Dagbogsnotater fra Snedronningen

Kom helt tæt på Snedronningen

Operamagasinet Ascolta har fulgt arbejdet med opsætningen af Hans Abrahamsens Snedronningen, der havde premiere på Den Kongelige Opera den 13. oktober 2019. Tak til alle omkring forestillingen for at vi har fået mulighed for at følge forberedelserne og få et indblik i processen.

Læs også det store interview med Hans Abrahamsen, som vi bragte i ASCOLTA i apriludgaven i år. Det finder du her.

Citat er ikke tilladt.

Læs her om forarbejdet og de første forberedelser inkl. et lille interview med operasanger Sofie Elkjær Jensen, der synger Gerdas rolle.

Producent Stig Debois fortæller i detaljer, hvordan holdet bag arbejder med en forestilling.

Mød Alexander Colding Schmidt, der er assisterende dirigent.

Så krævende er forestillingslederens arbejde – interview med Berit Woldsted Jones.

Med fingeren på pulsen – interview med signalør Lars Ridder.

Bo Basbølls dagbog fra arbejdet med operaen:

Koncert

Koncert 7/9 på Operaen med Det Kongelige Kapel, under ledelse af Alexander Vedernikov. På programmet var bl. a. Abrahamsens ”Drei Märchenbilder aus Schneekönigin” i en dansk førsteopførelse.

Så fik jeg den første lille fornemmelse af musikken til Snedronningen. Værket bygger – som også titlen antyder – på musik fra operaen og er bestilt af Bayrischer Staatsorchester i 2018 og blev uropført for ca. et år siden. Stykkets tre satser: I Ruhig und Fliessend – II – Presto volante(like flying) gik ud i et. Efter en – for Abrahamsen typisk tyst og fortættet indledning – voksede musikken gradvist til slutningens klimaks. Undervejs var der elementer af minimalistiske virkemidler og musikken virkede flere steder overraskende – helt tonal. Orkestret var udbygget til stor besætning med instrumenter som: to Wagnertubaer, vindmaskine, to harper, harmonium og keyboard samt en slagtøjsgruppe med mange forskellige instrumenter foruden den normale store besætning af strygere og blæsere.
Mine forventninger har været meget store til hele projektet og især til musikken. Med dette lille indblik i musikken til operaen lover det rigtigt godt for det endelige resultat. Det, som især stod klart efter koncerten, var, at Sofie Elkjær Jensens udsagn i det interview, jeg havde med hende (se link ovenfor): ”Musikken er sindssygt kompliceret men lyder utroligt smukt. Ja, jeg synes nærmest at hele operaen lyder tonal… at musikken føles helt tonal”, åbenbart er helt berettiget. Denne aftens opførelse af ”Drei Märchenbilder aus Schneekönigin” underbyggede det til fulde.
Jeg glæder mig enormt til det kommende prøveforløb, som startede mandag 9/9.

Prøvestart

Intro og præsentation af Snedronningen

Mandag d. 9/9 på Operaen – i prøvesal 2.

