Trine Bastrup Møller (Brünnhilde) og Rúni Brattaberg (Hagen). Foto: Lars Düwel / DNO

Ringen er sluttet

Ragnarok på Den Ny Opera

Anmeldt af Peter Wang

******

Søndag den 24. august 2025 fik vi den med længsel forventede sidste etape af Den Ny Operas Ring-projekt, Ragnarok. Den er som kongeetapen i Tour de France: Lang, stejl og i enhver henseende uden for kategori.

Det er med andre ord en enorm opgave, som ildsjælen Lars Ole Mathiasen har påtaget sig fra orkestergraven og iscenesættelsen til organiseringen af det hele, og uden hvis intense engagement projektet næppe var nået frem til en position, der nemt tåler sammenligning med opsætninger af Wagners værk på alverdens førende operascener.

Nibelungens Ring er intet mindre end den europæiske kulturs største og vigtigste kunstværk, fordi den – som intet andet – udfordrer alt, hvad der foregår i det menneskelige sind, i det personlige liv, i ægteskabet, i familien, i de nære omgivelser, i samfundet, i storpolitikken og i alt andet vedrørende livets basale vilkår.

Og lad det være sagt med det samme: Den Ny Operas opførelse af Ragnarok er slet og ret fremragende – på linje med eller bedre end mange af de store opsætninger ude i verden. Rollerne er så perfekt castede, at man næsten glemmer, at man sidder i et teater; og alle varetager sangligt deres parti fremragende: Brünnhilde er lige så meget kæmpende valkyrie, som Gutrune er letbenet selskabsdame, Hagen er lige så farlig, som Gunther er servil og slap, og Siegfried som Superman.

Alle andre roller er fint besat, og både som solister og ensemblesangere løser alle deres opgaver forbilledligt. At Sønderjyllands Symfoniorkester – ligesom vore øvrige landsdelsorkestre – spiller fremragende, behøver man næsten ikke at sige; for sådan er det altid.

Fremragende og vederhæftig

Instruktionen ledet af Kasper Wilton er som forventet fremragende og i ordets bedste forstand vederhæftig.

Personligt bryder jeg mig dog ikke om ”tilføjede personer” som illustratorer af det ene eller andet. Jeg behøver ikke at se en sød lille dreng på scenen for at forestille mig, at Hagen måske havde været et artigt barn. Men her er det gjort temmelig diskret og uskyldigt – så, ”Pyt!”

Scenografien er i al sin diskretion også i bedste hænder hos Marie í Dali som sikkert ved, at Wagner – efter at have opfundet det usynlige orkester – drømte om at opfinde det usynlige teater. Diskret trods sin vælde, men også smukt og stærkt – og tilstrækkeligt som baggrund for personernes ageren.

Forestillingens program er overdådigt med gode artikler og med den komplette tyske tekst – lige til at sætte på bogreolens Wagner-hylde.

Det, der gør Wagners værk så storslået, er, at alle livets grundlæggende spørgsmål fremstilles i handlingen og altid besvares med nye spørgsmål, fordi svarene til syvende og sidst kun findes i spørgeren selv. Det er netop disse spørgsmål, der er så arketypiske, at vi alle stiller dem til os selv og til vor omverden:

”Kend dig selv!” sagde oraklet i Delphi, og det samme siger Ringens ur-moder, Erda, og hendes tre Vølver. Og dramatikken handler dermed om, hvad der kan ske, hvis vi ikke besvarer de spørgsmål, vi selv stiller.

Ærlig og loyal

Det prisværdige ved Den Ny Operas opsætning er ærlighed og loyalitet overfor komponistens forskrifter, som man ikke klistrer til med selvopfundne gags, som når man f.eks. lader Rhinguldet begynde i en swimmingpool eller – som den verdensberømte instruktør, Peter Konwitschny, gjorde engang i netop Ragnarok – lod Siegfried ankomme til Gunthers hof ridende på en kæphest (!) og tilmed i et senere interview var fræk nok til benægte, at det var tænkt som en karikatur.

Dermed er DNO’s opsætning af hele Ringen, hvis fire operaer vi nu har hørt hver for sig, en befriende distance til det såkaldte regiteater, som på godt og mindre godt har domineret opera-iscenesættelserne i det sidste halve århundrede.

Regiteatrets grundlæggende idé er (kort fortalt), at partituret er et ufuldstændigt oplæg, som iscenesætteren skal færdiggøre med sin fortolkning – med deraf følgende tendens til, at selvsamme sætter sig foran komponisten og librettisten (i Wagners tilfælde én og samme person), og dermed tiltusker sig en slags kunstnerisk ejerskab til værket.

Tanken er til dels legitimeret ved, at ældre kunstværker skal gentænkes ind i vor tidsalder for at få en virkning i vor tid svarende til den, som komponisten havde forestillet sig, at de skulle have i sin samtid. Et eksempel herpå er den franske instruktør Patrice Chéreaus berømte Jahrhundert-Ring fra Bayreuth i 1976, der er baseret på regi-teatrets æstetik.

Det skal ikke benægtes, ar der er et vist element af visdom i denne ideologi, men det kan heller ikke bestrides, at dette i voldsomt omfang er blevet misbrugt til stærk ideologisk politiseren med det åbenlyse formål at benytte teatret til politisk propaganda. Antallet af skandaløse sager – herunder også retssager – er legio.

Dette behøver man ikke at frygte i Esbjerg, hvor man tydeligvis bestræber at levere kunstværket i loyalitet overfor dets ophavsmand. I 2028 venter så den store finale bestående af den samlede opførelse af de fire operaer: Rhinguldet, Valkyrien, Siegfried og Ragnarok. En sådan uge med Nibelungens Ring er en exceptionel oplevelse. Det ved alle, der har prøvet det. Og alle, der er ved at spare sammen til en uge i Bayreuth, kan lige så godt flytte pengene over i Esbjerg-sparegrisen.

For Bayreuths Wagner-tempel er desværre ikke, hvad det har været. Men Den Ny Opera har endnu ikke nået alt det, den kan blive, hvis den får mulighed for at folde vingerne lidt længere ud. 

Ragnarok

Den Ny Opera

Set søndag den 24. august 2025

Komposition og libretto: Richard Wagner

Sønderjyllands Symfoniorkester

Musikalsk ledelse: Lars Ole Mathiasen

Iscenesættelse: Kasper Wilton

Scenografi og kostumer: Marie í Dali

Lysdesign: Michael Breiner

Stagening og koreografi: Jeanette Binderup-Schultz

Stage fight: Tina Robinson

Overtekster: Jacob Jonia

Brünnhilde: Trine Bastrup Møller

Siegfried: Anders Kampmann

Hagen: Rúni Brattaberg

Gutrune/3. Norne: Cornelia Beskow

Gunther: Jens Søndergaard

Alberich: Jesper Buhl

Waltraute/1. Norne: Dorrotya Lang

Woglinde: Sofie Lund

Wellgunde: Francine Vis

Flosshilde/2. Norne: Johanne Højlund

Wotan: Jakob Næslund

Statister: Jesper Ulbæk Andersen, Neklas Klausen

Brünnhilde-barnet: Ella Keimling Loklindt

Hagen-barnet: Bjørn Albert Hasling Gottschau