Sofie Elkjær Jensen er formidabel i rollen som Marguerite. Foto: Miklos Szabo / DKT

Mefistofeles til tjeneste

Anmeldt af Kim Reich

******

Når vi i Trosbekendelsen forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, så siger vi dermed, at vi vender os væk fra alt det onde, der sætter os op imod Gud – ikke ved at lukke øjnene for verdens ondskab, men ved at kalde det onde ved navn og bekæmpe det. Den kristne næstekærlighed bliver næsten sat på standby, for der er noget, der er så ondt, at det forekommer svært bare at tilgive.
I mange fortællinger er ’virkeligheden’ mere nuanceret. Gud og Djævelen udtrykker ikke bare et nødvendigt modsætningsforhold mellem det gode og det onde, men også et konkurrenceforhold mellem dem. Hvem vinder kampen om vores gunst og dermed vores sjæl? I Goethes ”Faust”, der er en helligdom i den tyske litterære- og kulturelle selvforståelse, er hovedpersonen en velstående mand, der oplever en eksistentiel krise. Derfor er han et velegnet offer for et væddemål mellem de to: kan Djævelen lokke den stakkels mand på afveje?
Goethes værk, der består af to dele, hvoraf første del ligger til grund for Gounods opera Faust, er gennem historien blevet gransket ned til mindste detalje. Det har også været genstand for komponisternes og librettisternes interesse, hvor Henrik Marcussen i decemberudgaven af Ascolta i 2019 i sin artikel om Faustlegenden i musikalsk perspektiv noterede seks alment kendte operaer med baggrund i Faustmyten og Goethes tragedie, hvor Berlioz’ og Gounods respektive værker er de mest spillede. Det er interessant at notere, at de to store franske komponister er de førende, når det gælder den musikalske fortolkning af fortællingen om Faust, der iøvrigt også er hovedpersonen i utallige skriverier fra ”Dr. Fausts vierfacher Höllenzwang” fra 1501 til Oliver Pötzschs ”Der Spielmann – Die Geschichte des Johann Georg Faustus” fra 2018. Goethes værk hviler i sig selv på en undergrund af fortællinger.
Virkelighedens Dr. Johann Georg Faust var en tysk alkymist, der boede i landsbyen Staufen i Breisgau i det sydlige Tyskland. Han blev beskyldt for at udøve sort magi og blev dræbt i 1540 og han er så langt væk fra den Faust vi møder i Gounods opera og endnu mere i Jan Philipp Glogers iscenesættelse på Det Kongelige Teater, der er en co-produktion med Opernhaus Zürich. Her er den gode doktor en ægtemand med to børn, der – før det vist blev moderne at italesætte den slags – er fanget i en gemen midtvejskrise og det i en sådan grad, at han forsøger at tage sit eget liv. ”Men”, synger han, ”hvad kan Gud gøre for mig? Vil han give mig kærlighed, ungdom og tro tilbage?”

”Mais ce Dieu, que peut-il pour moi?
Me rendra-t-il l’amour, la jeunesse et la foi?”

Han påkalder sig Djævelens hjælp:
A moi, Satan! à moi!

Og som librettoen så lakonisk konstaterer:
”Méphistophélès apparaissant”.

Man skal altså passe på, hvad man beder om!