Så startede sidste del af det forløb, som kulminerer med urpremieren den 13/10. Forud for i dag er der jo planlagt, øvet, bygget kulisser, syet kostumer og atter øvet og øvet. Alt det, der er gået forud for denne dag, kan man læse om i interviewet med producenten Stig Debois her på siden. Men nu skal det hele jo til at samles. Nu er der godt 4 uger til urpremieren og nu fik jeg så endelig mit første indblik i den store velsmurte ‘maskine”’på Operaen – helt fra præsentationen af instruktørens tanker bag forestillingen.
I salen var der en meget afslappet stemning. Det føltes som ”Første dag efter sommerferien”, men jeg følte også en spændt forventning til de kommende prøver.
Samling! Igen, som indledningen til en undervisningstime, lidt svært for producenten Stig Debois at kunne byde velkommen. Han præsenterede herefter produktionens solister, det kunstneriske hold, og øvrige personer med forskellige og væsentlige funktioner såsom styregruppe, prøveledelse og repetitør.
Herefter gennemgik Snedronningen’s instruktør Francisco Negrin sine ideer og fortolkning af H C Andersens og nu Hans Abrahamsens og Henrik Engelbrechts udgave af Eventyret “Snedronningen”. Her kan bl. a. temaet fra ”barn til voksen”, Snedronningens og Bedstemoderens roller, og selvfølgelig Negrins opfattelse af Gerda og Kay. Endelig har Uret – tid og rum – en væsentlig rolle. Men også begreber som udtrykkes gennem de forskellige hovedpersoner: ekstrem feminisme og død overfor maskulinitet og liv, udviklingen fra barn til voksen samt naturens rolle: sne og is/vinter overfor blomster og forår.
Herefter fik vi en gennemgang scene for scene. Fra sin telefon styrede Negrin billeder på den opsatte skærm, hvor vi kunne se eksempler på lysdesign, som virkede overvældende. Vi kommer til at se et bombardement af lyseffekter, som tilsyneladende vil blive det bærende virkemiddel i scenografien. I nogle i øvrigt tilsyneladende forholdsvis enkle kulisser. Dette korte indblik i Negrins koncept gav store forventninger til en virkningsfuld blanding af musik, sang og scenografi.
På en opslagstavle hang der tegninger af kostumer til de enkelte roller/sangere som en yderligere fornemmelse af Negrins opfattelse af karaktererne. På et bøjlestativ ved siden af døren kom efterhånden nogle af disse kostumer – som var afbilledet – ind i prøvesal 2.
Herefter var der en pause på en halv time med mulighed for lidt forplejning, inden der igen blev kaldt ind til første gennemsyngning af begge akter. Nu var prøverne i gang.
Dette er selvfølgelig en klaverprøve. Robert Houssart dirigerer og Nick Fletcher er repetitør. Alle sangere medvirker. Sofie Elkjær Jensen som Gerda, Melis Jaatinen som Kay, Johanne Bock som Bedstemor/gammel kone/Finne kvinden, Johan Reuter som Snedronningen, Sibylle Glosted som Prinsessen, Gert Henning-Jensen som Prinsen, Jens Christian Tvilum som Skovkragen, og endelig Morten Grove Frandsen som Slotskragen. De tre dansere er med under prøven. Negrin afbryder under vejs prøven og instruerer sangerne – og forklarer også danserne hvor og hvordan de undervejs har deres indslag. Instruktørassistenten Ida Elling Magnus sidder ved siden af Negrin. Bag det hele er også coversangere og assisterende dirigent, Alexander Colding Smith. Endelig er prøveledelsen ved Berit Wolsted selvfølgelig til stede bagerst i salen.

Mine første indtryk af musikken/vokalen:
I lørdags – 7/9 – ved Kapellets koncert opførtes jo uddrag af musik fra Snedronningen.(se Ouverture herover). Ved koncerten var musikken i orkesterudgave, men uden sang. Nu var det så omvendt sang til klaverakkompagnement. Det er det rytmiske, der synes at være den største udfordring for sangerne. Det første indtryk er da også, at der er meget lange stræk med helt tonale vendinger (treklange og funktionsharmonik) og stillestående, tyste fraser med lange pauser – snemusik? Heroverfor står så andre voldsomme udbrud og forvredne melodilinjer. Det er på nuværende tidspunkt svært at forstå sammenhængen mellem på den ene side det vokale udtryk og på den anden side orkester/klaver-satsens karakter. Det er ikke umiddelbart til at tolke disse meget forskellige udtryksformer i forhold til den dramatiske situation de udspiller sig i. Men igen – spændende bliver det at følge ved de kommende prøver, hvor det formodentlig efterhånden bliver tydeligere og tydeligere, hvordan Abrahamsens musik til Henrik Engelbrechts libretto smelter sammen med Negrins tolkning heraf. Sammen med et tilsyneladende voldsomt ekspressivt udtryk, fornemmer jeg at denne forestilling bliver et foreløbigt højdepunkt for ny dansk opera.
Stærkt opløftet, ja nærmest helt høj, forlod jeg denne mandag Operaen.

