Anush Hovhannisyan (Singer of the World 2017). . Foto: Miklos Szabo.

Tæppefald

Anmeldt af Pia Fossheim

******

DKT’s La Traviata handler om kærlighed og den evigt opofrende kvinderolle. Operaen begynder med at Violetta skubber scenefortæppet til side til den fest hun holder. Hun har besvær med det, for hun er svækket af den sygdom, som hun skal dø af.

Violetta er en holdt kvinde, som lever i Paris’ demimonde, den halvverden, hvor magtfulde mænd har elskerinder, som bekræfter mændenes rigdom med deres skønhed, ungdom og et liv i overdådig luksus.

Hun møder den store kærlighed i den unge, men fattige Alfredo Germont. Hun lægger livet i Paris bag sig og flytter med Alfredo på landet, hvor de lever lykkeligt i et par måneder. Men intet varer ved, Violettas penge slipper op, og hun opsøges af Alfredos far, som er kommet for at kalde sin søn til fornuft. Hans søsters muligheder for ægteskab er truede, når hendes broder således kaster skam over familien ved at leve med en kurtisane.

Germont senior får med sin faderlige autoritet overbevist Violetta om det rigtige i at opgive sin eneste og store kærlighed; hun vil alligevel miste den, når hendes skønhed forsvinder, og hun skal også snart dø af sin lungetuberkulose. Så hun ofrer sin lykke, og for det beder hun ham omfavne sig, som en far omfavner sin datter. Det gør han stift og halvhjertet.

Violetta tager tilbage til det glamourøse, men tomme liv i Paris. Alfredo følger efter hende og ydmyger hende ved et stort selskab. Også her dukker Germont senior op og irettesætter sin søn, der har brudt alle normer for god opførsel.

Sidste akt begynder igen med at Violetta skubber fortæppet til side. Denne gang med større besvær, for hun skal snart dø. Hun er fattig, har kun selskab af sin tjenestepige. Societylægen Grenvil kommer forbi midt i en sviretur i Paris’ karneval og giver hende ringe trøst.

Hun venter kun på at se Alfredo for sidste gang. Han kommer i selskab med sin far, som tilsyneladende indser sin fejl ved at skille de to elskende. Men da Violetta dør, får Alfredo ikke lov til at holde om hende, faderen river ham væk, de løber begge to bort i hast, og hun ligger tilbage, som om hun aldrig var elsket af nogen.

Skæbnen som altid

Lignende historier kender vi så godt: kvinder, der ofrer liv og lykke for at redde nogen eller noget. Bliver dette offer så anerkendt? I denne opsætning af La Traviata bliver det ikke værdsat, hverken af Germont’erne eller af de falske venner. Når Violetta selv skubber fortæppet til side, for at vi skal se hendes skæbne, kan vi tolke det som en bevidst forståelse af at sådan er forholdene, og at de vanskeligt lader sig ændre. Og så kan historien gentage sig, den hører aldrig op!

La Traviata er blevet kaldt et kammerspil mellem de tre hovedpersoner. Ved repremieren var det et Dream Team, der sang de tre roller. Armenske Anush Hovhannisyan har en lys sopran med en beundringsværdig styrke og teknik. Matteo Lippi, som vi før har hørt som Gustav 3. i DKT’s Maskeballet, sang Alfredo med den rigtige italienske tenorstemme. Rollen som Germont Senior, den hæmmede faderfigur, der ikke magter at ændre noget, varetoges af Palle Knudsen, også han sangligt i top.

De øvrige mindre roller blev sunget af teaterets faste personale, her var niveauet ligeledes højt.

Operaen er dog ikke kun et kammerspil; som det er sædvane i Verdis operaer er der også festlige kor og indlagte balletter. Det Kongelige Operakor sang som altid flot og tog sig elegant ud som den festklædte parisiske demimonde.

Det Kongelige Kapel blev kompetent dirigeret af Sesto Quatrini.

Operaen er en repremiere af opsætningen fra 2015, instrueret af tjekkiske David Radok, og er en co-produktion med GöteborgsOperan. Den er en opsætning, som stadig holder og er aktuel, den fik bragende bifald og får fem store stjerner herfra.

Det Kongelige Teater

La Traviata

Hørt ved repremieren 10. januar 2023

Musik: Giuseppe Verdi

Libretto: Francesco Maria Piave efter Alexandre Dumas den yngres skuespil Kameliadamen

Dirigent: Sesto Quatrini

Iscenesættelse: David Radok ved Line Kroman

Scenografi: Lars-Åke Thessman

Kostumer: Ann-Mari Anttila

Lysdesign: Hans-Åke Sjöquist

Koreografi: Håkan Mayer ved Line Räftegård

Violetta Valéry: Anush Hovhannisyan

Alfredo Germont: Matteo Lippi

Giorgio Germont: Palle Knudsen

Flora Bervoix: Sophie Haagen

Annina: Johanne Bock

Gaston de l’étoirières: Jens Christian Tvilum

Baron Douphol: Simon Duus

Marquis d’Obigny: Kyungil Ko

Dr. Grenvil: Morten Staugaard

Giuseppe: William Ottow

Et bud: Simon Schelling

Floras tjener: Rasmus Ruge

Det Kongelige Operakor

Det Kongelige Kapel

 

Demimonde: Udtrykket stammer fra Alexandre Dumas d.y.s skuespil Le Demi-Monde (1855), hvor det bruges om folk, der efterligner “det gode selskab”, beau-monde. (Den Danske Ordbog)