En djævelsk charlatan
Mefistofeles dukker altså op og han er i denne opsætning en menneskedjævelsk charlatan, der som en anden folkeforfører naturligvis gerne vil hjælpe den gode doktor med at få sin ungdom tilbage og det er jo noget, som mange mænd genkender en drøm om – i hvert fald i det skjulte. Her skal Faust bare lige underskrive en lille aftale, en pagt, der – ved livets ophør – overfører hans sjæl til den glade giver. Om det oprindelige væddemål mellem Gud og Djævelen hører vi intet og der er undervejs i forestillingen flere steder, hvor vi – hvis vi ikke har læst det lille program inden eller har fulgt op på sagen andetsteds – må acceptere et par spring i handlingsforløbet og enkelte spørgsmål. Hvem er for eksempel karakteren Wagner på rollelisten?
På det tidspunkt, hvor operaen blev til, opholdt Richard Wagner sig faktisk i Paris, hvor stamgæsterne i den lejede villa blandt andre var Camille Saint-Saëns, Hector Berlioz og Charles Gounod, men det har intet med den store tyske komponist at gøre, som man ellers kunne forledes til at tro, at der er en Wagner på rollelisten (De kunne godt lide at drille hinanden, d’herrer). Der er her tale om en ven, en discipel til Doktor Faust, Christophori Wagner, der på baggrund af forbindelsen til Faust-universet også har fået sine egne magiske historier genfortalt (og genudgivet) i ”Das Wagnerbuch” oprindeligt fra 1593.
Richard Wagner var alt andet end begejstret for Gounods værk, der havde premiere på Théâtre Lyrique den 19. marts 1859. Det er året, hvor Charles Dickens historiske roman” A Tale of Two Cities” (London og Paris) udkommer. Det første spadestik til Suezkanalen bliver taget og Europa er i det hele taget præget af den moderne tids komme omend Den franske Revolution (1789 – 1799) stadig må være i manges erindring og Pariserkommunen er lige rundt om hjørnet ligesom den fransk-preussiske krig i 1871.
Med ovenstående in mente kalder Jan Philipp Glogers opsætning billeder frem, der relaterer til krig, terror og vold, fattigdom og klasseskel – nærmest specificeret i ovennævnte begivenheder i den franske historie og selvforståelse. Vi skal – med instruktørens egne ord – se Gounods værk for det den er i sig selv, altså som en Faust uden Goethe (hvad det tyske publikum senere også gjorde). Dermed giver det mening, at rammen for fortællingen ikke længere skal findes i middelalderen, men under Det Andet Kejserdømme i Frankrig, dvs. på den tid, hvor værket blev til.
Måske skal vi også huske på, at Charles Gounod var en from katolik, der egentlig ville have været præst, men i stedet kom til at komponere blandt andet imposant kirkemusik, hvilket vi også fik flere flotte eksempler på undervejs med Det Kongelige Operakor, der både synger og agerer med en så bærende kraft, at ingen savner Verdi på en aften som denne.

Skæbnen greb ind
Man kan sige, at Djævelen har en plan med Faust, men skæbnen som det forudbestemte havde også en finger med i spillet på premiereaftenen ude i Operaen, idet Kyungil Ko, der skulle have sunget Mefistofeles, var blevet ramt af sygdom. I stedet blev Djævelens rolle sunget fra højre side af scenerummet af en formidabel Tadas Girininkas, der var blevet indkaldt med dags varsel. På scenen agerede instruktøren på den danske opsætning, Manuel Schmitt, som en anden charlatan af en forfører, og det må siges, at meget bedre kunne dette skæbnespil ikke overkommes omstændighederne taget i betragtning. Ovenikøbet fik vi den ekstra dimension, at Mefistofeles’ stemme fik en ekstra åndelighed ved at det ikke var ham selv, der sang, men en ’højere’ stemme i rummet. Det kneb lidt med det flerstemmige undervejs, men begge fik et meget velfortjent bifald, da det hele var overstået, og ja – det var faktisk ganske inciterende at følge, hvordan Manuel Schmitt ’fortolkede’ rollen. Et er at iscenesætte, noget ganske andet at agere. Han gjorde det fortrinligt med masser af mimik og djævelsk udstråling.