Sceneprøve

Gerda, Rensdyr og den store kulisse

Sceneprøve 16/9 i prøvesal 1

Denne sceneprøve foregår ikke, som jeg troede, på selve scenen, men i en prøvesal som ligger lige ved siden af. Men den store kulisse – muren af is – er rullet ind i prøvesal 1, så prøven foregår i den egentlige kulisse. Og hvilken kulisse! Op og ned ad den kolossale væg med dens ’folder’ bevæger lyseffekter sig op og ned i baner og ’strenge’ i skiftende farver. Lyseffekterne er skabt at tusindvis af LED-pærer, som styres af en computer. De bevæger sig ikke kun op og ned, men også tværs hen over væggen fra højre mod venstre. Det kan ikke beskrives fyldestgørende, men skal opleves!
På en anden del af kulissen og lidt foran den store bagvæg sidder Gerda og Rensdyret og bliver instrueret af Francisco Negrin. Det er Gerdas rejse til Lapland, som øves. På denne ret korte sekvens bruges ret lang tid, før Negrin er tilfreds.
Til stede i prøvesalen er instruktøren Francisco Negrin, Sofie Elkjær Jensen som Gerda, Rensdyret ved danseren Boris André, koreograf Toniah Pedersen, repetitør Nick Fletcher, assisterende dirigent Alexander Colding Smith, forestillingsleder Berit Wolsted og til start producenten Stig Debois. Og som en flue på væggen Ascoltas udsendte!
Der instrueres på to planer samtidigt. Negrin på det overordnede plan, mens koreografen instruerer danseren ud fra Negrins ønsker. Musikken leveres af repetitøren. Sangerne og repetitøren dirigeres af den assisterende dirigent, men musikken leveres ind imellem også af Negrin fra hans NoteBook. Samtidig styres lyset på bagvæggen som beskrevet af en PC. Denne prøve på 5 til 10 minutters musik varer over 50 minutter. Herefter øves et arrangement, hvor Gerda og Rensdyr bevæger sig i en bue langs bagvæggen. Dette repeteres mange gange med instruktioner undervejs. Især er der udfordringer for sanger og danser med at ramme accenterne i musikken, hvor Negrin vil have dem til at banke på væggen. Desuden skal denne ’banken’ placeres på de samme steder på bagvæggen, hvorfor der anbringes tape som hjælp. Da det er nogenlunde på plads, stopper prøven. Det hele har varet halvanden time, hvorefter der er 40 minutters spisepause.

Svære rytmiske udfordringer
Efter pausen er der prøve med Snedronningen, der synges af Johan Reuter, Finnekonen (Johanne Bock) samt Gerda og Rensdyret. I denne prøve er det atter de rytmiske udfordringer, som volder sangerne problemer. Musikken i denne scene er i begyndelsen i et meget langsomt tempo og med meget uregelmæssige sangfraser – ja nærmest enkelte ord med lange uregelmæssige pauser imellem. Indsatserne er placeret hhv. lige på taktslag, før eller efter! En udfordring selv for dybt professionelle sangere. Det mærker jeg en del frustration over. Herefter begynder repetitøren at fungere som en slags sufflør, hvor også dirigenten supplerer. Samtidig med dette øves atter koreografi og i pauserne til instruktion, mens assisterende dirigent og repetitør diskuterer detaljer. Et væld af aftaler om arrangementet laves, mens instruktørassistenten noterer dem i sit partitur.
Et hektisk forløb afsluttes kl. 15:00 og herefter er der en halv times pause.
Kl. 15:30 startede dagens sidste del af sceneprøven. Nu var jeg ikke længere den eneste udefra, der overværer prøven. Der var kommet en journalist fra Financial Times, som ville rapportere fra prøverne samt snakke med dirigent og instruktør.
Prøven er atter mellem Gerda og Rensdyret – Sofie Elkjær Jensen og danseren Boris André. Nu kom dirigenten Robert Houssart til og tog over fra den assisterende dirigent. Houssart havde indtil nu haft orkesterprøve med Kapellet i prøvesal 6. Desuden blev repetitøren Nick Fletcher erstattet af Ian Ryan. Denne prøves forløb ligner de andre: først øvning ved flyglet mellem dirigent, sanger og repetitør. Dernæst øvning af arrangement og til sidst en gennemspilning af scenen. Denne scene fra 3. akt er en Tour de Force for Sofie Elkjær. Voldsomt rytmiske kæder af toner, hvor nogle af tonerne var lagt i det højeste register. En kamp med ismasserne. Herefter arrangementet, hvor hun nøjes med at markere sangen. Meget forståeligt efter dagens hektiske prøveforløb, hvor hun næsten konstant har været i centrum. 17:30 sluttede dagens prøver. I morgen tirsdag starter de igen med endnu en række prøver fra 11:00 til 17:30.
Godt mør og mættet af indtryk forlod jeg Operaen. Jeg kan levende forestille mig, hvordan alle medvirkende har det efter en sådan dag.

