carmen spiller i alt 22 gange over hele landet. Find spillestederne, datoer og navnede på solisterne på Den Jyske Operas hjemmeside og i ASCOLTAS Operakalender.