Fascinerende sang og dans med dukker

Anmeldt af Anne Holm

******

Dukker, der danser med mennesker, og mennesker, der danser med dukker. Forestillingen Corpo Surreal er levende poesi. Stoflige billeder af bevægelse malet på et lærred af sang og minimalistisk musik. For mig er det dog samspillet mellem dukke og menneske, der er forestillingens fascinerende omdrejningspunkt.
Dukkerne er legemsstore figurer med udtryksfulde ansigter formet i silikone og flagrende stofkroppe, som dukkeføreren – med den ene hånd i dukkens hoved og den anden om dukkens hænder – kan få til at bevæge sig i takt med og mod sine egne bevægelser. Samspillet mellem de to er på én og samme tid smukt og uhyggeligt. Skønheden opstår, når menneske og dukke mødes i en bevægende, symbiotisk dans – uhyggeligt er det, når dukkerne fremstår som levende, selvstændige væsener, der agerer og reagerer uafhængigt af dukkeføreren.
Kunstnerisk leder, danser og dukkeskaber Svend E. Kristensen er manden bag kompagniet Sew Flunk Fury Wit. Han har gjort det til sit speciale at skabe forestillinger, hvor dukketeater, sang, musik og eksperimenterende scenografi går op i en højere enhed. Til forestillingen Corpo Surreal har han samarbejdet med den japanske danser og koreograf Yoko Higashino fra japanske Antibodies Collective, og det er en lykkelig forening.
Yoko Higashino har en usædvanlig kontrol over sin krop, helt ned til den mindste muskel. Hun kan på et øjeblik gå fra at bevæge sig glidende, organisk til staccato maskinelt. Et opråb om, hvad en menneskekrop er og kan – og en tankevækkende modsætning til dukkerne, som ingen kroppe har, men alligevel er så levende.

Islandsk sopran
I programmet står, at Corpo Surreal er ”en hyldest til den frihedssøgende menneskedrøm om at blive fri for kønskultur og biologiske bånd”, men det er svært at fange den røde tråd, mens man sidder i salen. Indholdsmæssigt virker forestillingen fragmenteret. Der er tekst og ord både i forestillingen og omkring den, men måske skal man ikke spekulere så meget over ordenes mening, blot lade dem virke som endnu et billedskabende lag i en flerdimensionel forestilling.
For sangen står den islandske sopran Ísabella Leifsdóttir. Hun er i kontrast til skarptskårne Yoko Higashino fyldig, frodig og pakket ind i flæser og fremstår som en moderne Venus fra Willendorf. Hendes stemme passer perfekt ind i komponisten Murcofs ambiente, stemningsfulde musik.
Corpo Surreal er ikke teater, eller opera, som det plejer at være. Men hvis man for en tid vil flyttes ind i et helt andet musikdramatisk univers, så er det bare om at komme i teatret.
Corpo Surreal spiller i dag (14/2) samt lørdag og søndag på Operaens lille scene Takkelloftet. Forestillingen kan opleves i maj måned på Teater Momentum i Odense og på Folketeatret i København ved CPH Stage Festival.