Orkesterprøve

De mange detaljer og det store hele

Tirsdag den 24/9 kl. 20 – 23 i prøvesal 6

Tirsdag d. 24/9 kl. 20 starter orkesterprøven i prøvelokale 6 i Operaen, hvor alle orkesterprøver foregår. Foruden orkestret og dirigent Robert Houssart er Hans Abrahamsen til stede. Desuden følger assisterende dirigent Alexander Colding Schmidt prøven bagest i salen. Som assisterende dirigent skal Colding Smith til enhver tid kunne springe ind i stedet for Houssart. På kort besøg under prøven kommer ligeledes producenten Stig Debois og operachef John Fulljames.
Prøven starter med, at hele orkesteret spiller et kort afsnit fra 3. akts scene 4. Herefter prøver og instruerer Houssart forskellige instrumentgrupper – træblæsere, enkelte violingrupper samt basserne. Han konsulterer også Hans Abrahamsen – formodentlig for at få afklaret detaljer. Jeg sidder helt bag i salen og har et glimrende overblik over orkestret, men kan vanskeligt høre Houssarts og Abrahamsens bemærkninger til musikerne. Men når han adresserer hele orkesteret, er det nemmere at forstå hans retningsgivende ønsker for, hvordan han vil have musikken til at lyde. Abrahamsen giver også vejledning til musikerne. Enkelte gange går han f.eks. hen til 2-violingruppen og snakker med dem – formodentlig om detaljer. Efter disse instruktioner spiller instrumentgruppen atter og endnu en gang er der vejledning og rettelser, før orkesteret til sidst spiller hele afsnittet. I alle grupper noteres der flittigt i noderne under prøven. Kommunikation foregår på engelsk på grund af de mange nationaliteter, der er repræsenteret i orkestret.
Strygerne og træblæserne spiller næsten hele tiden, mens messingblæsere og mere specielle instrumenter har lange pauser undervejs. F.eks. er der seks Waldhorn, hvor horn 5 og 6 også spiller Wagnertubaer. Jeg kan se deres noder, og ser at de i starten af forspillet har lidt over 100 takters pause, for så at have to gange to takters korte indsatser. Herefter er der atter næsten en sides tomme takter. En udfordring under prøver, men selvfølgelig ikke under en forestilling.
Den ovenfor beskrevne måde, med gruppeprøver afvekslende med tutti-spil, er den sædvanlige arbejdsmetode ved prøver. Det eneste anderledes her i denne prøve er vel, at komponisten er til stede og instruerer næsten lige så meget som dirigenten. Hvilket efter sigende dog ikke er så usædvanligt ved nyskrevet musik.
Efter en pause på 20 minutter, hvor de fleste musikere bevæger sig et par etager op og finder kaffemaskinerne, øves så musikken fra 2. akts begyndelse. Et meget langt og smukt, nærmest meditativt forløb spilles næsten uden afbrydelse. Stykket virker helt tonalt og har tilsyneladende citater fra klassiske komponisters værker. Jeg kan ikke høre, hvad det er for værker der citeres, men hører senere at Abrahamsen nævner Schuberts ”Winterreise”. Selvfølgelig! Hvis der skal citeres, er det jo oplagt.

Der er noget i gære
Musikken udvikler sig herefter langsomt i en ny retning og jeg mærker noget er i gære. Den bliver mere urolig og voldsom. Hvad der er på færde, kan jeg jo ikke forstå, idet jeg ikke kender musikken godt nok endnu og slet ikke ved, hvor i handlingen vi er. Jeg forstår på Alexander Colding Smith, at der jo i det meste af det, de har øvet, også er solister med. Jeg glæder mig til at kunne forstå mere af det hele, når solisterne er med. Det sker fra onsdag den 2. oktober, hvor der er sang- og orkesterprøve.
Abrahamsens partitur er for et meget stort orkester. Foruden den normale besætning af strygere og fuld besætning for træblæsere og messingblæsere, er der en meget stor slagtøjsgruppe. I denne gruppe er der ud over de sædvanlige slagtøjsinstrumenter en vindmaskine – selvfølgelig! Desuden er der nogle slagtøjsinstrumenter, som man kender fra jazz og den latinamerikanske rytmiske musik: congas, claves, guiro, xylofon og vibrafon. Denne aften er der ’kun’ fem slagtøjsspillere på arbejde, men efter sigende er der brug for otte. Når vi kommer længere frem i prøveforløbet, vil jeg komme tilbage hertil. Nogle af de nævnte instrumenter stod placeret i slagtøjsgruppen, men blev ikke brugt i aften.
Endelig så og hørte jeg instrumenter, som sjældent findes i et symfoniorkester: accordeon, synthesizer, harmonium, celeste og klaver. Desuden var der to harper, som havde nogle utroligt smukke fraser. I det hele taget bruger Abrahamsen virtuost hele paletten af klangmuligheder, som dette voldsomt store orkester giver. Og så har jeg endda ikke hørt det hele endnu, men en forsmag fik jeg jo dog ved den første kapelkoncert, som er beskrevet ovenfor i starten af dagbogen.
Glæd jer! Nu hvor jeg har fået indtryk af en utrolig spændende scenografi med dens farverige lysvirkning og har fået dette suppleret med orkestret og sangerne, kan jeg fornemme, at det ikke kan undgå at blive et sansebombardement af usædvanlig styrke. Hvordan dette så kommer til at hænge sammen med og understøtter Negrins instruktion og koncept for Abrahamsens partitur samt Engelbrechts tekst, vil vise sig, når vi kommer til sceneprøverne på Store Scene.

