Stærke billeder
Leif Jone Ølberg (Tadeusz), Stefania Dovhan (Marta), Den Jyske Operas Kor og TalentU, Passageren, Den Jyske Opera 2018. Fotograf Kåre Viemose.
Passageren på Den Jyske Opera
Af Peter Wang
******
Det foregår omkring 1960. Lisa og hendes mand, Walther, er på vej over Atlanterhavet, fordi han skal tiltræde et job som diplomat i Brasilien. Da hun ser medpassageren, Marta, bryder hun sammen, for Marta var fange i Auschwitz, hvor Lisa har været fangevogter. Nu frygter hun at blive afsløret og få sit lykkelige liv med Walther spoleret. Indre stemmer tvinger hende til at afsløre sin fortid:
I Auschwitz viser det sig, at Lisa havde været blandt de mest ondskabsfulde bødler og dermed nemt kunne have delt skæbne med de af sine kvindelige kolleger, der kort efter krigens ophør blev henrettet. Men Lisa finder ud af, at Marta er englænder og altså ikke kan være den Martha, hun frygtede, så nu kaster hun og Walther sig sorgløst ud i luksus-linerens søde liv. Men Lisas oplysninger viser sig at være ukorrekte. Marta er ganske vist engelsk statsborger, men af polsk herkomst. Lisa bryder sammen, og i sammenbruddet træder Marta frem og afslører, at det guldur, Lisa har givet sin mand i bryllupsgave, er et tyveri fra en gasset Auschwitz-fange.
I slutscenen er Marta og to veninder tilbage i Auschwitz-museet, som nu er en turistattraktion.
Vi må ikke glemme
Mieczysław Weinbergs opera er med sine lange KZ-lejr scener en skrap affære med stærke billeder, der uundgåeligt borer sig ind i sindet, transporteret af den ætsende, illustrerende musik, men også med lyriske passager, hvor KZ-fangernes tanker går tilbage til de dage, hvor forlovelser stadig var tilladt, som Marthas medfange og kæreste, Tadeusz, fortæller.
Vi må aldrig fortrænge nazismens ondskab, og det er heller ikke nemt, når man har set denne følelsesmættede forestilling. Ondskaben lurer overalt og ofte i forklædning; hvor lurede ondskaben, da Lisa lod sig lokke af den, og hvor lurer den i dag?
Hvor de stærke formanende billeder er operaens styrke, er manglen på dybdeboring i personernes indre liv dens svaghed. Vi må antage, at Lisa var af generation 1925, teenage-medlem af Bund Deutscher Mädel, beruset af tanken om fædrelandets genrejsning, villig til at yde et bidrag som lavtstående medlem af en organisation, som gradvist – næsten umærkeligt – udviklede sig forbryderisk. Opdagede Lisa i grunden nogensinde, at hun havde udviklet sig til et ondt monster? For hun var vel ikke født ond?
Og hvad med hendes mand, Walther? Han er vel af nogenlunde samme generation og har vel været medlem af Hitler-Jugend samt – på en eller anden måde – medvirket i krigen mindst som værnepligtig. Vi får ikke rigtigt noget indtryk af ham – bortset fra, at han afleverer en enkelt replik om, at “vi tyskere har nemt ved at glemme fortiden og leve videre, som om intet er hændt”.
Desuden havde en afsluttende verbal konfrontation mellem Lisa og Marta også været interessant.
Disse problemer havde virkelig været en opera værd! For hvad vil det sige, at ”vi ikke må glemme”? Det betyder jo ikke, at vi skal tænke på holocaust fra morgen til aften, men at vi skal lære at gennemskue ondskabens andre forklædninger, så vi altid er rustede til at værge os imod dem. Denne lære er der mange, der kunne drage nytte af i vore dage, hvor verden er splittet i småt og stort, og hvor utallige modstridende ideologier byder sig til med tillokkende tanker om dens genordning.
Tekst, musik og scenografi
Mens teksten hælder mod det banale og skabelonagtige, er musikken et spændende bekendtskab. Selvom man hist og her sporer en vis affinitet til andre store komponister fra det 20. århundrede – polytonalitet, flirt med amerikansk big-band-musik, ja, sågar et ironisk anvendt citat af Arnold Schönbergs berømte brug af ”Ach, du lieber Augustin” i sin 2. strygekvartet – er Weinbergs musik meget personlig og meget illustrativ.
Sangpræstationerne er – især på spindesiden – overvældende og orkesterspillet af sædvanlig høj standard.
Sceneteknisk er forestillingen fremragende med flotte kulisser og dragter samt forbilledlig personføring. Opførelsen er i elementær forstand slet og ret godt teater og lover dermed godt for fremtiden.
Vergangenheitsbewältigung
Det er helt klart, at denne opera – som siden sin uropførelse i 2010 har haft betragtelig succes – er et kunstnerisk indslag i debatten om, hvorledes man som tysker skal leve videre med en blakket fortid, som man ikke kan ændre. Denne debat gennemsyrer på godt og mindre godt det tyske kulturliv – ikke mindst operaen. Derfor er det egentlig velgørende, at emnet tages op i en opera, hvor det hører hjemme, og ikke klistres uvedkommende på alle mulige andre operaer.
Emnet rejser et eksistentielt problem: Da jeg for en halv snes år siden afholdt et operakursus på en dansk højskole, kom jeg tilfældigvis til at sidde ved frokostbordet ved siden af en ung tysk kvinde, som var på højskole for at lære dansk. Jeg spurgte, hvorfor hun ville lære dansk? En lille tåre kneb sin frem i hendes øjenkrog, da hun fortalte mig, at hun var halvt dansk, men gerne ville være det helt, fordi hun – af grunde, vi kender alt for godt – var ked af sin tyske identitet!
Er det rimeligt, at en ung dame, skal slæbe rundt med byrden af ugerninger, som hverken hun selv, hendes forældre eller bedsteforældre – men måske hendes oldeforældre – har medvirket til at begå? Svaret svæver i luften og vil sandsynligvis gøre det længe endnu, for de divergerende meninger om emnet er både klare og skarpe.
Som første forestilling i Philipp Kochheims repertoirevalg tegner det spændende for fremtiden på Den jyske Opera.
Operaen synges på tysk, engelsk, polsk, jiddisch, fransk, russisk og tjekkisk med danske overtekster. Forestillingen spiller fredag d. 24., søndag d. 26. og tirsdag d. 28. august. i Musikhuset i Aarhus.