To rolledebutanter
Operaensemblets Niels Jørgen Koefoed Riis debuterede i den store rolle som Faust og han gjorde det med bravour. Han er i sin karrieres zenit stemmemæssigt og det er egentlig imponerede, når man tænker på, at han igen mestrer operaens store rum samtidig med at han rejser land og rige rundt med guidOpera, hvor krop og stemme skal tilpasses den lille scene. Han er tydeligvis på hjemmebane i rollen uden at blive teatralsk i sin gestik. Det er flot, når opgaven er at kommunikere såvel fortvivlelse som lykkefølelse helt ud og ned til bageste række. Jeg tror, at mange jævnaldrende nutidsmænd godt (inderst inde) kan identicificere sig med ham og forstår, hvad det er der driver ham til at søge ungdommens lykke endnu en gang. Jeg ved så ikke, om det er comme il faut at skrive det, men Sofie Elkjær Jensen er yderst tiltrækkende som den uskyldsrene Marguerite, der – som der lidt uheldigt står et sted – er ’genstanden’ for Fausts begær. Man kan bestemt ikke høre at det er første gang, at hun giver sig i kast med det svære parti. Det sted, der bedst beskriver såvel hendes formåen som selve operaens sjæl, er scenen, hvor hun sidder på sit lille kammer efter en lang arbejdsdag og snører sine støvler op, ser på hvad hun har tjent og samtidig synger den middelalderlige sang om ”Kongen af Thule” og ind i mellem afbryder sig selv ved tanken om Faust. Det er en to-delt arie, der skildrer kontrasterne i livet som en fattig pige må opleve det, og da hun finder den kostbare gave fra ham, formidlet af Mefistofeles selv, bryder hun ud i den berømte juvelarie. Hele scenen er ikke bare i al sin intimitet et højdepunkt i denne opsætning, men også på Sofie Elkjær Jensens vej mod stjernestatus. Senere, da hun har dræbt det barn hun har fået med Faust, venter hun på døden og overgiver sig på både brutal og spektakulær vis til Gud i en slutscene, der står som et sindbillede på såvel revolution som kommune. Det er en kærlighedserklæring til Gud, som ikke står tilbage for Isoldes ”Liebestod” omend hun her giver sig sin egen skæbne i vold.
Bukserollen som hendes unge bejler, Siébel, synges både drenget usikkert og kraftfuldt af Kari Dahl Nielsen, der er endnu et stjernefrø fra Operaakademiet. Luthando Qave er en kompakt, men velsyngende og ikke mindst ærgerrig udgave af Valentin, Marguerites bror. Hanne Fischer giver den gas som Marthe, der holder opsyn med den fattige skønjomfru. Scenen, hvor hun forfører den nu stakkels Mefistofeles umiddelbart efter at han har fortalt Marthe, at hendes mand er faldet i krigen og beder hilse, er urkomisk som den skal være. Her kommer Fanden selv til kort. Føromtalte Wagner synges med ungdommelig myndighed af Lasse Christian Bach.

Cremet kapel
Alle roller er således stærkt besat (vi glæder os selvfølgelig til at Kyungil Ko vender tilbage) og Det Kongelige Kapel har Wagnersk fylde i de storladne scener og Puccinisk finesse i førsteviolinens pianissimo-soli. Alle solister i kapellet fylder os med en nærmest svulmende genhørsglæde. Det medvirkende orgel har tyngde og det hele blev holdt i en stram og alligevel letflydende creme af alt, hvad Gounod har at byde på, af talentfulde Marie Jacquot, der er førstedirigent ved Deutsche Oper am Rhein og stærkt på vej frem blandt en række unge talenter i disse år.
Operachef John Fulljames bød fra scenen den nye sæson velkommen med en tilføjelse om at det nu var 18 måneder siden Det Kongelige Teater sidst havde kunnet gennemføre en produktion uden coronarestriktioner. Da rejste et jubelbrøl sig i den næste fulde sal og trods den store udfordring med at håndtere Mefistofeles blev det en flot aften, der let bekræfter, hvorfor vi så meget har savnet operalivet i det store Grand Opera set up, og hvorfor vi måske ikke behøver at få forstørret Fausts erotiske drømme helt ned i den mindste grafiske detalje ved den medvirkende ballet omend det var fine kompositioner af mænd og kvinder inklusive et Moulin-Rouge kor i såvel forførende blondetrusser som lange, sorte tights under skørterne. Et yderst blandet kor, som det sig hør og bør i disse tider, men man kikker lige en ekstra gang.
Flot brug af sceneteknikken, et enkelt kulissedesign og en smuk lyssætning viste os, at vi har fantasien i behold og måske endda er blevet næret af den lange pause. Og så er det ekstra godt, at Jan Philipp Gloger understreger med og uden skæbnens hjælp, at Djævelen netop gemmer sig i detaljen og overalt – ja, selv på korset.

Faust
af Charles Gounod
Det Kongelige Teater
Set den torsdag den 9. september 2021

Instruktør: Jan Philipp Gloger/Manuel Schmitt
Dirigent: Marie Jacquot
Scenograf: Ben Baur
Kostumedesign: Karin Jud
Koreograf: Ramses Sigl/Per Lundsgaard
Lysdesign: Franck Evin

Faust: Niels Jørgen Koefoed Riis
Mefistofeles: Tadas Girininkas
Marguerite: Sofie Elkjær Jensen
Valentin: Luthando Qave
Siébel: Kari Dahl Nielsen
Marthe: Hanne Fischer
Wagner: Lasse Christian Bach

Det Kongelige Kapel
Det Kongelige Operakor