Den første sceneprøve

Gennemsyngning af hele operaen

Tirsdag den 1/10 kl. 12 – 16 på Operaen Store scene

Endelig begynder det hele at hænge sammen for mig! Prøven er nemlig en gennemsyngning af hele Snedronningen. Inden prøven starter, møder jeg Hans Abrahamsen i kantinen og spørger ham, hvordan han synes at det på nuværende tidspunkt vil forme sig. Hvordan hans forventninger er til den endelige forestilling er?
Han er meget begejstret for Negrins opsætning. Vi snakker ligeledes om orkesterprøven den 24/9. Jeg spørger ham om citaterne fra Schuberts ”Winterreise”. Det viser at være i scenen med kragerne, at vinterrejsen er citeret. Citatet er fra Lieden ”Die Krähe”. Fra dette kom vi så ind på de tonale steder i musikken, hvor Hans Abrahamsen bruger dur- og molskalaer – ja, sågar elementer af Blues-skalaen. Han fortalte, at han under en søgning på Google havde fundet er gammel Bob Dylan Blues med titlen ”Black Crow Blues” fra 1964. Om han havde brugt den i sin musik, fandt jeg ikke ud af. Inspiration kan åbenbart komme fra mange sider.

Nu til prøven
Til stede i salen var foruden Abrahamsen selv styregruppen og prøveledelsen: scenemester Peter Jepsen, producent Stig Debois, forestillingsleder Berit Woldsted, instruktørassistent Ida Elling Magnus samt det kunstneriske hold: dirigent og assisterende dirigent, Robert Houssart og Alexander Colding Smith, instruktøren Negrin, scenograf Palle Steen Christensen, og på scenen var selvfølgelig alle solister og koret og i orkestergraven repetitøren Ian Ryan. Altså alle mand af huse.
Første og anden akt blev spillet igennem næsten uden afbrydelser. Selvfølgelig var der undervejs korte beskeder fra Negrin. Lys og video virkede også som det skulle., men der var detaljer med scenografien, som skulle rettes til næste gang. F.eks. kunne man over kulissen se nogle meget højtsiddende højttalere i bagrummet. Og der var en enkelt af de 155.000 små LED-pærer, som lyste konstant. Peter Jepsen, som jeg sad ved siden af, kom med nogle forslag til afskærmning af højttalerne, mens pæren bare skulle udskiftes. Vokalt gik det OK og selv scenen fra 3. akt, som sidste gang voldte problemer, gik denne gang meget bedre.
Men lidt længere fremme i 3. akt kom der så et problem. På et tidspunkt skal ”Uret” – sunget af Johan Reuter – være placeret mellem to store kulisser, som skubbes sammen indtil der en revne, hvori han kan stå. Timingen af denne bevægelse af kulissen, placering af ”Uret” og musikken kiksede. Instruktøren bad ”Uret” om at være hurtigere til at komme frem. Men forestillingsleder Berit Woldsted påpegede, at det slet ikke var muligt for Reuter at nå til sin position på den korte tid, der var til hans rådighed. Derfor blev hele arrangementet lavet om. Før kulisserne skulle skubbes sammen, var der dansere som skulle passere kulissen. Dette blev nu ændret og så gik alt op i en højere enhed.
At skulle tage en scene/passage om kunne også volde problemer. Sangere og repetitøren har ingen problemer med at finde tilbage, men teknikken er jo delvist computerstyret, hvilket nogle gange gjorde at der var længere pauser i prøveforløbet.
Det lykkedes at komme igennem hele 3. akt, inden den berammede prøvetid var gået. Herefter skulle der evalueres. Det foregik samtidigt to steder. På scenen med solisterne og i salen med det tekniske hold. For denne sidste gruppes vedkommende blev det ledet af producent Stig Debois, som sørgede for at alle kom til orde og kunne fremføre deres vinkel på, hvordan de forskellige problemer kunne løses.
Endnu en spændende dag med indblik i, hvor stort og kompliceret en opsætning af en opera er. Hvor mange dybt professionelle og engagerede medarbejdere der skal til for at realisere en komponists vision om en operaforestilling.
For øvrigt skulle der under denne prøve fotograferes til program og hjemmeside. Det betød, at Hans Abrahamsen bror Per Morten Abrahamsen gik og kravlede rundt på scenen. Hvilket åbenbart ikke generede sangerne synderligt, selvom han nogle gange havde kameraet temmelig tæt på deres ansigter.
Efter prøven var der så i påklæderværelset korrektioner for sangere og dansere ved Francisco Negrin. Dette kaldes ”Noter for sangere og dansere”. Denne seance var berammet til en time. Her var jeg desværre ikke en flue på væggen, selvom det kunne have været meget interessant.

