Gisela Stille, Elisabeth Jansson og Det Kongelige Operakor. Foto: Camilla Winther / DKT

Dronningerne der aldrig mødtes

Anmeldt af Pia Fossheim 

******

Donizetti byggede sin opera Maria Stuarda fra 1835 på Friedrich Schillers skuespil ”Maria Stuart: Ein Trauerspiel”, der er et drama om den skotske dronning Mary Stuart, som blev dømt til døden ved halshugning af den engelske dronning Elizabeth 1.

Ifølge en aftale mellem Henrik 8. og skotterne havde Mary et legitimt krav på den engelske trone, som gjorde at Henriks datter Elizabeth følte sin position truet. Henrik havde giftet sig med Elizabeths mor uden at være lovformeligt skilt efter katolsk lov fra sin første kone. For at sikre sig fik Elizabeth Mary anklaget for mordet på Marys mand, Lord Darnley, og holdt hende i fangenskab i 17 år før henrettelsen.

I Schillers drama mødes de to dronninger i fængslet, et møde der aldrig fandt sted i virkeligheden. Elizabeth ydmyger Maria, som til sidst lader sig provokere. Hun kalder Elizabeth en bastard og underskriver således sin egen dødsdom. Hun bliver offer for sin rivals hævngerrighed og bliver derved en fremstilling af det romantiske dramas ideal om moralsk ophøjethed gennem lidelse.

Derudover tilføjer Donizetti et trekantsdrama mellem de to dronninger og Jarlen af Leicester, som selvfølgelig elsker den gode, katolske Maria, mens den onde, protestantiske Elisabetta plages af jalousi. Denne trekant er ligeledes et element i det romantiske drama og helt historisk ukorrekt.

To hovedpersoner

Mariame Clément  tager elementer fra den historiske virkelighed og blander dem med nutiden for at give en moderne version af dramaet mellem de to dronninger. For eksempel ser vi fotografer, som tager billeder af begivenhederne i PR-øjemed.

Der er to synsvinkler på handlingen. I første akt er det Elisabettas. Under ouverturen har vi set et tableau af henrettelsen af hendes mor Anne Boleyn. Det er et billede, som plager hende og får hende til at tøve med at underskrive Marias dødsdom, for hun vil nødigt gentage sin fars handling.

Elisabetta har magt og forstår at anvende den til sin fordel. Hun forstår også, hvor vigtig PR er for at bevare magten og for at få et godt eftermæle. Hun har et erotiske forhold til Jarlen af Leicester, som hun mistænker for at elske Maria, som er smuk og forførende – alt det hun selv ikke er. Jarlen på sin side spiller med, kun for at have en chance for at redde Maria.

Første akt slutter forrygende med det fatale møde mellem dronningerne, og så skifter perspektivet.

Anden akt handler om Maria. Vi er i fængslet, hvor hun får overbragt sin dødsdom. Hun får besøg af Leicester, som elsker hende oprigtigt, mens hun kun har brugt ham til at fremme sin sag. Det handler ikke om kærlighed, men om at sikre eftermælet, og her bliver hun hjulpet af sin vagtchef Talbot, som dygtigt instruerer fotos og videooptagelser af hendes sidste timer, blandt andet hendes afsked med sin lille søn. Hun erkender at hun har medvirket til sin mands død, og at hun deltog i et komplot om at styrte Elisabetta. Det lykkes hende at destruere belastende breve, således at hun fremstår som uskyldig for eftertiden. Hun mister livet, men her vinder hun kampen med Elisabetta om hvem af dem, der får det bedste eftermæle.

I denne opsætning er der to hovedpersoner. De stræber begge efter magt på hver deres måde, Maria som den feminine kvinde, der næsten altid  som en naturlov ender som offer, og Elisabetta, som kan magtens spil på den maskuline måde og alligevel ikke ønsker at ende som sin tyranniske far.

I operaen vinder Maria spillet om eftermælet, men har hun vundet det for eftertiden?

Opsætningen

Det er første gang Maria Stuarda opføres i Danmark, og opsætningen er som helhed vellykket.

At gøre en glemt belcanto opera med 200 år på bagen aktuel for et moderne publikum er ikke nogen nem opgave. Vi er efterhånden så vant til at se elementer fra nutiden i gamle værker brugt til at holde vores interesse fanget, at vi forventer dem. Det kan nogle gange være forstyrrende for forståelsen, men stilblandingen i denne opsætnings scenografi, kostumer, koreografi og lyssætning fungerer faktisk og understøtter handlingen.

Det interessante i denne forestilling er at begge dronningeroller har lige vægt, og at Maria ikke fremstilles som det offer, vi traditionelt har set hende.

Gisela Stille og Elisabeth Jansson synger og spiller de to dronningers kamp med stor intensitet. Den mexicansk-amerikanske tenor Galeano Salas synger som en rigtig italiener i rollen som Jarlen af Leicester. Theodore Platt er en myndig Lord Cecil, Elisabettas rådgiver, mens Henning von Schulman som vagtchef Talbot iscenesætter Marias sidste timer på troværdig vis. Johanne Bock som Anna er moderlig og rund.

Det Kongelige Operakor synger og agerer som vanligt på fornem vis, og Det Kongelige Kapel under ledelse af Paolo Arrivabeni danner den musikalske ramme om forestillingen.

Maria Stuarda

Det Kongelige Teater

Set ved premieren 16. januar 2025

Musik: Gaetano Donizetti

Libretto: Giuseppe Bardari

Dirigent: Paolo Arrivabeni

Instruktion: Mariame Clément

Instruktør ved genopsætning: Jean-Michel Criqui

Scenografi og kostumer: Julia Hansen

Lysdesign: Ulrik Gad

Koreografi: Mathieu Guilhaumon

Medvirkende:

Elisabetta: Elisabeth Jansson

Maria: Gisela Stille

Anna: Johanne Bock

Roberto, jarl af Leicester: Galeano Salas

Lord Cecil: Theodore Platt

Talbot: Henning von Schulman

Statister

Det Kongelige Operakor

Det Kongelige Kapel

Forestillingen er en co-produktion med Grand Théâtre de Genève