Sorg og fortrøstning

Af Lars Ole Bonde

******

Det er efterhånden længe siden, at jeg har hørt Mozarts Requiem med det helt store udtræk: fire operasangere i solistpartierne, 40 (opera)korsangere, næsten lige så mange strygere plus den skønne blæsersektion med bassethorn, fagotter, trompeter, basuner og pauker.
Det var lige fra 1. sats en ganske overvældende oplevelse at lytte til koret, som ydede en pragtpræstation (tak også til syngemester Steven Moore) –  med en gennemført dramatisk intensitet i klangen, også i det fineste piano, med stor dynamik, skarpt skårne kontraster og fornem frasering i alle stemmegrupper. Kapellets orkesterspil var knap så prægnant, med en slank, næste vibratoløs strygerklang og ofte lidt tilbagetrukne blæsere – tydeligvis et bevidst valg af aftenens dirigent, Julia Jones, der kan sin Mozart forfra og bagfra.
Solistkvartetten – Clara Cecilie Thomsen, Kari Dahl Nielsen, Jacob Skov Andersen og Nicolai Elsberg – var individuelt yderst velsyngende og samtidig godt sammensunget. Det er ikke nogen selvfølge, men en delvis forklaring er måske, at alle medvirkende netop nu er at høre på Operaen i Don Giovanni, der havde premiere i sidste uge og har høstet meget fine anmeldelser, herunder fem stjerner i Ascolta.
Det lover virkelig godt for fremtiden, at operaen råder over sådan en kvartet af unge sangere med friske, stærke, naturlige stemmer og klare vokale personligheder. Det skal blive spændende at følge disse allerede prisbelønnede sangere og opleve, hvordan deres stemmer udvikler sig. Lige nu er de alle sammen sikkert hjemme i Mozart-faget, og derfor også en nærmest ideel kvartet i dette requiem.

Ensembleværk
Mozarts Requiem er et udpræget ensembleværk, med orkestret i en akkompagnerende rolle, helt uden egentlig solistarier, men til gengæld med skønne kvartetter. Men det er koret, der har den altdominerende hovedrolle i værkets 12 satser. Korsyngemester Steven Moore – som senere på året skal overtage Don Giovanni fra Julia Jones – råder over et fremragende ensemble. Der åbnes for sluserne i ”Dies Irae” og ”Sanctus”, men der er også fuld dækning for det sarte piano i ”Voca me”, og fugaen ”Quam olim Abrahae”  var nærmest swingende. Koret fulgte Jones uhyre opmærksomt, og alle satsafslutninger var velgørende præcise.
Kapellet og Jones indledte koncerten med Haydns Symfoni nr. 44, som på et eller andet tidspunkt har fået hæftet tilnavnet ”Trauer” på sig. Men selvom det er en mol-symfoni, er der nu hverken dyb sorg eller smerte i den. Symfonien er altså ikke rigtig i familie med Mozarts Requiem, men det er et opfindsomt og afvekslende værk fra Haydns midterste periode, sjovt skruet sammen – bl.a. med en kanon-menuet som 2. sats og en yndig lyrisk adagio som 3. sats. Finalesatsen var – med sin fyrige og næsten operadramatiske karakter – den bedst fungerende i fremførelsen, der ikke var helt på samme niveau som Requiem efter pausen. Strygerklangen var også i Haydn meget slank og næsten uden vibrato, ofte delikat og indimellem elegant, men jeg savnede ofte retning i fraseringerne og en dybere mening i eller sammenhæng mellem fraserne. Det var bestemt smukt og velspillet, men blev sjældent rigtig vedkommende. Når man (som vi i Danmark) gennem årtier er blevet forvænt med fornem, forrygende, festlig og fem-stjernet wienerklassik af Danmarks Underholdningsorkester og Ádám Fischer, kan det være lidt svært at blive begejstret for noget knap så overbevisende.
Men Mozarts Requiem var aftenens selvfølgelige hovedværk, og det blev som nævnt en stor oplevelse – nærmest som en ’ensembleopera’, hvor alle kræfter forenedes i en intens og gribende fortolkning. Nicolai Elsberg citeres i programmet for at opera (og anden stor musik) kan bringe os ”i kontakt med følelser, som vi måske har svært ved at tilgå i dagligdagen. Og musikken kan være så transcenderende smuk, at vi glemmer tid og sted”.
Jeg synes, det kan tjene som en fin karakteristik af denne aftens tolkning af det store værk.

Mozart og Haydn
Haydn: Symfoni nr. 44
Mozart: Requiem
Koncert i Operaen den 3. februar 2022

Det Kongelige Kapel
Det Kongelige Operakor

Syngemester: Steven Moore
Dirigent: Julia Jones
 
Clara Cecilie Thomsen, sopran
Kari Dahl Nielsen, alt
Jacob Skov Andersen, tenor
Nicolai Elsberg, bas