Hermed var prøvedagen slut.

Den anden sceneprøve

Mens Barberen ser til…

Torsdag den 3/10 sang- og orkesterprøve på Operaen Store scene

Den anden sang– og orkesterprøve afholdes på Store scene. Prøven er uden kostumerne. Solister og kor sidder på scenen – ikke i kulissen fra Snedronningen, men i kulissen til Barberen i Sevilla, som samtidig med Snedronningen er i produktion.
En sang- og orkesterprøve forløber efter samme recept som de øvrige prøver: et afsnit spilles og synges igennem. Herefter stop og korrektioner af, hvad der nu er. Evt. øves med enkelte instrumentgrupper, hvorefter afsnittet atter spilles og synges. Ikke sjældent må dette gøres flere gange. Til stede er også Hans Abrahamsen. Han følger arbejdet samtidig med at han følger med i partituret. Enkelte gange noterer han i partituret og andre gange henvender han sig til dirigenten og diskuterer detaljer.
Især er det starten af 3. akt, som øves flere gange. Se evt. notatet fra prøven 16/9, hvor også sangerne var udfordrede. Nu er det så orkestret, som øver om og om igen, før Houssart er tilfreds. Sangerne – med noder foran sig – er i dag kun få gange årsag til afbrydelserne.
Jeg sidder tæt på Abrahamsen, som nu følger alle prøverne, konsulteres ind imellem, eller selv går til Houssart for at korrigere orkesterspillet. For det meste er det balancen mellem de enkelte instrumentgrupper, som der arbejdes med. Sangerne kommer ind i mellem ned til Abrahamsen for at hente råd om f.eks. fraseringer.
Vi kommer igennem 3. akt, som starter med en beskrivelse af vinterens isnende kulde og barske landskab, illustreret af orkestrets stillestående og sylespidse klange i instrumenternes ekstremt høje klangregistre og de voldsomme udbrud. Men som ender med sommer og forløsning.
Efter pausen øves 2. akts blomsterscene. Nu får jeg mulighed for at forstå, hvorfor Sofie Elkjær Jensen i mit interview med hende beskrev Abrahamsens musik som smuk og nærmest tonal musik. Hvilket han på et tidspunkt bekræfter over for mig, men samtidig pointerer, hvad der tekstligt ligger under musikken – de døde piger i deres kister!
Denne anden del af prøven går mere glat og uden særlige problemer. Kl. 14:30 er dagens prøve afsluttet. Nu er der en uge til generalprøven og ti dage til premieren!

Sofie Elkjær Jensen under en af de krævende sceneprøver. Foto: DKT/Per Morten Abrahamsen.

Sidste prøveuge ingen premieren

Ikke uden udfordringer…

Sceneprøve mandag den 7/10, 12 -16 på Store scene.

