Thalia, Marianne Mörck og Jupiter, Loa Falkman. Foto: Mats Bäcker

Guddommeligt nonsens

Anmeldt af Kim Reich

******

Mange operasangere mestrer også skuespilfagets forskellige facetter, men det er ikke alle der kan sige en replik, så den lyder troværdig. Derfor stilles der store krav til de medvirkende, når forestillingen er en operette. Instruktøren Barrie Kosky havde en skuespiller til at sige næsten samtlige replikker i sin udgave af Orfeus i Underverdenen ved sidste års festspil i Salzburg. På Malmö Opera klarer holdet såvel tale som sang til ug med kryds og slange i en svært underholdende udgave af Jacques Offenbachs operette.
Komponisten blev født i Köln i 1819 og døde den 5. oktober 1880 i Paris. Han tog navn efter sin fars fødeby ved floden Main, var uhyre produktiv og fik sit gennembrud netop med fortællingen om ægteparret Orfeus og Eurydike, der i Orfeus i Underjorden, som den hedder på den anden side af Sundet, egentlig ikke elsker hinanden. Han er mere forelsket i sin violin, mens hun er noget lun mellem benene og derfor har gang i en stribe elskere. Det gamle græske sagn om de to baserer sig på, at hun dør efter et slangebid og at Orfeus af lutter kærlighed drager til dødsriget for at hente hende tilbage. Den romantiske historie angriber Offenbach med et twist, der mere handler om noget helt andet – nemlig om dilemmaet ved som menneske at befinde sig i det luftige lag mellem gudernes verden og dødsriget. Læg dertil en god portion samfundssatire, som han med denne operette fik stor succes og dermed sit gennembrud med, og der er basis for en fremskrivning af librettoen til vore dage uden at ødelægge den skønne musik eller plottet (sådan da).
Overguden Jupiter, vidunderligt gestaltet af en både velsyngende og guddommeligt skuespillende Loa Falkman, vil gerne holde tale ved gudernes selskab, men ingen gider høre ham tale og Thalia, komediens muse i den græske mytologi, orker næsten ikke at hjælpe ham på vej og suffløse vil hun i hvert fald slet ikke være. Det er ikke mit job i en tid, hvor vi må kæmpe for hver krone til kunsten, siger hun meget frit oversat med vidunderlige Marianne Mörcks gyldentklare stolthed på scenens vegne. Jupiter har ellers forsøgt sig med både Shakespeare og ord fra Bergmanns Fanny og Alexander, men alle keder sig gudsjammerligt i deres kostumer, der godt kan minde om et outtake fra karnevallet i Köln. Det hele ender med at Cupido, Diana, Venus og alle de andre komisk portrætterede guder, der alle har deres egen mere eller mindre tossede karakter, gør oprør. De er noget så trætte af ham og vil have en ny chef, men så træder Jupiter i karakter og vinder dem tilbage ved at love, at han vil befri Eurydike fra Hades Rige.
Der er naturligvis en hel del mellemregninger før det kommet så vidt. Lad os bare konstatere, at Elisabeth Lintons iscenesættelse sprudler af energi og gakkede indfald samt små oaser af nærmest poetisk ømhed – det være sig den gudesmukke Plutos entré, hvor han rigtig gør sig til på middagsbordet, eller vagthunden ved dødsrigets port, der lider så forfærdeligt ved at der ingen lygtepæle er på adressen og så naturligvis vender øjne ved tanken om, at hans herre hedder Pluto (Disneys, I ved).

Scenekunst for alle pengene
Orfeus spilles og synges af Martin Vanberg, der har yndlingens Boheme over sig og i øvrigt ’mimer’ sit violinspil så præcist, at det godt kunne se ud til at han spiller selv. Rickard Söderberg er en herlig Vän af Ordning, der undervejs må hoppe i såvel tjener- som gudekostume for at få orden på sagerne. Det er ham, der med djævelens vold og magt vil have Orfeus til at hente sin elskede tilbage, mens den gode violinist egentlig nyder sin frihed med den fornemme titel af enkemand.
Jupiter forvandles af Cupido, Thalia og kærlighedsdetektiverne til en flue og flyver i bogstaveligste forstand hen for at fiske den væne Eurydike ud af Plutos vold, for nok er han smuk, den gode gud, men han er jo i virkeligheden den onde bror til Jupiter – dvs. ham, der har kapret den lille mobile elskovsrede til sig selv.
En mere blandt de medvirkende skal fremhæves her og det er naturligvis Eir Inderhaug, der spiller og synger Eurydike, så vi alle forstår hvor meget der er fyret op under hende. Hun har et nymfomanisk greb om kvindefrigørelsen, hvor Venus for eksempel bare får elsket lidt under bordet og ellers forholder sig poetisk-lyrisk til kærlighedslivet. Det gør hendes medsøster så ganske afgjort ikke og det er en forrygende præstation af den norske sopran, der af en eller anden grund minder mig om skuespillerinden Lena Nyman. Hun er ikke blandt os mere, men havde den samme urkraft i sin kvindelige gestalt, som koger over på scenen her, i flirt med orkestermusikerne og såmænd også i en lille dialog med hunden, hendes vogter, om begreber som frihed og tissetrang.
Slutningen i operetten er tro mod den mest berømte scene i blandt andre Glucks opera (som citeres undervejs sammen med Fake News, TV-nytårsaftens 90-års fødselsdag og meget andet), hvor han skal gå bort fra hende uden at vende sig om, for ellers mister han hende. Han kan ikke lade være og de må skilles, men alt ender alligevel lykkeligt. I Malmö slutter det med et stort, frigørelsens øjeblik. Hvem sagde MeToo?
Operahuset, der ved sit 75’ års jubilæum endelig igen har en stor operette på programmet, har i de senere år udviklet sig til en venue af internationalt format – fra den smukke opsætning af Tjajkovskijs Eugen Onegin, Kasper Holtens inciterende udgave af Verdis Rigoletto, Bo Holtens Luther-opera Schlagt sie tot! til den aktuelle udgave af Puccinis Tosca og nu Orfeus i Underjorden. Teaterchef Michael Bojesen råder – og det skal guderne vide – over et fantastisk talent  og engagement i det sydsvenske.