Herlig slapstick og fed musik

Anmeldt af Kim Reich

******

Martin Lyngbos stumfilms-take på Barberen i Sevilla er for både nye operagæster og garvede operafans, der sætter pris på klassikerne i nye klæder. Sådan beskriver Det Kongelige Teater den opfindsomme iscenesættelse, der havde repremiere den 21. september 2019. Handlingen er lige ud ad landevejen. Figaro er venner med Grev Almaviva, som er forelsket til op over begge ører i den smukke Rosina, der bor hos sin formynder, doktor Bartolo, der vil have hende for sig selv. Den gamle mand forsøger at forpurre de unge elskendes kærlighed, men med Figaros hjælp lykkes det Almaviva at vinde Rosinas hjerte. Inden det når så vidt må Figaro lade som om han er barber. Heldigvis er han god til at improvisere.
Der findes ikke det operahus eller operakompagni, der ikke har haft fat i Rossinis mest berømte Opera Buffa. Genren – den komiske opera – har sin oprindelse netop i 1700-tallets Italien og fås vel næppe bedre end i den letbenede komedie, der havde urpremiere i Rom i 1816. Forlægget er et skuespil af den franske dramatiker Pierre Beaumarchais, der kunne lidt af hvert. Han var urmager, diplomat, forretningsmand, digter og publicist – en rastløs fyr åbenbart med blik for alle de intriger, som vi mennesker kan komme på og rode os ind i.
Det er i hans skuespil som i alle varianter over dette tema et spørgsmål om at være elsket, om at de rigtige får hinanden til sidst, men også om at miste alt fra en drøm til en ung kone, hvad ikke mindst den stadigt ungdommelige Figaro og den aldrende Bartolo må sande. Sidstnævnte har en elskerinde i forvejen, som han hygger sig med oven på notarens kontor. Så er det noteret, mens vores helt drømmer om at få sit eget og måske en dag også en sød kone. Nu kommer det sig, at han mod en skilling eller to kan hjælpe Grev Almaviva med at få tag i det lokale livsstykke. Hun skal til gengæld giftes i en fart, hvis det står til doktoren, så han må igen en tur til notaren, hvor hendes lange hyl af en sanglærer, Don Basilio er vidne.

Komedie til noder
Der går en rød tråd fra vores egen norske ven Holberg via Moliere, Coldoni og Beaumarchais til Arnold & Bach – fra Jeppe på Bjerget via ”Den Stundesløse”, ”En tjener for to herrer”, skuespillet om barberen i Sevilla til ”Den spanske flue” og ”Stamherren”. Vi taler ikke bare klassisk morskabsteater som dengang ude på Frederiksberg Allé, men også om den virtuositet, der ligger i – med et solidt glimt i øjet – at vise os, hvordan vi tager os ud, når vi bringer os i den ene uheldige omstændighed efter den anden. Det gode menneske, der kun blander sig for at hjælpe, får sjældent selv noget ud af det og da slet ikke den stakkels Figaro, der for en kort stund udlever drømmen om egen barbersalon og det så uden håndelag, men med masser af vilje til at få alt til at gå op i en højere enhed. Det har man moret sig over til alle tider og der er, ligesom hos Shakespeare, noget universelt tilgængeligt i dette format og har man så en libretto tilsat den mest vidunderlige, understøttende musik, kan det ikke gå galt – især ikke, når iscenesættelsen som her både giver plads til skønsang undervejs og samtidig understøtter hvert trin i handlingen som eksempelvis Disney har gjort det med sine tegnefilm til klassiske musikstykker.
Og jeg skriver med vilje, at partituret understøtter handlingen. Det gør det jo som oftest – med ledemotiver og andre kneb – men her taler vi om et musikalsk flow, der selvfølgelig er en nydelse i sig selv. Det synes som skabt til den visualisering, som den Reumert-prisvindende instruktør har fundet på godt hjulpet af Rikke Juellunds kostumer og scenografi, Henrik Engelbrechts dramaturgi, Ulrik Gads lyssætning og koreografen Kristján Ingimarsson. Musikerne fra Det Kongelige Kapel dirigeres af Vincenzo Milletari. Koncertmester var på repremiereaftenen Mikkel Futtrup, der også var den første blandt ligemænd ved opførelsen af den herligt musikalske udgave af ”Amadeus” på Gamle Scene i sidste sæson. Nævnes skal også pianisten James Sherlock, der med bowlerhat ledsagede recitativerne på spinette, samt instruktøren på genopsættelsen, Line Kromann.

Brillante præstationer
Alt er rent fryd for øje og øre. Vi er vidner til en munter holmgang mellem de medvirkende, der har hver sin rolle at spille både i centrum og ude i periferien. Hver eneste ting de gør, når de ikke lige synger, men agerer i bedste stumfilmsstil, sker i takt til musikken – fra stuepigen, der støver af og ender med et blive forført af sig selv, før støvet i kosten fremtvinger et nys, til Don Basilio der lige ryster af efter en tur på toilettet – tre gange, i takt. Der er så mange detaljer at holde øje med, at forestillingen bør ses mere end én gang. Det er tydeligt, at holdet på scenen har en fest og den slags har det jo med at smitte af. Hvordan de kan det hele samtidig med at de synger og skal huske hver en bevægelse, fordi den ene afhænger af den anden, er tæt på mirakuløst. Dygtige er de.
Ofte drages blikket væk fra en sanger, men hører gør man jo stadigvæk og det man hører, er ganske enkelt sublimt – fra Luthando Quaves figaro’ske hjælpsomhed i ly af egne behov til Anna Kasyans skiftevis sødmefyldte og i næste billede på skrømt selvmordstruede carmencita af en Rosina. Ruzil Gatins fortolkning fanger en både forelsket og dermed sympatisk, men i glimt også en meget selvhøjtidelig Grev Almaviva. Per Bach Nissen rammer en stumfilmspræcis Doktor Bartolo. Matilde Wallevik har en skøn mimik som stuepigen Berta. Joakim Larsson er som notarer og officerer skal være i den slags komedier og så er der lige Simon Duus som Don Basilio – en sand levemand, det træner med håndvægte og løbetræner i det skønneste 1920’er outfit. Hans kemitricks i første akt er alene alle pengene værd, men også den måde han i det hele taget gebærder sig på. Efter sin lange arie med alle tryllekunsterne kommer han da lige ud ad døren med et lille vip med hovedet – så I mig! Åh ja! Det gør ondt at blive tatoveret, når tatovøren er en frisørvikar fra helvede (Figaro). Hans figur er en blanding af John Cleese og Denys Finch Hatton på dope, men også et spejl af netop Figaro, der prøver at få noget ud af livet på den gode måde, mens Don Basilio ender med at score stuepigen samtidig med, at han stjæler det ene lommeur op af doktorens skrivepult efter det andet foruden lidt penge. Man under dem alle lidt startkapital – ikke mindst hovedpersonen selv, der dog ender hvor han begyndte dvs. uden ret meget andet end sit gode humør og selv det er han lige ved at miste.
Forestillingen er lille perle i munter opfindsomhed og teatret har fuldstændig ret: den kan og bør ses af alle som et kærkomment intermezzo i det liv vi lever, et minde om hvor god de bedste komedier egentlig er og var eller bare som en ny forløsning for alle operaelskere, der lige skal have en slapper ovenpå det svære stof. Her dør ingen – allerhøjest af grin!