Så blev det mandag i den sidste prøveuge før premieren. Og hvilken mandag! Efter prøven kom jeg til at tænke på Murphys lov. Hvilken prøve! Det var igen 3. akt, der skulle prøves. I dag var det meget orkesteret, der skulle gentage og prøve forskellige passager. Abrahamsen var meget aktiv og kom med instruktioner til dirigent og direkte til musikerne, men det startede med nogle problemer med de luger i kulissen, hvorfra 4 trompetister spillede. Men også sangerne havde problemer på de samme steder som tidligere. Med instruktionen var der også en del udfordringer med de positioner, som sangerne skulle være på undervejs. Instruktørassistent Ida Elling Magnus havde travlt med at pendle frem og tilbage mellem pulten i tilskuerrummet og scenen.
Også scenearbejderne havde travlt. I en scene skal Kay flytte rundt på nogle ’kasser’, hvori der er lys. Sangeren Melis Jaatinen, som synger Kay, skulle flytte dem rundt i et mønster, samtidig med at hun synger. Men lyset var til hendes store frustration ikke tændt i alle kasser. Det blev så afhjulpet af scenearbejderne i en pause, hvorefter scenen kom til at fungere. Der blev fortsat arbejdet meget med orkestret, som prøvede en del gruppevis. Det var som at nu skulle alle detaljer være helt præcise, men igennem kom de til slutningen af 3. akt.
Sådan kan en prøve på Operaen altså også være.

En rigtig god afslutning
Efter pausen var det som om den uro, som havde bredt sig under prøven om formiddagen, havde lagt sig en hel del. 3. akt blev atter prøvet og nu gik det en hel del bedre. Der blev fortsat arbejdet med detaljer i orkestersatsen. Der blev fortsat rettet i instruktionen og arrangementet, men alt i alt fik de arbejdet sig igennem til afslutning af operaen.
Herefter gik man til 2. akts 4. scene, der slutter med kvintetten mellem Gert Henning-Jensen som Prinsen, Sibylle Glosted som Prinsessen, Jens Christian Tvilum som Skovkragen, Morten Grove Frandsen som Slotskragen og Sofie Elkjær Jensen som Gerda. Det var en rigtig god beslutning. Det er en dejlig, smuk og utrolig beroligende afslutning af 2. akt. Alle spillede og sang utrolig smukt. Herefter var alle trængslerne fra starten af dagens prøver næsten glemt og borte.
Men mon ikke der blev snakket en del om formiddagens problemer, i den efterfølgende seance med ’noter’ mellem dirigent og sangerne.

Første gennemspilning med kostumer

Signalørens vigtige funktion

Sceneprøve onsdag den 9/10 kl. 12 – 16 på Store scene

Første gennemspilning af hele Snedronningen med Kostumer. Alt kørte som det skulle. Nu fik jeg et overblik over sammenhængen mellem alle de enkelte scener, som var blevet øvet igen og igen. Nok havde jeg hørt hele akter sunget/gennemspillet uden kostumer og lys/video. Nu var alt i spil: det dramatiske forløb ‘iklædt’ musik, scenografi og lys/video. Kort sagt det endelige resultat af prøveforløbets anstrengelser. Nu blev Negrins opfattelse og iscenesættelse af Engelbrecht og Abrahamsens udgave af H C Andersens eventyr endeligt mere forståelig. Om det er vellykket eller ej, vil jeg ikke tage stilling til her. Det må publikum, anmelderne – inkl. Ascoltas – tage stilling til efter premieren.
Jeg havde nogle små samtaler og ordvekslinger med Abrahamsen under vejs. Heraf kunne jeg forstå, at han var meget tilfreds med opsætningen, men en lille usikkerhed sporede jeg dog. Jeg tolker den som en usikkerhed om, hvordan operaen vil blive modtaget af publikum og anmeldere. Sådan vil det vel altid være for komponist, instruktør og det kunstneriske hold.
I 3. akt fik jeg den unikke mulighed for at komme bag scenen og kikke signaløren, Lars Ridder, over skulderen. Signalør og forestillingsleder er placeret i Damesiden – altså til højre bag scenen, set fra salen. Fra min plads kunne jeg ligeledes følge med i kunstnernes venten og deres entré på scenen samt opleve sceneskift set fra bagscenen. Hermed fik jeg også set, hvordan sceneskiftet fungerede ved ”Uret” (Johan Reuter) entré på det, som jeg tidligere har beskrevet i dagbogen. En bro mellem trapper på begge sider står parat lige ved siden af scenen, og på et givet signal af Lars Ridder skal den rulles ind af scenearbejderne. Reuter skal herefter hurtigst muligt op ad trapperne for præcist med musikken til urets Tik, Tik at kunne ses gennem kulissernes smalle mellemrum. Dette komplicerede moment i 3. akt har som sagt tidligere voldt problemer, men lykkedes denne gang perfekt. Det blev ‘fejret’ med (stille) jubel og ‘High Five’ mellem scenearbejderne og forestillingslederen – Ikke af signaløren, da han har et meget stressende job. Han giver signaler til lys, video, sangere og scenearbejdere hver gang der skal gøres entre, udføres et sceneskift, startes lyseffekter eller køres en video. Han følger med i sit klaverpartitur, hvor alle aktioner er nummereret. Før hver aktion for teknikerne samt entré for sangere og kor annoncerer han det i det interne samtaleanlæg. Først et forvarsel: ”cue” og dets nummer – hvorefter han præcist på stedet siger ”go”. Disse varsler og signaler må selvsagt ikke kikse. Skulle det ske, har han ved sin side en assistent, som også noterer sig eventuelle problematiske steder og i øvrigt som i tilfælde af forfald skal træde ind for signaløren. Disse vanskelige steder diskuteres efterfølgende og tilføjes eller rettes i partituret.
Det var for mig en spændende oplevelse af en – for afvikling af en operaforestilling – vigtig og betydende funktion. En opgave som udføres af en person, som er helt usynlig for publikum, men som har stor betydning for den samlede oplevelse af forestillingen. Husk det, når vi alle hylder de synlige stjerner!

