Serena Sáenz og Tivoli Copenhagen Phil. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / COF

Det bedste fra La Traviata

Anmeldt af Sanne Caft

******

Kan man klippe i en klassiker?

Ja, det kan man, når saksen bliver ført så elegant som tilfældet var med Verdis udødelige klassiker La Traviata, der blev opført i koncertformat i Tivolis Koncertsal som en del af Copenhagen Opera Festival.

Det var en koncert, men det var så tæt på en scenisk opførelse, som tænkes kunne, når kulisserne manglede og det velspillende Tivoli Copenhagen Phil i stedet sad på scenen under ledelse af dirigenten Henrik Schaefer.

De tre hovedkræfter agerede og sang, så det var en ren fornøjelse. Aftenens stjerne var ubestrideligt den spanske sopran Serena Sáenz, der med smuk, ubesværet og ekspressiv stemme gestaltede den elskende, fortvivlede og døende kurtisane Violetta Valéry, der skal så uendeligt meget igennem, før døden tager hende til sidst. ”Sempre Libera” sad lige i skabet og sådan fortsatte det til hendes sidste skælvende suk, inden hun sank død til jorden i Alfredos arme. Flere end Deres anmelder sad berørt tilbage, afslørede et blik på de omkringsiddende.

Norske Audun Iversen har bl.a. sunget Eugen Onegin på DKT i 2009. Med pondus og kort fuldskæg gestaltede han Giorgio Germont – den halsstarrige patriark, hvis insisteren på formalia og familiens gode navn og rygte koster det elskende par deres lykke. ”Di Provenza il mar, il suol” blev leveret smukt og magtfuldt på linje med partiet i øvrigt, afslutningsvis med hans velklingende, musikalske skyldfølelse over at have skilt sin søn og hans elskede ad.

En meget ung far

Germont er en egoist, men en velsyngende en af slagsen. At han i Audun Iversens skikkelse så må have startet endog meget tidligt for at være far til tenoren Leonardo Capalbo, der sang sønnen Alfredo, får være. Det er den slags ”suspension of disbelief”, som al scenekunst kalder på. I denne koncert må det nærmest have været aktiv modstand, hvis publikum ikke lod sig suge ind i musikken og dramaets fængslende verden.

Det afslutningsvist bragende bifald bekræftede, at koncerten blev taget godt imod i den udsolgte sal. Også hos Germont sad nuancerne, hvor de skulle, som da træmanden trak sig væk, da Violetta i desperation beder om en omfavnelse inden hun føjer sig for hans ønske om at forlade Alfredo og dermed ofrer sin egen lykke.

Vel var der ikke kulisser, men sangerne skiftede tøj undervejs. Eksempelvis var Alfredo i formfuldendt kjole og hvidt i første akt, hvor han forelsker sig i Violetta; trofast besøger hendes dør gennem hendes lange sygeperiode, de mødes, hun tillader sig at forelske sig og alt er (relativt) idyllisk. Idyllen fortsætter lidt ind i anden akt, hvor Alfredo i hvide hørbukser, barfodet i loafers, seler og Henley med opsmøgede ærmer levede og elskede på landet, mens duetterne snoede sig forførende om de elskende og om publikum. Alfredo var vokalt fin med et enkelt lille udfald, der ikke satte mærker på en velsunget og velspillet præstation.

Nordiske korstemmer

Det lille men velsyngende, entusiastiske kor med sangere fra de nordiske operakor og Young Nordic Opera Choir sang med noder og illuderede feststemt parisisk flok. Først omsværmer de den feterede Violetta. Senere ser de Alfredo kaste penge i hovedet på hende efter at hun har forladt ham, og skinsygen flår flænger i hans sjæl. At hendes flugt fra deres kærlighedsrede på landet uden for Paris er orkestreret af hans stivnakkede far, er han ganske uvidende om, hvilket gør både Violettas afgrundsdybe fortvivlelse og Germonts sorgfuldt-forargede arie til sin søn om ikke at krænke kvinder, så meget desto stærkere.

I opførelsen var fokus på hoveddramaet. Det fungerede upåklageligt. Allestedsnærværende Mathias Hammer formidlede handlingen i en præsentation før hver akt. Han havde valgt, at den blev fortalt som den ældre Alfredo Germont, der ser tilbage. Samtidig sang Capalbo partiet, og på trods af en indledende blomst, som både Hammer og Capalbo samlede op, fremstod det fortællegreb en anelse forvirrende. Hammer er en formidabel formidler, men dybest set kunne koncerten godt have fungeret uden fortælleren. For sangerne agerede tydeligt og umisforståeligt og tekstanlæg understøttede det sungne.

Fra orkesterets længselsfulde anslag, der ubesværet dragende går over i Verdis smægtende toner, gør musikken med rette La Traviata til en af de hyppigst opførte operaer verden over. I denne sæson turnerer eksempelvis Den Jyske Opera med samme. Koncerten fungerede både som indgang til operaens magiske verden og som genhør med en kendt og elsket klassiker alt efter, hvilket afsæt det fremmødte publikum havde. Bravi.

La Traviata

(Uddrag/koncertant)

Tivolis Koncertsal

Overværet den 21. august 2025

Komponist: Giuseppe Verdi

Librettist: Francesco Maria Piave

Tivoli Copenhagen Phil 

Dirigent: Henrik Schaefer

Solister:

Serena Sáenz, sopran, Leonardo Capalbo, tenor og Audun Iversen, baryton samt sangere fra de nordiske operakor og Young Nordic Opera Choir

Fortæller: Mathias Hammer