Den sidste prøve

Så sidder man der med en klump i halsen…

Generalprøven torsdag den 10/10 12 – 16 Store Scene

Så er det sidste prøve. Det bliver understreget af producenten Stig Debois, som fra scenen siger at vi kan komme ude for afbrydelser og for at sangerne sparer stemmerne til premieren søndag. Ingen af delene bliver tilfældet. Sangere, koret og dansere agerer perfekt og orkestret spiller som optimalt. Det bedste jeg endnu har hørt! Abrahamsens fantastiske klangmalerier og dynamiske forløb med yderpunkterne i det næppe hørbare til den voldsomt eksplosive orkesterudladning fungerede sammen med sangernes fornemme præstationer, så jeg flere gange måtte konstatere klumper i halsen og vand i øjenkrogene. Undskyld min følelsesladede beskrivelse, men sådan var det altså! Det havde ikke tidligere været sådan, men det skyldes nok at jeg i dag ikke følte jeg skulle være fluen på væggen, som objektivt skulle berette om dette og hint, men en almindelig publikummer som kunne give los og henrykkes af forestillingens poetiske og dramatiske højdepunkter.
At jeg ikke var den eneste, der havde det sådan, oplevede jeg et i et enkelt tilfælde. Der var til min glæde rigtig mange unge til stede til generalprøven. Elever fra folkeskoler og gymnasier. Jeg forsøgte i pausen at høre, hvordan de havde oplevet 1 og 2. akt. Jeg fik kun få udsagn, men mest om musikken ”der var mærkelig”, men ”lyseffekterne som var flotte”. ”Handlingen var lidt svær at følge med i” var også et udsagn.
Før 3. akt spurgte jeg et par børn vel på 8 – 10 år, som sad på rækken foran mig, om de var vant til at komme til opera. Det var de! En af deres forældre arbejdede på Operaen. Det viste sig at en voksen (deres mor formodentlig?) sad et par sæder længere fra dem. Pladserne imellem var frie. De var meget nysgerrige og fulgte levende med. Men på det dramatiske sted med orkesterets voldsomme kraft, hvor Gerda bliver stoppet af Snedronningens forposter, De sorte Snefnug, nærmest fløj pigen hen til sin mor og klemte sig ind til hende! Et øjeblik efter rykkede drengen ligeledes hen til den voksne. En oplevelse jeg nok ikke vil glemme lige med det samme. Her fik jeg et bevis på, hvor stærkt musik og tekst sammen med instruktionen kan virke! Jeg kender det godt selv – se ovenfor -– men her var et ’bevis’. Hermed er dagbogen slut.

Efterskrift.

Kære læsere:

Jeg håber at I har fået et indblik i, hvor stort et arbejde det er at få skabt en fantastisk forestilling. Fået et indblik i hvor mange professionelle, determinerede og engagerede medarbejdere, der kræves for at få en produktion til at lykkes. Det har for mig været et givende og utroligt spændende forløb, som jeg aldrig vil glemme. Jeg håber min glæde og optagethed har smittet af – bare en lille smule! Så er mit mål med dagbogen lykkedes.
Til allersidst,
Uden Hans Abrahamsens fantastiske partitur havde det ikke været muligt. Tak Hans!

Jyderup oktober 2019.
Bo Basbøll